Vær opmærksom på, at visse støjende og støvende midlertidige aktiviteter skal anmeldes før du går i gang.

Luk alle
Åben alle

Hvis du er generet af støj, lugt eller røg fra naboer eller virksomheder, er det en god idé først at kontakte naboen eller virksomheden og gøre opmærksom på generne. Man kommer ofte langt med dialog, inden myndighederne involveres, og det er derved ofte lettere at bevare det gode naboskab.

Ved behov for kontakt til kommunen vil vi foretage en vurdering af, om der er en væsentlig gene, som kan reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I givet fald har vi mulighed for at stille relevante krav til det forhold, der giver gener.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os for at få vejledning om reglerne, inden du taler med din nabo. Vi skal ikke registrere en generel forespørgsel, men har notatpligt, hvis vi får en henvendelse om en konkret virksomhed, ejendom eller aktivitet.

Hvis du henvender dig til kommunen, er der nogle bestemte ting, vi gerne vil have oplyst. Hvis du bruger selvbetjeningsløsningen øverst på denne side, så har vi et godt oplyst grundlag til at vurdere sagen. Det gælder uanset, om din nabo er en privat person eller en virksomhed.

Du kan som udgangspunkt ikke henvende dig anonymt.

Vi skal oplyse dig om, at der vil blive oprettet en sag, og at oplysningerne vil indgå i sagens dokumenter. Vi har i medfør af persondataloven pligt til at underrette den, der er til gene, om at der oprettes en sag. Vedkommende kan få aktindsigt i sagen.

Du skal være opmærksom på, at vi i kommunen kun kan gribe ind, hvis der er lovgivning på området, der klart beskriver, hvad man kan kræve af hinanden som naboer, og nogle sager vil skulle behandles af andre aktører så som politiet.

 

Fordeling af opgaver mellem kommune, politi og andre aktører:

  • Fyns Politi, hvis der er tale om høj musik, støjende adfærd, støj fra udendørs arrangementer eller fra gøende hunde.
  • Bolig/ejerforeningens bestyrelse, hvis støjen kommer fra en beboer i bolig/ejerforening.
  • Kommunens Natur- og Miljøafdeling, hvis støjen er fra ventilationsanlæg, motordrevne redskaber, værktøj og lignende.
  • Kommunens Natur- og Miljøafdeling, hvis der er væsentlig støj fra virksomheder, forretninger, husdyrhold eller lignende

Hvad er støj?

Støj er en uønsket lyd, som kan komme fra trafik, ventilationsanlæg, motordrevne redskaber, værktøj, fra virksomheder, forretninger, diskoteker, husdyr, naboer og meget andet.


Hvordan kan du hjælpe dem, der er generet?

Ofte skal der kun simple vaner til at afhjælpe støjen!

  • Hold døre og vinduer lukkede, når du f.eks. hører musik, arbejder med redskaber og værktøj, som kan støje væsentligt.
  • Vær opmærksom på tidspunkter, hvis du skal støje. Tidlig morgen og sen aften er som regel dårlige tidspunkter, hvis du skal arbejde med noget, der støjer.
  • Oplys de nærmeste naboer om, at det du skal lave vil støje, og fortæl dem, hvor lang tid du forventer at støje.


Sådan behandles en støjsag

Kommunen kan hjælpe med at regulere støjen fra aktiviteter, der foregår udendørs (fx brug af værktøj, maskiner, motoriserede haveredskaber mv.), hvis vi vurderer, at støjgenen er væsentlig. Vi kan ved påbud fx fastsætte tidsbegrænsning for aktiviteterne.

Når vi skal vurdere om en støjgene er væsentlig, og om den skal nedbringes, vil vi altid foretage en konkret vurdering.

Afholder du et udendørs arrangement, er der særlige regler du skal være opmærksom på.

Læs mere om støj i forbindelse med afholdelse af udendørs arrangementer

Ved væsentlige lugt- og røggener fra nabo, virksomhed, forretning eller lignende, og hvor kontakt til genevolder ikke har hjulpet, kan du henvende dig til kommunen.


Sådan behandles en røg- eller lugtsag

Kommunen foretager en vurdering af, om henvendelsen er berettiget. Såfremt det vurderes, at genen uden tvivl er af underordnet betydning for miljøet, kan vi undlade at behandle klagen jf. miljøbeskyttelsesloven § 85.

Kommunen vil vurdere, om der er tale om en væsentlig gene. Hvis genen er væsentlig, vil vi gennem dialog og evt. påbud eller indskærpelse sørge for, at genen bliver afhjulpet eller reduceret.

Vurderes din henvendelse til at være berettiget, sendes der en kopi af henvendelsen til genevolder, der anmodes om bemærkninger. Genevolder vil få oplyst, hvad det drejer sig om, og som udgangspunkt hvem der har henvendt sig. Genevolder har ret til at se alle dokumenter i sagen.

Denne type af sager kan ofte være af længere varighed, og genen kan derved ikke forventes afhjulpet eller reduceret, straks henvendelsesskemaet er indsendt.

Du opfordres derfor altid til dialog med genevolder, inden du henvender dig til kommunen.

 

Når du tænder op i brændeovnen

Brug af brændeovne kan være hyggelig. Men brændeovne kan desværre også give røg- og lugtgener for naboerne. Røggener er ofte et resultat af forkert optænding, fyring eller brændsel.

Du kan således fjerne helt op til 80 % af de sundhedsskadelige partikler i røgen fra din brændeovn, hvis du tænder op i toppen af brændet.