Som et resultat af Aftalen om Fødevare- og Landbrugspakken fra december 2015 skal kommunerne foretage en afgrænsning af vandløb i vandområdeplanerne vurderet på baggrund af opdaterede faglige kriterier. Desuden skal der foretages en kvalificering af udpegningen af kunstige og stærkt modificerede vandområder.
Kommunerne indenfor de enkelte hovedvandoplande har siden april 2017, i samarbejde og under inddragelse af lokale vandråd, gennemført en proces med henblik på at udarbejde et forslag til afgrænsning og udpegning af vandløb i vandområdeplanerne. Forslaget fremlægges hermed til beslutning. Kommunernes bidrag skal være Miljø- og Fødevareministeriet i hænde senest 31. december 2017.
Kommunernes og vandrådenes opgave
Kommunerne i hovedvandoplandene skulle under inddragelse af lokale vandråd løse følgende opgaver:
- Vurdere, om de vandområder, der indgår i Miljø- og Fødevareministeriets forslag til ny afgrænsning af vandløb i vandområdeplanerne med et opland på under 10 km2 lever op til de opdaterede faglige kriterier for afgrænsning af vandområder, som regeringen har fastsat.
- Udvælge vandområder, som Miljøstyrelsen efterfølgende kan analysere med henblik på at vurdere, om de opfylder betingelserne for at kunne udpeges som kunstige eller stærkt modificerede.
- I tillæg hertil kunne kommuner og vandråd som en frivillig opgave kommentere på vandløbsindsatser, der er videreført fra første vandplanperiode 2009-2015 til anden planperiode, som det økonomisk eller miljømæssigt ikke vil være hensigtsmæssigt at gennemføre.
Forslag til afgrænsning, udpegning af vandløb og kommentering på indsatser
Ad. 1: Indenfor Middelfart Kommunes geografiske opland foreslås 5 vandområder svarende til 3,3 km vandløb udtaget af vandområdeplanerne.
Ad. 2: 4 vandområder i Middelfart Kommune svarende til 8,6 km vandløb foreslås udvalgt til analyse med henblik på at vurdere, om de opfylder betingelserne for at kunne udpeges som kunstige eller stærkt modificerede.
Ad. 3: Vandrådet havde ikke kommentarer til overførte indsatser i Middelfart Kommune. Forvaltningen ønsker dog at gøre staten opmærksom på indsatsen med faunapassage ved Fyllested Mølle.
Desuden foreslås efter vandrådets indstilling, at der indsendes supplerende oplysninger vedr. det offentlige vandløb ”Afløb fra Lindholm” til Gremmeløkke Å, som vandrådet indstillede optaget i vandområdeplanen.
Forvaltningens indstillinger til staten
Forvaltningens forslag til indstillinger til staten følger med to undtagelser vandrådets anbefalinger (se bilag 1 - 3).
Gremmeløkke Å og Møllebækken: Vandrådet indstiller vandområdet karakteriseret som stærkt modificeret. Forvaltningen vurderer, at vandløbet bør opdeles, så den nederste del af vandområdet ikke indstilles karakteriseret som stærkt modificeret (slide nr. 11 i bilag 2).
Viby Å: Vandrådet indstiller vandområdet opdelt ved kirkegården i Nørre Aaby og opstrøms denne karakteriseret som stærkt modificeret. Forvaltningen vurderer, at vandområdet fra Assensvej og opstrøms bør indstilles som stærkt modificeret. (Slide 12 i bilag 2)
Konsekvenser for vandløbene
Afgrænsning: Konsekvensen for de vandløbsstrækninger, som udtages af vandområdeplanerne er, at de ikke længere har et miljømål, at de ikke bliver overvåget og ikke indgår som en del af vandområdeplanens indsatsprogram.
Udpegning: De vandløbsstrækninger, der karakteriseres som kunstige eller stærkt modificerede vil få at lavere miljømål. Vandløb med et opland under 10 km2, der udpeges som kunstige eller stærkt modificerede udgår af vandområdeplanerne, med mindre de forbinder målsatte vandområder.