Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 8. marts 2017

Møde:
Social- og Sundhedsudvalget
Mødetid:
8. marts 2017 kl. 16:30
Tilstede:
Ove Andersen
Christian Martins Kromann
Paw Nielsen
Kaj Johansen
Kim Lund
John Kruse
Nicoline Damkjær
Fraværende:

ÅBNE SAGER

87. Status på ældreområdets økonomi
Sagsnr.: 2017-004744
Sagsbehandler: Kitt Lysén Pedersen

Præsentation:

På baggrund af den seneste tids debat om normeringerne på Middelfart Kommunes plejehjem, gives en orientering omkring den økonomiske udvikling på ældreområdet.

Forvaltningen foreslår:

  • At orienteringen tages til efterretning

Sagsbeskrivelse:

Der har i den seneste tid været debat om normeringerne på Middelfart Kommunes plejehjem. Debatten er opstået på baggrund af pårørendes italesættelse af, at de finder normeringen især i aftentimerne for lav. Der har været løbende dialog med de pårørende både via forvaltningsledelse og med politisk deltagelse.

Forvaltningen har lavet et notat, der beskriver den økonomiske og mængdemæssige udvikling på plejehjemsområdet og i hjemmeplejen. Af notatet fremgår ligeledes, hvordan midlerne fra Ældrepuljen og Værdighedspuljen er anvendt.

Under punktet deltager centerleder på Fænøsund Ældrecenter Jette Aamand og områdeleder Line Larsen. Deltagelsen giver udvalget mulighed for at få stillet uddybende spørgsmål til bl.a. normering og omsorgen for beboerne. 

Afslutningsvis orienterer senior og velfærdschef om de udviklingstiltag, der er planlagt for at understøtte det gode liv på plejehjem.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring.

Beslutning:

Line Larsen og Jette Aamand orienterede om situationen på Fænøsund Plejecenter og mere generelt på plejehjemmene.

Kitt Pedersen orienterede om indsatsen for at indføre Eden Alternative tilgangen og tænkningen på plejehjemmene.

Orienteringen om ældreområdets økonomi blev taget til efterretning.

Bilag:

88. Etablering af Aktivitets og Samværstilbud til borgere med multiple handicaps
Sagsnr.: 2017-003964
Sagsbehandler: Helle Mikkelsen

Præsentation:

Når unge mennesker med multiple handicaps afslutter deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU MH), har Middelfart kommune indtil videre ikke kunnet tilbyde et lokalt efterfølgende aktivitets og samværstilbud. Der er nu en realistisk mulighed for at etablere et tilbud lokalt. Antallet af unge betyder, at forvaltningen vurderer, at det vil være ansvarligt både fagligt og økonomisk at etablere et lokalt tilbud på Fælleshåb med den kvalitet og sikkerhed, som målgruppen kræver. Samtidig vurderer forvaltningen at nuværende brugere af lokalerne på Fælleshåb vil kunne få glæde af et mere bynært aktivitets og samværstilbud på Perronen.

Forvaltningen foreslår:

  • At der etableres et lokalt aktivitets og samværstilbud til borgere med multiple handicaps efter SL § 104 med 6 pladser pr. 1.8.2017 med mulighed for udvidelse af pladsantallet til maksimalt 9 pladser.
  • At et lokalt aktivitets og samværstilbud til borgere med multiple handicaps etableres i lokaler i det nuværende aktivitets og samværstilbud på Fælleshåb
  • At Perronen indrettes på en måde, så det kan rumme både de nuværende borgere, der er visiteret til beskyttet beskæftigelse efter SL § 103 og de borgere der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud efter SL § 104 på Fælleshåb

Sagsbeskrivelse:

Middelfart kommune har i dag ikke et visiteret aktivitets og samværstilbud efter SL § 104 til borgere med multiple handicaps. Når borgere fra denne målgruppe har afsluttet deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU), har Middelfart kommune traditionelt efterfølgende købt en plads i et aktivitets og samværstilbud i en anden kommune, oftest i Odense eller i Vejle. Da borgerne ofte er unge hjemmeboende har det betydet, at familien enten har skullet forholde sig til om den unge skulle flytte hjemmefra eller forblive hjemme med støtte og så transporteres mange kilometer til det aktivitets og samværstilbud borgeren blev visiteret til.

Der er på nuværende tidspunkt visiteret tre hjemmeboende unge i aktivitets og samværstilbud i en anden kommune. Middelfart kommune vil gerne kunne tilbyde disse borgere, at blive visiteret til et lokalt tilbud istedet. Dette ville betyde væsentlig kortere transporttid for den enkelte borger, men samtidig et skift for borgere, der er sårbare overfor forandringer. Det kræver et grundigt forarbejde og forberedelse, at sikre en god overdragelse og dermed et positivt skifte for både den enkelte borger og dennes pårørende.

Sommeren 2017 afslutter tre unge deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse STU på Skrillingeskolen. De er alle hjemmeboende. Forvaltningen er ikke bekendt med, at familierne har et ønske om, at deres unge derefter flytter hjemmefra til et døgntilbud. De formodes derfor alle tre at få behov for et efterfølgende aktivitets og samværstilbud fra 1. august 2017.

Indenfor 3 år vil yderligere tre unge færdiggøre deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse STU. Heraf er to fra Middelfart kommune og en borger bor på et regionalt døgntilbud i Middelfart kommune, mens Vejen kommune er handle og betalingskommune. Da borgeren geografisk bor i Middelfart og i en årrække har fulgt forløb med de andre unge, forventes det at Vejen kommune kunne være interesseret i at købe en plads på et kommende tilbud.

På den baggrund vurderes det derfor, at der fra 1. august 2017 vil være behov for 6 pladser stigende til 9 pladser i de kommende år.

Gruppen af borgere er karakteriseret ved, at de er kørestolsbrugere med et omfattende plejebehov, hvilket stiller krav til store lokaler, niveaufri adgang, handicapvenlige toiletforhold samt medarbejdere med særlige kompetencer. Forvaltningen har i en længere periode været undersøgende i forhold til at finde egnede lokaler. Det vurderes, at den bedste løsning vil være, at etablere et aktivitets og samværstilbud til borgere med multiple handicaps i lokaler i det nuværende aktivitets og samværstilbud på Fælleshåb - Vestbo. Disse lokaler er store og handicapvenlige med niveaufri adgang og ikke mindst er der et stort handicaptoilet, der kan anvendes til de skiftesituationer, der kræver to medarbejdere.

Mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog lever med bevægevanskeligheder og har ofte sansefunktionsnedsættelser. Uden omgivelsernes aktive støtte til udvikling af samspil og kommunikation, vil de have svært ved at udvikle sig positivt og være uden reel indflydelse på eget liv.
De fysiske rammer i et kommende tilbud skal dermed indrettes på en måde, så det giver gode muligheder for læringsaktiviteter tilrettelagt med hensyn til borgernes særlige behov. Mål for aktiviteterne vil ved visitation blive beskrevet i individuelle handleplaner og har fokus på sansestimulering, kommunikation med og uden hjælpemidler, fysio- og ergoterapi, relationer og samvær med ligesindede, pleje og omsorg og ADL. (Almindelig Daglig Livsførelse).

Det vurderes, at der vil være behov for at ansætte 4 medarbejdere fra 1. august 2017 til etablering af 6 pladser. Det forventes, at tilbuddet vil have åbent alle hverdage i dagtimerne. Vi ved på baggrund af erfaringen fra STU, at målgruppen er sårbar og ofte er fraværende af skånehensyn eller sygdom. Ved øget pladsantal vil antallet af medarbejdere skulle øges med yderligere en medarbejder. Medarbejdere vil skulle have en faglig relevant uddannelse som ergoterapeut, fysioterapeut, pædagog og/eller social og sundhedsassistent og så gennemgå et kompetenceudviklingsforløb, hvor de klædes på til opgaven. Det er vigtigt at sikre, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer til at varetage de komplekse opgaver, der er forbundet med at pleje, træne og udvikle den enkelte borger. Dette vil være afgørende for borgernes fortsatte udvikling af ressourcer og kompetencer, samt de pårørendes tillid til at tilbuddet drives forsvarligt med høj faglig kvalitet. Der vil forekomme komplekse sygeplejeopgaver. Disse vil blive delegeret af den ansvarlige leder af sygeplejen, der vil sikre oplæring og føre tilsyn med opgaverne.

I lokalerne på Fælleshåb er der i dag aktivitets og samværstilbud i grupper til borgere med handicap, herunder borgere med udviklingshæmning. En del af disse borgere bor i dag på Vestbo, men flere også i egen bolig, hvor de får støtte. Ved etablering af et lokalt tilbud til borgere med multiple handicaps, vil en ungegruppe på ca 20 borgere og et antal medarbejdere skulle flytte base fra Fælleshåb til Perronen i sommeren 2017. Det vurderes fagligt forsvarligt og vil være indenfor samme organisation. Mange fra målgruppen kender og benytter i forvejen Perronen til eksempelvis specialundervisning, og vil dermed vil være et kendt og trygt sted. Et miljøskifte til Perronen vil give mulighed for at benytte flere af de aktiviteter, der er forbundet med beliggenheden tæt ved by og vand. For borgere der i forvejen kommer på Perronen i aktivitets og samværstilbud giver det mulighed for meningsfulde beskæftigelsesopgaver for eksempel i Caféen, hvor der vil skulle laves mad til flere. De fleste i målgruppen færdes ikke trafik sikkert. De vil skulle køres til Perronen fra deres bolig på samme måde som de i dag køres til Fælleshåb.

Økonomi:

Til etablering af et tilbud til borgere med multiple handicaps kan inventar, hjælpemidler og alle kommunikationsredskaber, sansestimuli effekter, bus  mv overdrages fra STU MH gruppen sommeren 2017, hvor denne lukker lokalt på grund af det faldende elevtal

Det forventes at være udgiftsneutralt at etablere et lokalt aktivitets- og samværstilbud, da allerede budgetterede midler fra andre budgetområder kan omplaceres til formålet, dels fordi STU Middelfart lukkes og dels pga. afledte effektiviseringer i forbindelse med lavere befordringsudgifter.

Til drift af tilbuddet er der behov for følgende budgetramme afhængigt af tilbuddets størrelse;
Et tilbud til 6 borgere: Budgetramme ca. 1,8 mio. kr. ekskl. udgifter til befordring til og fra tilbuddet(heraf udgør løn til personale ca. 1,6 mio. kr. og budget til drift ca. 0,2 mio. kr.)
Et tilbud til 9 borgere: Budgetramme ca. 2,150 mio. kr. ekskl. udgifter til befordring til og fra tilbuddet(heraf udgør løn til personale ca. 1,950 mio. kr. og budget til drift ca. 0,2 mio. kr.)

Finansiering vil findes ved at omplacere budgetmidler, der hidtil er brugt til drift af STU forløb til målgruppen på STU Skrillinge, samt midler der pt. anvendes til køb af pladser til borgere, som kan hjemtages til tilbuddet fra tilbud i andre kommuner. 3 borgere i målgruppen modtager i dag dagtilbud udenfor kommunen til en samlet udgift på ca. 1,5 mio. kr. årligt. Heraf udgør udgiften til befordring ca. 850.000 kr. årligt.

Befordringsudgifter til og fra dagtilbud til målgruppen af unge med multiple handicaps udgør pt. samlet ca. 1,0 mio. kr. årligt. Etableres det lokale dagtilbud vurderes udgiften til befordring at blive mere end halveret(til ca. 0,4 mio. kr.), bl.a. fordi der tale om væsentligt kortere afstand mellem dagtilbud og borgerens bopæl. 

Befordringsudgifter til ungegruppen på Fælleshåb er i dag på under 100.000 kr. Hvis gruppen i stedet skal transporteres til og fra dagtilbud på Perronen forventes befordringsudgifterne for denne gruppe at stige til ca. 300.000 kr. Merudgiften vil alt andet lige kunne finansieres af den tilsvarende mindreudgift til befordring af borgere i målgruppen til dagtilbud udenfor kommunen, hvis sidstnævnte gruppe i stedet tilbydes et lokalt modsvarende dagtilbud.

Høring:

Sagen sendes til høring i Handicaprådet. Høringssvaret vil foreligge ved behandling af sagen på Social- og Sundhedsudvalgets møde.

Beslutning:

Godkendt som indstillet.

Paw Nielsen tager forbehold for de økonomiske forudsætninger for tilbuddet og ønsker, at de pårørende involveres i udviklingen af tilbuddet.

Bilag:

89. Magtanvendelse 2016
Sagsnr.: 2017-004456
Sagsbehandler: Iryna Marcuslund

Præsentation:

Byrådet skal en gang årligt forelægges et samlet overblik over antal indberetninger vedr. magtanvendelse.

Forvaltningen foreslår:

  • At orienteringen tages til efterretning

Sagsbeskrivelse:

Byrådet skal 1 gang om året forelægges en samlet rapport for anvendelse af magt efter Servicelovens bestemmelser på Handicap- og Psykiatriområdet samt Ældreområdet.

Forud for enhver form for magtanvendelse skal personalet have forsøgt, hvad der er muligt, for at opnå borgerens frivillige medvirken til en nødvendig handling.

I 2016 er der indberettet i alt 34 episoder, der omhandlede akut fastholdelse og føring, jf. § 126 i Serviceloven, hvor 30 episoder er indberettet på handicapområdet og 4 på ældreområdet.

Indberetningerne efter § 126 på handicapområdet vedrører 10 borgere, hvoraf bl.a. 10 indberetninger er modtaget angående samme borger.

Til sammenligning var indberetningerne på handicapområdet i 2015 fordelt blandt 12 borgere, hvoraf 70 indberetninger vedrørte samme borger.

I 2016 har Middelfart Kommune modtaget 3 ansøgninger om anvendelse af stofseler, jf. § 128 i Serviceloven, hvoraf 1 ansøgning er på handicapområdet og 2 på ældreområdet. I 2015 var der behandlet 2 ansøgninger om stofseler.

I 2016, ligesom i 2015, har Middelfart Kommune givet forhåndsgodkendelse til anvendelse af magt i personlige hygiejnesituationer jf. § 126 a i Serviceloven, 1 på handicapområdet og 2 på ældreområdet.

Desuden blev der i 2016 givet 4 forhåndsgodkendelser til anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer jf. § 125, som er dobbelt så mange som i 2015. Der blev givet 3 forhåndsgodkendelser på handicapområdet og 1 på ældreområdet.

Der har været indberettet 1 episode om tilbageholdelse i boligen jf. § 127 på handicapområdet og tilladelse var ikke givet.

Der har været 4 indberetninger om magtanvendelse på psykiatriområdet i 2016. Til sammenligning har der været 1 indberetning i 2015. Der blev ikke modtaget nogen indberetninger på psykiatriområdet i 2014 og 2013.

I forhold til alle magtindberetningssager udarbejdes der altid en pædagogisk handleplan med henblik på at forebygge magtanvendelser. Der afholdes fortsat undervisning for medarbejdere 4 gange årligt med formålet at forebygge uhensigtsmæssige magtanvendelser.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandlingsplan:
Social- og sundhedsudvalget den 8. marts 2017
Økonomiudvalget den 27. marts 2017
Byrådet den 3. april 2017

Beslutning:

Taget til efterretning.

Bilag:

90. Klippekortordning til plejehjemsbeboere
Sagsnr.: 2017-004218
Sagsbehandler: Kitt Lysén Pedersen

Præsentation:

Orientering om klippekort til beboere på plejecentre.

Forvaltningen foreslår:

  • Orienteringen tages til efterretning

Sagsbeskrivelse:

I aftalen om finansloven for 2017 blev der afsat 380 mio.kr. årligt fra 2017 og frem til et klippekort til ekstra hjælp til ældre plejehjemsbeboere.

De afsatte midler i 2017 og 2018 udmøntes til kommunerne som en samlet pulje. Der tages forbehold for vedtagelsen af finansloven for 2018. Midlerne fordeles mellem kommunerne med bloktilskudsnøglen.

Fra 2019 og frem fordeles midlerne til kommunerne via bloktilskuddet.

Middelfart Kommunes andel er 2,512 mio. kr. i 2017 og 2,512 mio. kr. i 2018.

Klippekortsordningen indebærer, at plejehjemsbeboerne får det, der svarer til ca. halv times ekstra hjælp og støtte en gang om ugen.

Klippekortet er beboernes tid, og beboernes skal selv bestemme, hvad hjælpen skal anvendes til.

Klippekortet skal anvendes til aktiviteter, der ligger ud over den eksisterende plejeindsats.

Beboerne kan spare sine klip op og anvende til aktiviteter, der tager længere tid.

Økonomi:

Ældrerådet er på deres møde 23. februar kommet med input til, hvordan Middelfart Kommune kan sikre, at beboere og pårørende på kommunes plejehjem bliver informeret om klippekortsordningen.

Ældrerådet er ligeledes kommet med et par forslag til, hvordan brugen klippekortsordningen kan danne grundlag for dialog imellem beboere og pårørende.

Høring:

Ingen.

Beslutning:

Taget til efterretning.

Det bemærkes, at det i forbindelse med budgetforliget for 2017 er aftalt, at der skal findes et råderum inden for udvalgets ramme, når der tilføres midler udefra i kraft af Finansloven.

Bilag:

91. Orientering om pulje målrettet renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener på plejecentre
Sagsnr.: 2017-004628
Sagsbehandler: Kitt Lysén Pedersen

Præsentation:

Orientering om ansøgning til puljen målrettet renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener på plejecentre.

Forvaltningen foreslår:

  • At orienteringen tages til efterretning

Sagsbeskrivelse:

I aftalen om finansloven for 2017 blev der afsat 425 mio.kr. i 2017 til en kommunal ansøgningspulje målrettet renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener på landets plejecentre.

Målet er at bringe maden og måltidet tættere på de ældre borgere, og gøre madlavningen til en større del af hverdagen på landets plejecentre.

Puljen kan anvendes til at renovere, etablere eller genetablere lokale køkkener i almene plejeboliger opført efter almenboligloven § 105 eller på plejehjem opført efter servicelovens § 192.

Der kan ansøges om renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener på servicearealer eller på fællesarealer. 

Middelfart Kommune søger om midler til at renovere de lokale køkkener på fællesarealerne på hhv. Rudbækshøj, Egebo og Gelsted. Renoveringen vil dreje sig om mindre tilpasninger, således de kan godkendes til at tilberede mad til boenhedens beboere.

Ansøgning om andel af denne pulje understøtter den netop igangsatte afprøvning af varm med til aften på to af Middelfart Kommunes plejehjem, hvor målet er at bringe madlavningen og hverdagslivet tættere på beboerne.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ansøgning af midler fra puljen til renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener støttes af Ældrerådet.

Beslutning:

Taget til efterretning.

Bilag:

92. Status på indsatsen "Når jeg bliver gammel"
Sagsnr.: 2016-004766
Sagsbehandler: Lis Huge

Præsentation:

Byrådet har vedtaget indsatsen "Når jeg bliver gammel", og der gøres status på det første halve år. Status for indsatsen præsenteres også på byrådsseminaret i slutningen af marts.

Forvaltningen foreslår:

  • Orienteringen tages til efterretning og det drøftes, hvordan vi kan sikre løbende politisk engagement i indsatsen

Sagsbeskrivelse:

Til at godkende de store linjer i projektet er nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra Ældrerådet, Frivilligcentret og forvaltningen.
Styregruppen har godkendt projektplan og kommunikationsfoldere om projektet. Styregruppen har diskuteret mulighederne for at afdække de nuværende og kommende raske ældres ønsker og behov.

Igangsatte indsatser
- samarbejde med en række træningssteder, hvor ældre i forvejen træner, for at få mere fokus på styrketræning. Det samarbejdes med Motionscaféen i Ejby og Gelsted, Motion i dagtimerne i Strib, NAM i Nørre Aaby, Brenderup Motionscenter og Middelfart Motionscenter

- forebyggende hjemmebesøg til udsatte borgere mellem 65 og 75 år, det handler om borgere, der bliver enker/enkemænd, borgere, hvis ægtefælle/samlever flytter på plejehjem, borgere, der får bevilliget rollatorer og førtidspensionister, som overgår til en folkepension.

- kortlægning og synliggørelse af tilbud
Foreninger i Gelsted, Ejby og Brenderup er kortlagt og synliggjort via aktivitetsmesser.
Den 3/3 afholdes aktivitetsmesse i Nørre Aaby, og der arbejdes med kortlægning i Middelfart og Strib

- der er tilknyttet en syrisk flygtning til projekt med den opgave at besøge ældre borgere fra andre lande med henblik at afdække særlige udfordringer og behov.

Projektets største udfordring er at komme i kontakt med de ældre borgere, som vi ikke via systemdata kan identificere. Her tænkes især på ensomme borgere. Vi forsøger via de små aviser og kontakt til blandt andet faglige organisationer og præsterne at synliggøre projektet.

Økonomi:

Projektet løber over 2 år og er finansieret af værdighedspuljen med 1 mio. kr. årligt, som anvendes til lønninger og aktiviteter.

Høring:

Styregruppen for projektet, hvor Ældrerådet er repræsenteret, mødes løbende, således at Ældrerådet er inddraget i tilrettelæggelsen af projektet.

Beslutning:

Orienteringen blev taget til efterretning.

Social- og sundhedsudvalget involveres, når der på et senere tidspunkt skal tages stilling til kriterier for uddeling af midler efter bl.a. § 79.
93. Regnskabsberetning 2016 for Social- og Sundhedsforvaltningens område
Sagsnr.: 2017-004909
Sagsbehandler: Lasse Roslind

Præsentation:

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet bemærkninger til regnskab 2016 for Social- og Sundhedsudvalgets område. Den endelige regnskabsberetning vil blive udleveret og behandlet ved Byrådets behandling af det samlede regnskab 3. april 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • At det akkumulerede underskud på driften på -7,609 mio. kr. inklusiv reguleringer overføres til 2017
  • At det akkumulerede overskud på anlægsprojekter på 0,965 mio. kr. korrigeret for reguleringer overføres til 2017

Sagsbeskrivelse:

Resultat for Social- og Sundhedsudvalgets drift i 2016 udgør et overskud på 3,746 mio. kr. eksklusiv overførte midler fra tidligere år og inklusiv reguleringer. Når overførte over-/underskud fra tidligere år medtages, udgør underskuddet 7,609 mio. kr. som overføres til 2017.

Resultaterne fordeler sig således på områderne:

Sundhed
Regnskabet på sundhedsområdet udviser isoleret set et mindreforbrug på 6,202 mio. kr. inklusiv reguleringer og eksklusiv overførte midler fra tidligere år. Når overførte underskud fra tidligere år medtages er der et overskud på 0,412 mio. kr. som overføres til 2017. Mindreforbruget i 2016 på 6,202 mio. kr. skyldes primært aktivitetsbestemt medfinansiering som får et mindreforbrug på 7,700 mio. kr. heraf vedrører 5,700 mio. kr. en tilførsel ved midtvejsregulering. Øvrige mer- og mindreforbrug  på områderne fordeler sig med et merforbrug på vederlagsfri fysioterapi og genoptræning på 1,200 mio. kr., et merforbrug sygeplejen 1,300 mio. kr. skyldes blandt andet FMK implementering og et mindreforbrug på forebyggelse på 1,000 mio. kr.

Senior og velfærd
Senior og velfærd realiserer isoleret set for året 2016 et mindreforbrug på 7,251 mio. kr. inklusiv reguleringer og eksklusiv overførte midler fra tidligere år. Når overførte underskud fra tidligere år medtages er der et overskud  på 4,887 mio. kr. som overføres til 2017.

Mindreforbruget senior og velfærd fordeler sig på følgende områder:

Der er et mindreforbrug på hjemmeplejen 1,018 mio. kr., et mindreforbrug på 1,049 mio. kr. på plejecentrene og et merforbrug på kost og ernæring på 0,054 mio. kr.
Der er et mindreforbrug på Fællesområdet og myndighedsområdet for ældre 1,826 mio. kr. mindreforbruget skyldes primært at pulje til nyt omsorgssystem ikke er anvendt i 2016.
Der er et mindreforbrug for området  administration og udvikling på 1,826 mio. kr. Mindreforbruget vedrører primært social- og sundhedselevuddannelserne.
Der er et mindreforbrug på hjælpemidler på 1,888 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært at der har været meget lave udgifter til handicapbiler og boligændringer.

Voksen og Borger
Regnskabet på Voksen og Borger området viser et samlet driftsresultat på -13,254 mio. kr. i 2016 inklusiv over-/underskud fra tidligere år.

Årets resultat udgør -9,707 mio. kr. inklusiv reguleringer og eksklusiv over-/underskud fra tidligere år.

Resultatet fordeler sig på følgende områder:

Myndighed – handicap og psykiatri får et underskud på -7,010 mio. kr. Underskuddet skyldes primært udviklingen i et mindre antal eksisterende sager på boområdet, hvor udgifterne er steget fra et samlet niveau på ca. 2,0 mio. kr. til knap 10 mio. kr. fra og med 2015. Det har ikke været muligt at vende udviklingen før ultimo 2016. Primo 2017 vurderes merforbruget halveret og yderligere igangsatte tiltag forventes at medvirke til skabe balance på sigt.

Døgn/støttetilbud udviser et underskud på -0,199 mio. kr. Døgntilbuddet Vestbo får et underskud på -0,650 mio. kr. Underskuddet er primært skabt på grund af merforbrug af personaleressourcer tilknyttet en særforanstaltning på tilbuddet. Døgntilbuddet Guldregnen får et overskud på 0,451 mio. kr. Overskuddet er primært skabt af vakante stillinger. 

Dagtilbud handicap og psykiatri udviser et underskud på -0,241 mio. kr. Underskuddet er primært skabt ved at det ikke har været muligt at tilpasse ressourceforbruget til en udvikling i belægningen på Perronen. 

Rusmiddelcentret udviser et underskud på -0,346 mio. kr. Underskuddet skyldes primært en negativ udvikling i den mellemkommunale refusion i 2. halvdel af 2016. Der har været en stigning i udgifterne til behandling af borgere udenfor kommunen samtidig med at der er kommet færre indtægter ind fra behandling af borgere fra omkringliggende kommuner. Ressourcerne er tilpasset til udviklingen men dette får først virkning ultimo 2016. 

Ældreboliger får et underskud på -2,793 mio. kr. Heraf skyldes -1,008 mio. kr. efterbetaling af el, vand og varme fra tidligere år, fordi der ikke har været lavet årsregnskaber for de enkelt boligafdelinger og foretaget efterreguleringer i forhold til faktisk forbrug. -1,785 mio. kr. skyldes dels manglende lejeindtægter på grund af ledige boliger kombineret med generel ubalance mellem budget og driftudgifter til vedligehold, pedeludgifter mv. Der er igangsat en proces med at få skabt balance i budgettet.

Forsørgelse får et overskud på 0,882 mio. kr. Overskuddet kan primært forklares ved færre udgifter til boligstøtte end forventet. Boligstøtteområdet alene giver et mindreforbrug på 1,5 mio. kr. Størsteparten skyldes færre personer på boligsikring end budgetlagt, samt at den gennemsnitlige pris pr. sag er dalet.  De færre personer skyldes færre flygtninge, samt senere indflytning i nye boliger på Syrenvej og Nørregade end budgetteret. Mindreforbruget opvejes af merforbrug på området personlige tillæg. Forbruget er alene i december 2016 fordoblet i forhold til tidligere måneder. Det er især tilskud til medicin og høreapparater som er steget.

Anlæg
Resultatet på Social- og Sundhedsudvalgets anlægsbudget i 2016 udgør et mindreforbrug på 0,965 mio. kr.  Der afsluttes 1 anlægsprojekt  i 2016 og 2 projekter videreføres til 2016.

Økonomi:

Se sagsbeskrivelsen

Høring:

Ingen høring af Handicaprådet og Ældrerådet

Behandlingsplan:

Social- og Sundhedsudvalget d. 8. marts 2017

Beslutning:

Godkendt som indstillet.

LUKKEDE SAGER

94. Orientering