Sundhedscenter
Formål
Igennem de sidste år har Middelfart Kommune og Region Syddanmark haft fokus på at styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen for at imødekomme de sundhedsudfordringer kommunerne står overfor i nær fremtid. Middelfart Kommune ønsker i den forbindelse at etablere et bynært sundhedscenter, hvor fremtidens sundhedsudfordringer kan varetages i et sundt og gensidigt inspirerende arbejdsmiljø.
Hvorfor så et sundhedscenter i Middelfart? Det er der flere grunde til:
-
Kongshøjscentret har nedslidte og utidssvarende rammer med løbende negative konsekvenser; for borgere i form af utidssvarende og nedslidte rehabiliteringspladser og træningsmuligheder, for medarbejdere i form af kritisable arbejdsmiljømæssige forhold. Den nuværende lokalitet på Kongshøjcentret giver således ikke mulighed for at levere sundhedsydelser af tilstrækkelig høj kvalitet, hvilket senest er blevet pointeret i arbejdsmiljørapport af Veritas.
-
Centerdelen på Skovgade plejehjem indgår i det kommunale P30 beslutningsgrundlag, og indgår derfor i kataloget over mulige kommunale bygninger, som skal sælges. Hvis dette bliver effektueret, medfører det ligeledes, at der for forvaltningens funktioner for Sundhed og Træning, skal findes anden placering.
-
Med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal borgerens nærmiljø styrkes, her er et væsentligt fokus på at forebygge unødvendige (gen-) indlæggelser samt at sikre tidlig hjemtagning af borgere efter endt sygehusbehandling. Borgerne tilbydes tættere og mere kontinuerlig observation, i tæt samarbejde med den behandlingsansvarlige kommunale læge.
-
Læring af Covid-19 situationen. Covid-19 situationen har medført en intensivering i det tværsektorielle samarbejde om patientforløbet, herunder fra sygehus til kommune og mellem almen praksis og kommune. Lokalt har Covid-19 situationen også lært os et øget behov for koordineret sektorgang, et behov for fuld kapacitetsdygtige pladser samt behovet for et tæt samarbejde med almen praksis, idet den lokale lægebemanding i Middelfart Kommune ender med behandlingsansvaret for borgerne på de kommunale midlertidige pladser.
-
Den demografiske udvikling i Middelfart Kommune indikerer et større antal af ældre borgere.
Sundhedscenter Middelfart skal derfor med et stærkt fagligt fundament og en tværsektoriel tilgang være hele kommunens sundhedscenter geografisk placeret i umiddelbar nærhed af Sygehus Lillebælt.
Fokuspunkter for indsatsen
Visionen for Sundhedscenter Middelfart tager udgangspunkt i borgernære fællesskaber og sundhedsfremmende løsninger, hvor borgerne med baggrund i en rehabiliterende tilgang tager medansvar for egne sundhedsforløb, og hvor rammerne for dette muliggøres af et tæt sektoroverskridende samarbejde mellem Region Syddanmark, Middelfart Kommune, almen praksis og civilsamfundet. Der vil i centeret blive behandlet, forebygget og rehabiliteret, og det vil være intentionen at skabe mest mulig sammenhæng, nærhed og kvalitet for kommunens borgere. Endelig vil det også være centralt at skabe et hus, der i udformning og praktisk anvendelse er multifunktionelt, og hvor der er fokus på bæredygtige klimaløsninger, såvel i byggeri som i den praktiske anvendelse. Huset vil derfor blive bygget i henhold til retningslinjerne for opnåelse af DGNB certificering.
Involvering og engagement
I etableringen af Sundhedscenter Middelfart involverer Byrådet en lang række vigtige interessenter:
Region Syddanmark
Sygehus Lillebælt
Psykiatrien i Region Syddanmark
Almen praksis
Apotek
Patientforeninger
Frivillige og råd i Middelfart Kommune
Klimasagkundskab
Kommunale ledere og medarbejdere
Byggerådgiver er Arkitema Architects, der oprindeligt skulle have stået for workshops med ovennævnte i marts og april 2020. Disse måtte dog aflyses grundet Covid-19, og vil i stedet blive afviklet som input til konkret byggeprogram, forventet afvikling i august / september 2020.
Social- og Sundhedsudvalget er det primære fagudvalg, yderligere er der nedsat politisk styregruppe med deltagelse af politikere fra kommune og Region Syddanmark.
Procesplan
Aktiviteter
|
Tid
|
Arkitema Architects valgt som byggerådgiver
|
Februar 2020
|
Første møde i tværgående politisk styregruppe
|
Maj 2020
|
Byrådsseminar præsentation af status
|
Marts 2020
|
Adm. styregruppe møder
|
Løbende 2020
|
Prospekt præsenteres for byrådet i Middelfart Kommune
|
Juni 2020
|
Ved politisk tilsagn, udbudsproces indledes
|
August 2020
|
Workshops med interessenter
|
September 2020
|
Bygherre til udarbejdelse af byggeprogram fundet
|
Ultimo 2020
|