Det helt overordnede formål for Naturpark Lillebælt er, at der skal være en god balance mellem beskyttelse og benyttelse – den unikke natur, kulturarven og kystlandskabet skal gå hånd i hånd med mere vækst, flere turister og tilflyttere og oplevelsesmuligheder for kommunernes borgere.
Formålet med samarbejdet er at skabe et nyt fællesskab om frivilligt at beskytte og benytte det unikke kystlandskab, skabe nye oplevelsestilbud herunder læringsoplevelser samt at tiltrække besøgende og dermed øge omsætningen for erhvervsturisme og fremme bosætning. Det er også målet at få flere projektmidler til mere natur, kultur og bæredygtigt friluftsliv og derved gøre området til at bedre sted at bo og være turist.
Naturparkens mission er derfor: ”Sammen skaber vi et hav af oplevelser, som giver os lyst til at passe på og forbedre Lillebælt.”
Målene er, at i 2022 er Naturpark Lillebælt:
• Kendt for sin enestående marine og kystnære natur symboliseretved marsvinet.
• Hjemsted for en stolt lokal identitet båret af frivilligt samarbejde om at bevare og udvikle vores natur, lokale erhverv, kultur- og naturoplevelser.
• Spydspids for formidling af viden og glæde ved naturen og landskabet gennem nytænkende læringsoplevelser og forskning.
Ved at kommuner, foreninger, borgere, erhverv og fonde går sammen, bliver der nye muligheder for at udvikle og søge tilskud til realisering af en række konkrete projekter. Naturparkplanen følges op af en årlig statusrapport og en handleplan med budget, der angiver, hvilke projekter, der skal arbejdes med i det kommende år.
Det er vigtigt, at gøre opmærksom på, at det ikke vil medføre nye restriktioner eller begrænsninger for lodsejere, erhverv og beboerne, at området bliver omfattet af mærkningsordningen. Afgrænsningen af naturparken er baseret på frivillighed og lodsejere kan altid henvende sig til de tre kommuner for at komme ind eller ud af Naturpark Lillebælt. I modsætning til nationalparkerne er det ikke Folketinget, som vedtager en lov for en naturpark. Der er tale om en frivillig mærkningsordning ejet af Friluftsrådet.
Naturparkplanen indeholder langsigtede målsætninger og en aktuel status for friluftsliv, formidling, erhverv, turisme naturen og kulturarven. Planen beskriver også de konkrete projekter, der skal arbejdes med som naturparkens kortsigtede mål i perioden 2018 - 2022.
Under emnet natur kan fx nævnes et projekt om at samle flere frivillige til naturpleje-projekter i Naturpark-Lillebælts Venner. Disse venner skal hjælpe til det langsigtede mål om mere biodiversitet i naturparken.
Indenfor emnet kulturarv er et kortsigtet mål fx at skabe et nyt samarbejde på tværs af kommunerne om at synliggøre de historiske spor indenfor den maritime kystkultur, krig, tro, ritualer og magt i oldtiden i Lillebælt.
Under friluftsliv er et kortsigtet mål fx at forbedre infrastrukturen, fx opsætte toiletter og opholdsfaciliteter udvalgte steder i naturparken samt indretning af en ny flydende port/mødested, som kan flyttes fra havn til havn.
Under formidlingen er et kortsigtet mål fx at samarbejde med skoler om at uddanne børn til "Unge naturparkguider" og at formidle viden om havet og marsvin via nogle observationsposter langs Lillebælt.
Under Erhverv vil naturparken fx arbejde for at projekt kaldet "Spis Lillbælt", hvor fokus er på lokale, sunde og bæredygtige fødevarer.
Under turisme vil naturparken fx i et samarbejde med Destination Lillebælt, Bridgewalking, naturvejledere og foreninger etablere information og markedsføringsmateriale om Naturpark Lillebælts frilufts- og naturværdier. Naturparken kan levere den nyeste viden, den uventede historie og gode råd til, hvordan vi kan beskytte vores værdier og dermed fremme den bæredygtige turisme.
På www.naturparklillebaelt.dk kan der læses mere om konceptet, naturparkrådets sammensætning mm.