Økonomiafdelingen har i samarbejde med fagforvaltningerne udarbejdet årets 3. budgetopfølgning pr. 30. juni 2017.
Budgetopfølgningen ledsages af den obligatoriske regnskabsopgørelse, finansieringsoversigt og bevillingsoversigt. Opfølgningen og de medfølgende oversigter udgør tilsammen halvårsregnskabet for Middelfart Kommune.
Halvårsregnskab:
Ved halvårets afslutning var der realiseret indtægter for 1.193,8 mio. kr., mens driftsudgifterne udgjorde 1.062,1 mio. kr. Fratrækkes de realiserede renteudgifter på 3,2 mio. kr., udgjorde resultatet af ordinær drift et overskud på 127,4 mio. kr.
Anlægsudgifterne beløb sig til 49,2 mio. kr., mens jordforsyningen beløb sig til 0,0 mio. kr. Det skattefinansierede område tegner sig således for et overskud på 78,3 mio. kr.
Det selvfinansierede område tegnede sig for et mindreforbrug på 1,8 mio. kr. Dermed er det samlede resultat af det skattefinansierede og selvfinansierede område et overskud på 80,0 mio. kr.
Den udgiftsbaserede resultatopgørelse pr. halvåret indeholder i sagens natur en række periodeforskydninger - både på udgiftssiden og indtægtssiden. Derfor er det i mange sammenhænge mere relevant at tage bestik af det forventede årsresultat i budgetopfølgningen.
Budgetopfølgning:
Det samlede resultat af budgetopfølgningen er et mindreforbrug på skattefinansieret drift på 2,4 mio. kr.
Serviceområdet tegner sig for et merforbrug på 12,6 mio. kr., mens der på det budgetgaranterede område forventes et mindreforbrug på 15,0 mio. kr.
Mindreforbruget på det budgetgaranterede fordeler sig nogenlunde ligeligt på forsikrede ledige og på udlændingeområdet. Det må forventes, at budgetgarantien efterreguleres i overensstemmelse hermed, dvs. at mindreforbruget skal efterafregnes med staten.
Vendes blikket mod serviceområdet, viser opfølgningen betydelige merforbrug på tre områder: Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Teknisk Udvalgs område. Også på Økonomiudvalgets område tegner det til et begrænset merforbrug.
Modsat forventes et stort mindreforbrug på Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalgets område, mens der i al væsentlighed forventes budgetoverholdelse på Skoleudvalgets område og Miljø- og Energiudvalgets område.
På skattefinansieret anlæg forventes et merforbrug på 21,0 mio. kr. i 2017. Merforbruget skyldes først og fremmest, at bevillingerne til etableringen af det nye rådhus/bycenter er givet på tidligere regnskabsår, mens en større del af projektet færdiggøres og finansieres i 2017 af overførte anlægsmidler.
Afvigelserne på drift og anlæg betyder samlet set at de samlede skattefinansierede udgifter ligger 18,7 mio. kr. over budget.
Kommunens indtægter fra skatter, generelle tilskud og nettorenteindtægter er i al væsentlighed i overensstemmelse med budgettet (mindreforbrug på 0,1 mio. kr.).
Resultatet på det skattefinansierede område (nettofinansieringen fratrukket resultatet af skattefinansieret drift og anlæg) forventes således at være et merforbrug 18,6 mio. kr.
Det er indarbejdet i resultatforventningen på de respektive udvalgsområder, at der samlet realiseres en negativ pris- og lønregulering på 6,247 mio. kr. Reguleringen tilgår kassen i forbindelse med denne budgetopfølgning.