Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

Referat for Økonomiudvalget møde den 13. juni 2016

Møde:
Økonomiudvalget
Mødetid:
13. juni 2016 kl. 12:00
Tilstede:
Johannes Lundsfryd Jensen
Agnete Damkjær
Mikkel Dragmose-Hansen
Anni B. Tyrrestrup
Niels Bebe
Regitze Tilma
John Kruse
Steen Dahlstrøm
Fraværende:
Morten Weiss-Pedersen

ÅBNE SAGER

468. Flytning af bevillinger mellem politikområder (2. nul-sag 2016)
Sagsnr.: 2016-009017
Sagsbehandler: Trine Sørensen

Præsentation:

Der er løbende behov for at flytte budgetbeløb mellem politikområder og/eller udvalg. Disse korrektioner er her samlet i en fælles sag. Korrektionerne har forbindelse til budgetopfølgningen pr. 30.4.2016.

Forvaltningen foreslår:

  • At der foretages flytninger mellem politikområderne, jævnfør skemaet under punktet Økonomi, og jævnfør punkterne i sagsbeskrivelsen herunder.
  • Sagsbeskrivelse:

    Flytningerne omhandler følgende:
    Flytning af budget mellem Voksen og borger og Senior og velfærd
    Flytning af budget mellem Senior og velfærd og Sundhedsområdet
    Drift af rigsarkiv finansieres i 2016 af budgettet til afholdelse af valg
    Pulje til event forhøjes - finansieret af Kultur og Fritid

    Økonomi:

     Udvalg/politikområde2016201720182019
     ØU60 60 60 60
    1015Administration60 60 60 60
    1030Fælles funktioner0 0 0 0
     BAU0 0 0 0
    1510Beskæftigelsesindsats0 0 0 0
     SU0 0 0 0
    2010Undervisning0 0 0 0
     BUF-60 -60 -60 -60
    2510Kultur og Fritid-60 -60 -60 -60
    2515Børn-, Unge- og sundhedsudgifter0 0 0 0
     SSU0 0 0 0
    3035Ældre-2.300 -2.300 -2.300 -2.300
    3030Sundhedsudgifter1.850 1.850 1.850 1.850
    3020Handicap- og Psykiatri450 450 450 450
    3060Forsørgelse0 0 0 0
     Teknisk udvalg0 0 0 0
    4010Vej og Trafik0 0 0 0
    4015Rekreative områder0 0 0 0
    4020Bygningsvedligehold0 0 0 0
    4025Jordforsyning0 0 0 0
     Beredskabskommissionen0 0 0 0
    4510Redningsberedskab0 0 0 0
     Miljø- og Energiudvalget0 0 0 0
    5010Natur og Miljø0 0 0 0
    5015Klima og energi0 0 0 0
     I alt0 0 0 0

    Rettelserne på de enkelte politikområder har ingen realøkonomisk virkning og påvirker derfor ikke kommunekassen.

    Høring:

    Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Økonomiudvalgets møde 13. juni 2016

    Beslutning:

    Godkendt

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen
    469. 2. budgetopfølgning 2016 pr. 30. april
    Sagsnr.: 2016-015173
    Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

    Præsentation:

    Økonomiafdelingen har i samarbejde med fagforvaltningerne udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 30. april 2016. Budgetopfølgningen fremsendes nu til godkendelse.

    Forvaltningen foreslår:

    • At budgetopfølgningen godkendes som forelagt.
    • At der gives følgende bevillinger vedrørende drift:
      • At der under posten "tilskud og udligning" gives en indtægtsbevilling på 1,068 mio kr. til investeringstiltag vedrørende flygtninge. Indtægten tilgår kassen.
      • At der under posten "tilskud og udligning" gives en indtægtsbevilling på 1,740 mio kr. vedørende ekstraordinært integrationstilskud til flygtninge. Indtægten tilgår kassen.
      • At der under posten "tilskud og udligning" gives en indtægtsbevilling på 1,994 mio. kr. vedrørende yderligere ekstraordinært integrationstilskud til flygtninge. Indtægten tilgår kassen.
    • At der gives følgende bevillinger vedrørende anlæg:
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives et tillæg til anlægsbevilling på -0,33 mio. kr. vedrørende salg af 1 parcelhusgrund på Søndermarken i Nørre Aaby og at det afsatte rådighedsbeløb frigives.
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives et tillæg til anlægsbevilling på -1,3 mio. kr. vedrørende salg af 10.000 m2 erhvervsjord på Barmstedt Alle og at det afsatte rådighedsbeløb frigives.
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives et tillæg til anlægsbevilling på -0,29 mio. kr. vedrørende salg af 2.400 m2 erhvervsjord på Fynsvej og at det til formålet afsatte rådighedsbeløb frigives.
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives et tillæg til anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til byggemodning af boligområdet på Falstersvej i Middelfart og at det til formålet afsatte rådighedsbeløb frigives.
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til byggemodning af boligområdet på Fynsvej i Båring og at det til formålet afsatte rådighedsbeløb frigives.
      • At der på Teknisk Udvalgs område gives et tillæg til anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. til byggemodning af erhvervsområdet ved Fynsvej i Middelfart og at det til formålet afsatte rådighedsbeløb frigives. 
      • At der på Miljø- og Energiudvalgets område gives et tillæg til anlægsbevilling til udbygning af rekreative stier (Stiplan) på 0,2 mio. kr. og at det til formålet afsatte rådighedsbeløb frigives.

    Sagsbeskrivelse:

    2. budgetopfølgning er udarbejdet pr. 30. april 2016. 

    Det samlede resultat er et merforbrug på den skattefinansierede drift på 2,8 mio. kr., mens det forventede resultat på serviceområdet, hvor budgetgaranterede udgifter og -overførsler ikke indgår, er et merforbrug på 8,5 mio. kr. 

    Merforbruget på service skyldes i høj grad, at rammestyringen på Social- og Sundhedsudvalgets område er udfordret af stigende udgifter på handicap og psykiatriområdet.

    Mindreforbruget fordeler sig således på udvalgsområderne: 

    Driftsområdet
    (afvigelser i t. kr.)

    Forventet afvigelse (total)

     

    Forventet afvigelse service)

    Forventet afvigelse (budget gar.  omr. samt overførsler)

    Økonomiudvalget

    1.136

    1.136

    0

    Beskæftigelsesudvalget

    0

    0

    0

    Skoleudvalget

    1.479

    1.479

    0

    Børn-, unge-, og fritidsudvalget

    -551

    -551

    0

    Social- og sundhedsudvalget

    -275

    5.425

    -5.700

    Teknisk udvalg

    -1.000

    -1.000

    0

    Miljø- og Energiudvalget

    1.975

    1.975

    0

    Total

    2.764

    8.464

    -5.700

    Budgetopfølgningen viser på Økonomiudvalgets område et samlet merforbrug på 1,1 mio. kr. netto. Herunder forventes implementeringen af nye IT-systemer (lønsystem, økonomisystem, vagtplan, debitor, projekt- og ressourcesystem) at give et ekstraordinært merforbrug i 2016 på 3,0 mio. kr. På boligudlejning tegner der sig et merforbrug på 0,350 mio. kr., mens merforbruget på administration udgør 0,250 mio. kr. Merforbruget modvejes i nogen grad af et mindreforbrug på 1,1 mio. kr. på tjenestemandspensioner, samt af mindreudgifter på 1,5 mio. kr. til selvforsikring af arbejdsskader på forsikringsområdet.

    Der forventes budgetoverholdelse på Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalgets område. Det gælder både i forhold til det budgetgaranterede område og øvrige områder.

    På skoleudvalgets område forventes et merforbrug 1,5 mio. kr., som underliggende fordeler sig med 1,5 mio. på institutionernes decentrale budgetter og -0,1 på det centrale budgetområde. På det centrale område udfordres økonomien af merudgifter til produktionsskoler, flygtningeindsatser og kørsel. Dette opvejes af udgiftstilbageholdenhed på centralt personale, udskydelse af udviklingsprojekter, samt af mindreforbrug på IT. Decentralt er STU-området udfordret af omfattende særforanstaltninger på en enkelt STU MH elev, samt af faldende efterspørgsel på pladser fra fremmede kommuner.

    På Børn-, Kultur og Fritidsudvalgets område forventes et samlet mindreforbrug på 0,6 mio. kr. Herunder forventes et samlet merforbrug på 0,4 mio. kr. på Kultur og Fritid som følge af mindre indtægter fra leje af kommunale haller og ekstraudgifter til folkeoplysende arbejde i forbindelse med opstart og drift af nye dykkerfaciliteter ved Søbadet. På dagtilbudsafdelingens område forventes et mindreforbrug på 0,6 mio. kr. som følge af færre børn i de kommunale pasningstilbud. Børn og Familieafdelingen forventer et begrænset mindreforbrug på 0,3 mio. kr. som følge af mindre udgifter til anbringelser og merudgiftsydelse.

    På Social- og Sundhedsudvalgets område forventes et merforbrug på service på 5,5 mio. kr. Senior og Velfærd forventer et mindreforbrug på 1,5 mio. kr. Mindreforbruget på Senior og ældre vedrører fortrinsvist plejecentrene. Voksen og Borger området forventer et merforbrug på 6,2 mio. kr. som altovervejende vedrører Handicap og Psykiatriområdet. Afvigelsen er udtryk for, at området har været presset af en række udfordringer, som udfordrer den nye rammestyringsstruktur. Herunder kan nævnes, at udgifterne uventet er steget i et mindre antal sager vedrørende borgere, bosat på længerevarende botilbud. Derudover har revisiteringerne fra mere omfattende foranstaltninger til socialpædagogisk støtte i eget hjem haft som konsekvens, at kommunen i større omfang end forventet har måttet overtage betalingsforpligtelsen på borgere fra andre kommuner. Endelig er området udfordret af, at rammebudgetteringen fjerner den automatiske mængderegulering af budgetområdet. Det er forvaltningens vurdering, at der er skabt en strukturel ubalance mellem budget og forventet regnskab i 2016. Forvaltningen har efter sidste budgetopfølgning udarbejdet og igangsat en handlingsplan med udvalgte indsatsområder, som har til formål at skabe balance på området. Planen viser effekt, men effekterne er blevet delvist udlignet af stigende udgifter i de eksisterende sager og tilgang af nye sager. På baggrund af dette er planen i maj blevet suppleret af en generel udmelding om, at områdets decentrale tilbud skal styre mod mindreforbrug, for derigennem at bidrage positivt til områdets samlede økonomi.

    Entreprenørafdelingen under Teknisk Udvalg forventer et mindreforbrug på 1,0 mio. kr. som følge af en relativt mild vinter i 2015/16 samt stort fokus på minimering af omkostninger.

    I forhold til sanktionslovgivningen bør det nævnes, at Middelfart Kommune har afsat et budgetværn på 14,0 mio. kr. Det er forventningen, at det samlede merforbrug i 2016 kan holde sig indenfor budgetværnet. En eventuel sanktion beregnes i henhold til Budgetloven, dog på baggrund af kommunernes samlede regnskabsresultater. Hvorvidt Middelfart Kommune kan blive ramt i 2016 afhænger således af, om de andre kommuner samlet holder sig indenfor rammen.

    På skattefinansieret anlæg forventes et merforbrug på 49,3 mio. kr. i forhold til det oprindeligt budgetterede anlægsniveau. Merforbruget skyldes i det væsentlige forbrug af opsparede anlægsmidler fra 2013 og 2014 til byggeri af nyt rådhus. Merforbrug på anlæg er p.t. ikke sanktioneret.

    På finansieringen forventes merudgifter i niveauet 1,0 mio. kr. til tilbagebetaling af ejendomsskat i sager med vurderingsfejl. Merudgifterne kan finansieres af forventet merafkast på kommunens obligationsbeholdning. Derudover modtager kommunen merindtægter fra ekstraordinære tilskud til at løfte integrationsindsatserne på serviceområderne. De ekstra midler er allerede indarbejdet i forvaltningernes udgiftsbudgetter for 2016 og tilgår derfor kassen.

    Økonomi:

    Den økonomiske virkning af de indstillede bevillingsforslag er i forhold til sanktionslovgivningen: 

    • Bevillingerne på driften: Har ingen umiddelbare konsekvenser i forhold til sanktionslovgivningen. Indtægtsbevillingenerne ligger som udgangspunkt udenfor servicerammen. Det er dog uklart om integrationstilskuddene på et tidspunkt vil udløse en teknisk korrektion af servicerammen.
    • Bevillingerne på anlæg: Har ingen konsekvenser i forhold til sanktionslovgivningen, i det anlægsarbejdet er indarbejdet i budgetlægningen for 2016. Der er alene tale om, at allerede afsatte rådighedsbeløb frigives til øremærkede anlægsprojekter. Derudover er der ikke regnskabssanktion på anlæg.

    Høring:

    Ingen høring.

    Behandlingsplan
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016.
    Byrådet den. 20. juni 2016.

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen

    Bilag:

    470. IT-Sikkerhedspolitik for Middelfart Kommune 2016
    Sagsnr.: 2016-015128
    Sagsbehandler: Terkel Knudsen

    Præsentation:

    IT-Sikkerhedspolitikken skal årligt gennemgås med henblik på at sikre, at politikken og reglerne er fyldestgørende og afspejler de faktiske forhold. IT-Styregruppen har drøftet en ny revideret sikkerhedspolitik, som sendes til politisk behandling. IT-Sikkerhedspolitikken består af fire dokumenter: Overordnet IT-Sikkerhedspolitik, IT-Sikkerhedsregler, Oversigt over kompetence- og opgavefordeling, samt Uddybende sikkerhedsregler for behandling af personoplysninger.

    Forvaltningen foreslår:

    • At "IT-Sikkerhedspolitik for Middelfart Kommune 2016", som den fremgår af de fire omtalte dokumenter, godkendes.
    • At Middelfart Kommunes åbne postlister af sikkerhedsmæssige årsager tages ud af drift.

    Sagsbeskrivelse:

    Forvaltningen har gennemgået både den overordnede IT-sikkerhedspolitik og selve IT-sikkerhedsreglerne. Der blev ikke fundet anledning til at ændre i den overordnede politik.

    IT-sikkerhedsreglerne er blevet ændret. Det drejer sig om en tekstmæssig opstramning vedr. databehandleraftaler og fortrolighedserklæringer, der skal aftales, når der er tale om dataoverførsler til tredjepart, ofte leverandører. Endvidere er der sket en præcisering af hvilke sikre medier, der må benyttes til videokonferencer, når talen omhandler personoplysninger. Det er også blevet endnu mere tydeliggjort, at e-mails med personoplysninger kun må sendes krypteret med godkendt software (sikre forbindelser). Og endelig er der også sket en fokusering på, at der i IT-systemer skal foretages en ½ årlig kontrol af, om de rette medarbejdere er oprettet med de rigtige brugerprofiler.

    I "Oversigt over kompetence og opgavefordeling" er der sket en præcisering. Det pointeres, at det er den øverste sikkerhedsansvarlige, der fastsætter instruks til de systemansvarlige om krav til IT-systemernes sikkerhed. Instruksen skal bl.a. indeholde krav om
    • teknisk adgangskontrol
    • eksterne kommunikationsforbindelser
    • autorisation og adgangskontrol
    • kontrol med afviste adgnagsforsøg, samt
    • logning.

    Som noget nyt i "Oversigt over kompetence og opgavefordeling" beskrives det, at der skal udpeges systemansvarlige samt, at der fastsættes instrukser, som fastlægger ansvaret for anvendelsen af IT-udstyret. Endelig er den systemansvarliges opgaver beskrevet vedr. bl.a. det daglige sikkerhedsansvar, overholdelse af instruks, samt indgåelse af databehandleraftaler, hvis en ekstern leverandør anvendes.

    I "Middelfart Kommunes uddybende sikkerhedsregler for behandling af personoplysninger" er teksten vedr. autorisation og adgangskontrol blevet skærpet. Adgangen skal være sagligt begrundet. Dvs. at der kun må autoriseres personer, der er beskæftiget med de formål, hvortil personoplysningerne behandles. De enkelte brugere må ikke autoriseres til IT-systemer, som de ikke har behov for, eller kun i usædvanlige situationer vil få brug for. Samtidig er der indført en skærpelse  vedr. adgangsrettigheder i forhold til systemer, der benyttes til flere opgaver. Endelig er afsnittet vedr. benyttelse af databehandlere og databehandleraftaler konkretiseret. Bl.a. at der skal foreligge en databehandleraftale.

    På kommunens åbne postlister har der været en sikkerhedsbrist. Derfor foreslås de åbne postlister permanent taget ud af drift.

    Økonomi:

    Ingen

    Høring:

    Ingen

    Behandlingsplan
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Beslutning:

    Anbefales

    Mikkel Dragmose-Hansen stemmer imod, da SF ønsker at lukningen af de åbne postlister bliver midlertidig.

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen

    Bilag:

    471. Handlingsplan rusmiddelområdet
    Sagsnr.: 2016-001399
    Sagsbehandler: Ole Qvortrup Larsen

    Præsentation:

    En tværgående arbejdsgruppe har udarbejdet en uddybende beskrivelse og handlingsplan for rusmiddelområdet i Middelfart Kommune. Der er mange interessenter på rusmiddelområdet og mange, der har synspunkter på, hvordan midlerne bør prioriteres. Et af formålene med denne handlingsplan er netop at give de politiske udvalg mulighed for en politisk og strategisk prioritering af indsatserne på rusmiddelområdet.

    Forvaltningen foreslår:

    • At handlingsplanen på rusmiddelområdet godkendes

    Sagsbeskrivelse:

    På foranledning af Social- og sundhedsudvalget er der blevet udarbejdet en tværgående kortlægning og handlingsplan for rusmiddelindsatsen i Middelfart Kommune.

    Handlingsplanen er udarbejdet af en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra relevante afdelinger. 

    Enhver rusmiddelbehandling tager udgangspunkt i borgerens udfordringer, forudsætninger og egne mål med den overordnede målsætning: at borgeren opnår alkohol- og stoffrihed. Hvis det ikke er muligt tilstræbes højst mulig grad af rehabilitering og forbedret livskvalitet for borgeren, dennes pårørende og nære omgivelser.
    Det er rusmiddelområdets opgave at planlægge behandling og indsatser, således at disse bygger på de tilgange og metoder, der har størst og mest forebyggende effekt. Borgere kan få hjælp til behandling ved overforbrug, regelmæssigt eller dagligt forbrug af rusmidler. Et overforbrug medfører typisk udvikling af afhængighed med abstinenser til følge og med fysiske, psykiske, sociale samt adfærdsmæssige konsekvenser af misbruget. Et misbrug kan omfatte indtagelse af f.eks. alkohol, hash, amfetamin, kokain, ecstasy, svampe, LSD, heroin og/eller benzodiazepiner.

    Rusmiddelcenteret målretter sin behandling mod borgere med misbrug, når de er motiverede for at samarbejde med Rusmiddelcenteret. Det betyder, at borgeren skal kunne definere klare mål sammen med en medarbejder fra Rusmiddelcenteret inden for de 3 første samtaler. Samtalerne med borgeren danner grundlag for et visitationsmøde, hvor der laves en aftale med borgeren om den behandlingsindsats, der skal sættes i gang.  Det er en forudsætning for behandling, at borgerens forbrug af rusmidler kan karakteriseres som et misbrug.

    Arbejdet med handlingsplanen har taget udgangspunkt i de fastsatte kvalitetsstandarder for behandling af stof- og alkoholmisbrug i forhold til Servicelovens § 101 og Sundhedslovens § 141 og 142.

    Handlingsplanen består af en kortlægning af de nuværende tilbud og samarbejde på rusmiddelområdet og munder ud i en række målrettede anbefalinger for forskellige grupper af borgere:

    Borgere under 30 år
    -          Arbejdsgruppen mener, at en opsøgende indsats på tilbud blandt ungeaktører vil kunne reducere antallet af misbrugere under 30 år. Såfremt Rusmiddelcenteret skal løse denne opgave, bør der tilføres midler svarende til en fuldtidsstilling. Indsatsen kan ikke prioriteres inden for nuværende budget, uden at andre indsatser markant nedprioriteres. Det vurderes, at investeringen i en opnormering på området over tid vil tjene sig hjem gennem besparelser på indsatser, der ellers ville skulle leveres til borgere, som ikke kommer ud af deres misbrug. 
    -          Arbejdsgruppen anbefaler at Rusmiddelcenteret inviteres med i SSP-koordinationen, når borgeren har et rusmiddelproblem, eller at Rusmiddelcenteret kan anmode om at forelægge en sag for SSP koordinationen. Indsatsen kan udføres inden for nuværende budgetramme.

    Borgere over 30 år
    -          Arbejdsgruppen anbefaler, at der oprettes et åbent rådgivningstilbud i Rusmiddelcenteret. Formålet hermed er at ”fange” de borgere, som kortvarigt er motiveret for behandling. I Rusmiddelcentrets nuværende tilbud vil denne type borgere først komme til en samtale efter et stykke tid, og så kan motivationen være forsvundet. Det vurderes, at der er behov for at tilføre Rusmiddelcentret 100.000 kr. årligt til åben rådgivning.  Indsatsen kan ikke prioriteres inden for nuværende budgetramme, uden at andre indsatser skal nedprioriteres.
    -          Arbejdsgruppen anbefaler, at Jobcenter og Rusmiddelcenter primo 2016 udvikler en model for en fælles job- og handlingsplan, hvor flere aktører på voksenområdet eventuelt deltager. En model for en fælles job- og handlingsplan udvikles inden for nuværende økonomiske ramme. Det forventes at tiltaget optimerer borgerens forløb i Jobcenter og Rusmiddelcenter.

    Borgere på Plejecentre, Dagcentre og i Hjemmeplejen
    -          Arbejdsgruppen anbefaler, at Rusmiddelcenteret to gange om året tilbyder information og vejledning til medarbejdere på plejecentre, dagcentre og i hjemmeplejen.
    -          Halvårlig information og vejledning til medarbejdere på plejecentre, dagcentre og i hjemmeplejen udføres inden for nuværende budgetramme.

    Økonomi:

    Se bilag

    Høring:

    Handlingsplan sendt til høring i handicapråd og i ungdomsråd d. 19. april 2016.

    Handicaprådet udtrykker i vedlagte bilag støtte til handlingsplanens anbefalinger.

    Behandlingsplan
    Social- og Sundhedsudvalget d. 11. maj
    Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 11. maj
    Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget d. 7. juni
    Skoleudvalget d. 7. juni
    Økonomiudvalget d. 13. juni
    Byrådet d. 20. juni

    Social- og Sundhedsudvalget den 11. maj 2016
    Anbefales godkendt

    Beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget den 11. maj 2016
    Anbefales godkendt
    Fraværende: Svend-Aage Nielsen

    Børn-, Kultur og Fritidsudvalget den 7. juni
    Godkendt som indstillet

    Skoleudvalget den 7. juni
    Indstilles til godkendelse

    Paw Nielsen deltog ikke i behandlingen af punktet

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen

    Bilag:

    472. Kommunegaranti til Lillebælt Sport og Kultur i forbindelse med halrenovering
    Sagsnr.: 2016-015362
    Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

    Præsentation:

    Denne sagsfremstilling omhandler garantistillelse til Lillebælt Sport og Kultur i forbindelse med diverse halrenoveringsarbejder.

    Forvaltningen foreslår:

    • At der stilles en kommunegaranti således, at Lillebælt Sport og Kultur kan optage et annuitetslån med 25 års løbetid hos Kommunekredit på op til 2,8 mio. kr. til det i ansøgningen beskrevne renoveringsarbejde i hallerne.
    • At garantistillelsen betinges af, at lånet optages med fast rente i hele løbetiden (Et KK basislån anses i den forbindelse for at være et fastrentelån).
    • At Lillebælt Sport og Kultur selv bærer den fulde låneydelse, dvs. lånet indgår ikke i driftstilskudsberegningen.

    Sagsbeskrivelse:

    Middelfart Kommune har modtaget en ansøgning fra bestyrelsen i Lillebælt Sport og Kultur om kommunal garantistillelse for et lån på 2,8 mio. kr. til renoveringsarbejder primært i Lillebæltshallen og Strib Svømme og Motionscenter.

    Af ansøgningen fremgår det, at Lillebælt Sport og Kultur (LSOK) er udfordret på akutte renoveringsarbejder, der ikke kan udsættes.

    Renoveringsarbejdet omfatter:
    1. Udskiftning af tromlefilter og eltavle i Strib Svømme og Motionscenter med henblik på at efterleve myndighedskrav.
    2. Drænprojekt, herunder udbedring af vand og fugtproblemer i kælderområderne i Lillebæltshallen. 
    3. Udskiftning af booking og låsesystem for hele LSOK 

    Forvaltningen har modtaget et budgetoverslag/projektbeskrivelse for anlægsarbejdet, samt et bestyrelsesreferat, hvoraf det fremgår, at bestyrelsen tiltræder optagelse af et lån med kommunegaranti til finansiering af anlægsarbejdet.

    Ansøgning og budgetoverslag/projektbeskrivelse indgår som bilag til sagsfremstillingen.

    Det er forvaltningens vurdering, at Lillebælt Sport og Kultur har vanskeligt ved at håndtere store vedligeholdelsesarbejder indenfor rammerne af den løbende drift, og derfor har behov for at optage et lån til formålet, som afvikles over længere periode. Det vurderes endvidere, at anlægsarbejdet, som skitseret ifølge ansøgningen og budgetoverslaget, samlet set vil medvirke til at opretholde en god vedligeholdelsesmæssig stand af bygningerne, og derigennem medvirke til at skabe gode rammer om idrætsudøvelsen i kommunen. 

    Økonomi:

    Middelfart Kommune har i forbindelse med denne låneansøgning modtaget et byggebudget og gennemgået de seneste 3 årsregnskaber for Lillebælt Sport og Kultur.

    Årsregnskaberne for 2013, 2014 og 2015 udviser negative resultater efter finansielle poster på 0,630 mio. kr., 1,439 mio. kr., 0,424 mio. kr., hvilket umiddelbart indikerer, at foreningen kan have vanskeligt ved at bære yderligere låntagning. Det er dog væsentligt at fremhæve, at årsregnskaberne er belastet af ekstraordinære udgifter til fusionen mellem Lillebæltshallerne og Strib Svømmehal. 

    Økonomiafdelingen har med henblik på at vurdere den økonomiske holdbarhed af yderligere kommunegaranteret låntagning haft et møde med Lillebælt Sport og Kultur, hvor likviditetsbudget og regnskabsforventning til 2016 er blevet forelagt.  Regnskabet for 1. kvartal 2016 udviser et overskud på 0,117 mio. kr. efter finansielle poster og Lillebælt Sport og Kulturs budgetopfølgning viser et forventet årsresultat for 2016 0,208 mio. kr. Resultaterne forventes at ligge i samme niveau i årene fremover. 

    Lillebælt Sport og Kultur vurderer herudover, at de positive effekter af fusionen fremover vil gøre det muligt at afholde de løbende vedligeholdelsesopgaver via driften. 

    Låneoptagelsen på 2,8 mio. kr. medfører isoleret set en mindre forøgelse af hallernes årlige låneydelse på ca. 0,160 kr., og den samlede kommuneale garantistillelse til Lillebælt sport og Kultur udgør herefter 37,6 mio. kr.

    På baggrund af ovenstående og set i lyset af, at anlægsarbejdet har akut karakter, er det forvaltningens anbefaling, at der stilles garanti for låneoptagelsen. Samtidig anbefales det dog, at gældsætningen fremadrettet ikke forøges væsentligt ud over dette niveau. Det indebærer, at foreningen i højere grad via afdrag skal skabe råderum til låntagning til fremtidige projekter.

    Det bemærkes:
    • At garantistillelsen belaster kommunens låneramme. Økonomiafdelingen har i den forbindelse opgjort lånerammen og kan konstatere, at der er plads til at stille garanti for de nævnte anlægsprojekter.
    • At økonomisk støtte kan ydes indenfor rammerne af kommunalfuldmagten, da nødvendig vedligeholdelse af halfaciliteterne tjener almenvellets interesse.
    • At der ikke skal opkræves garantiprovision, idet Lillebælt Sport og Kultur agerer indenfor Kultur og Fritidsområdet og ikke har et erhvervsøkonomisk sigte.

    Høring:

    Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan:
    Børn, Kultur og Fritidsudvalget den 7. juni 2016
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Børn, Kultur og Fritidsudvalget d. 7. juni 2016
    Indstilles til godkendelse

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen

    Bilag:

    473. Uddeling af tilskud til landdistriktsprojekter 2016
    Sagsnr.: 2016-004204
    Sagsbehandler: Sabine Christensen

    Præsentation:

    De af byrådet afsatte midler til landdistriktsprojekter skal uddeles på baggrund af de kriterier og betingelser, byrådet vedtog på sit møde den 4.4.2016.

    Forvaltningen foreslår:

    • At byrådet tager stilling til de indkomne ansøgninger og uddeler de afsatte midler til de projekter, der opfylder kriterierne og betingelsene for støtte
    • At byrådet tilgodeser følgende ansøgere:
      • Båring Gymnastikforening med 300.000 kr.
      • Kirken på Landet i Fyns Stift med 20.000 kr.
      • EIK Motion med 119.712 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
      • KFUM-spejderne Husby-Tanderup-Gelsted-Gruppen med 68.188 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
      • Husby Tanderup Ungdoms Gymnastikforening med 292.287 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
      • Føns Vig Fritidsfiskerforening med 19.400 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling 
      • Foreningen i Tusindårslegeparken med 150.750 kr.
    • At alle tilskud gives under betingelse af, at restfinansieringen er på plads inden september 2017 og at alle nødvendige tilladelser er indhentet
    • At byrådet ikke godkender frivilligt arbejde som en form for medfinansiering
    • At byrådet ikke godkender udgifter til konsulenthonorar som tilskudsberettiget, hvis konsulenthonoraret kun går til almindelig projektledelse og -koordinering
    • At byrådet ikke godkender projektudgifter, som ikke er entydigt projektrelaterede eller vurderes at være for høje i forhold til de faktiske udgifter.

    Sagsbeskrivelse:

    Der foreligger 10 ansøgninger om støtte med et samlet ansøgningsbeløb på 1.621.031,35 kr. + 20.000 kr. til byggesagsbehandling.
    Der er indstillinger til et samlet beløb på 970.337 kr. + 20.000 kr. til byggesagsbehandling - i alt: 990.337 kr.
    Ansøgningerne vurderes ud fra de kriterier og betingelser som byrådet vedtog den 4.4.2016

    Kriterier: Der kan gives tilskud til projekter i landområder i Middelfart Kommune, som:

    1. fremmer sunde valgmuligheder, herunder cykling
    2. fremmer naturoplevelser, leg og idræt
    3. understøtter udvikling af velfærd i landområderne
    4. understøtter den grønne omstilling og miljøforbedringer
    5. forbedrer landområdernes oplevelsesmuligheder for lokalbefolkning og turister
    6. fremmer området som godt sted at bo og leve
    7. øger aktivitetstilbud for børn og unge og fremmer de unges deltagelse i foreningslivet
    8. fremmer integration af nye borgere/af nydanskere i lokalsamfundet
    9. understøtter indsatsområderne fra de lokale udviklingsplaner (prioriteringskriterium)
    10. har et bredet forkeligt fokus og kommer mange borgere til gode (prioriteringskriterium)
    11. sker i samarbejde mellem flere parter (prioriteringskriterium)

    Der kan maks. gives tilskud på 50 % af de samlede projektomkostninger.
    Byrådet besluttede den 4.4.2016, at det også i år er muligt at søge om tilskud til byggesagsbehandling.

    Betingelser:
    Ansøgeren skal på ansøgningstidspunktet allerede have tilvejebragt 20-50 % af de samlede projektomkostninger.
    Puljen kan søges af foreninger, lokaludvalg, klubber, organisationer og LAG MANK til projekter i landdistrikter, dvs. uden for Midddelfart by og Strib.

    ANSØGNINGER:
    Ansøger: Båring Gymnastikforening
    Projekt: 8-mands kunstgræsbane og træningsbane
    Ansøgt beløb: 491.525 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 300.000 kr., da projektet opfylder betingelserne og flere kriterier. Ansøgeren kan ikke modtage det fulde ansøgte beløb: Puljen er ikke stor nok til at alle ansøgere kan modtage det fulde ansøgte beløb, og derfor er de to største ansøgninger (foreliggende og HTUGs) beskåret. Sammenlignelige projekter i sidste års ansøgningsrunde fik et tilskudsbeløb på 300.000 kr.

    Ansøger: Indslev-Taarup Forsamlingshus
    Projekt: Fyns smukkeste forsamlingshus
    Ansøgt beløb: 116.155 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage afslag. Ansøgeren har modtaget støttetilsagn fra Middlefart Kommunes Landsbypulje. Støtten er givet under den betingelse, at 25 % af de samlede omkostninger dækkes af egne (altså private) midler. Eventuelle andre tilskud vil blive modregnet og føre til en reduktion af tilskuddet fra Landsbypuljen. Ansøgeren får ingen økonomisk gevinst ved et tilskud fra foreliggende pulje.

    Ansøger: Kirken på landet i Fyns Stift
    Projekt: Kirke og landsby - udvikling gennem samskabelse
    Ansøgt beløb: 20.000 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 20.000 kr., da projektet opfylder betingelserne og flere kriterier. Tilsagnet betinges af, at den i projektet udarbejdede model præsenteres for Middelfart Kommune og kommunens landområder/lokaludvalg på fx det årlige dialogmøde med lokaludvalgene.
    Bemærkning: Ansøgeren hører ikke til ansøgerkredsen, dog er 2 lokaludvalg aktive samarbejdspartnere i projektet.

    Ansøger: EIK Motion
    Projekt: Motorikbane i Ejby
    Ansøgt beløb: 140.000 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 119.712 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling. Projektet opfylder betingelserne og flere kriterier. EIK kan dog ikke modtage det fulde ansøgte belob, da der er søgt om mere end 50 % af de samlede projektomkostninger. Det indstillede tilskudsbeløbet svarer til 50 % af de samlede projektomkostninger.

    Ansøger: KFUM spejderne Husby-Tanderup-Gelsted-gruppe
    Projekt: Aktivitets- og bålhytte
    Ansøgt beløb: 74.975 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 68.188 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling. Projektet opfylder betingelerne og flere kriterier. KFUM spejdergruppen kan dog ikke modtage det fulde ansøgte beløb, da der er søgt om mere end 50 % af de samlede projektomkostninger. Det indstillede tilskudsbeløb svarer til 50 % af de samlede projektomkostninger. 

    Ansøger: Husby Tanderup Ungdoms Gymnastikforening
    Projekt: Nyt aktivitetshus i tilknytning til Husby forsamlingshus
    Ansøgt beløb: 300.000 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 292.287 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling. Projektet opfylder betingelserne og flere kriterier. Ansøgeren kan ikke modtage det fulde ansøgte beløb: Puljen er ikke stor nok til at alle ansøgere kan modtage det fulde ansøgte beløb, og derfor er de to største ansøgninger (foreliggende og BGFs) beskåret.
    Bemærkning: Middelfart Kommune gav den 11.1.2016 tilsagn om medfinansiering på 1,25 mio. kr. under forudsætning af, at al øvrig finansiering, herunder drift er på plads. Frivilligt arbejde kan ikke godkendes som medfinansieringsform i foreliggende ansøgning - se note 1, dog er 20 %-reglen for medfinansiering på trods af det opfyldt.

    Ansøger: Foreningshuset Holmegaard
    Projekt: Nye aktiviteter i og ved Foreningshuset Holmegaard
    Ansøgt beløb: 120.000 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage afslag. Projektet opfylder flere kriterier, dog er betingelserne ikke opfyldt til fulde. Projektet har på ansøgningstidspunktet ikke tilvejebragt min. 20 % af projektomkostningerne. Frivilligt arbejde kan ikke godkendes som medfinansieringsform - se note 1.
    Bemærkning: Ansøgeren har medsendt et budget, hvoraf Middelfart Kommune ikke kan godkende enkelte budgetposter. Det er konsulenthonoraret på 50.000 kr. - se note 2. Derudover vurderer forvaltningen, at prisen på flere bugetposter er for høje, som fx 30.000 kr. til formidling og information.

    Ansøger: Føns Vig Fritidsfiskerforening
    Projekt: Havnehytte i Føns Vig Jollehavn og aktiviteter - en perle for lokale og turister
    Ansøgt beløb: 72.601,35 kr. + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 19.400 kr. + 5.000 til byggesagsbehandling. Tilsagn kan kun gives til de projektdele Middelfart Kommune kan godkende som støtteberettiget, og det er udendørs materialer og udstyr. De projektdele, som Middelfart Kommune kan godkende, opfylder betingelserne og flere kriterier, og tilskuddet svarer til 50 % af udgifterne.
    Bemærkning: Middelfart Kommune kan ikke godkende følgende andre projektdele som støtteberettiget:
    - Anlægsarbejdet: Ansøgeren modtog en afgørelse vedr. havnehytte fra Natur- og Miljøklagenævnet den 5.11.2014 og en landzonetilladelse til opførelse af havnehytte fra Middelfart Kommune den 24.6.2016. Det fremgår af begge tilladelser, at hytten alene må indrettes til brug for toilet, tekniske anlæg samt opbevaring. I afgørelsen fra Natur og Miljøklagenævnet står endvidere: "Der må således ikke indrettes køkken og opholdsrum i bebyggelsen eller etableres undendørs opholdsarealer så som terrasse mv." Ansøgeren beskriver havnehytten i ansøgning og projektbeskrivelse som et samlingssted med bl.a. møderum og tekøkkenfaciliteter. Ansøgeren har vedr. anlægsarbejdet søgt på et forkert grundlag. 
    - Frivilligt arbejde - se note 1
    - Konsulenthjælp - se note 2
    - Foreningens egne udgifter i forbindelse med Naturens Dag, idet foreningen kan tilslutte sig Naturens Dags fælles informationstiltag.
    - Etablering af ny hjemmeside til foreningen, idet dette ikke udelukkende er en projektrelateret udgift. Ansøgeren kan markedsføre det nye projekt på de af Middelfart Kommune og LAG Middelfart finansierede hjemmesider for lokalområderne, her Føns og omegns hjemmeside.
    - Budgetposter vedrørende indendørs inventar som borde og stole, da dette står i modstrid med de 2 nævnte tilladelser.

    Ansøger: Foreningen Morten Korchs Venner
    Projekt: Museum Morten Korch og Kærsgaard - et natur- og kulturhistorisk samspil
    Ansøgt beløb: 135.000 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage afslag. Projektet opfylder flere kriterier, dog betingelserne er ikke opfyldt til fulde: Der er ikke tilvejebragt min. 20 % af projektomkostningerne på ansøgningstidspunktet.
    Bemærkning: Ansøgeren har medsendt et budget, hvor Middelfart Kommune ikke kan godkende flere af budgetposterne:
    - Konsulenthonorar på 100.000 kr. - se note 1
    - Udvidelse af foreningens hjemmeside til 50.000 kr., idet dette ikke udelukkende er en projektrelateret udgift og da forvaltningen vurderer, at prisen er for høj ift. de faktiske udifter.
    - flere andre budgetposter, som forvaltningen vurderer er for høje ift. de faktiske udgifter som fx annoncering til 50.000 kr. og informationsmateriale til børn og unge til 25.000 kr.

    Ansøger: Foreningen i Tusindårslegeparken
    Projekt: Kunstgræs på to aktivitetscirkler i Tusindårslegeparken
    Ansøgt beløb: 150.750 kr.
    Anbefaling: Indstilles til at modtage 150.750 kr. Projektet opfylder betingelserne og flere kriterier.

    Flere oplysninger om projekterne i bilagene.

    Noter
    1) Der foreligger 3 ansøgninger, hvor ansøgerne angiver et beløb for frivilligt arbejde som medfinansiering: ansøgninger fra HTUG, Foreningshuset Holmegaard, Føns Vig Fritidsfiskerforening. Forvaltningen vurderer, at Middelfart Kommune ikke kan godkende frivilligt arbejde som medfinansiering: Alle øvrige ansøgere lægger også frivilligt arbejde i deres projekter uden at medregne dette som medfinansiering. Der er i puljens ansøgningsvilkår heller ikke lagt op til denne mulighed. For at have lige vilkår for alle ansøgere, kan Middelfart Kommune ikke tilgodese enkelte foreningers frivillige arbejde som medfiannsieringsmulighed. Det er derudover vanskeligt at beregne og senere dokumentere, hvor mange timers frivilligt arbejde der bliver/blev lagt i et projekt.

    2) Der foreligger 4 ansøgninger, hvor projektbudgettet indeholder omkostninger for konsulenthonorar: ansøgninger fra Foreningshuset Holmegaard, Føns Vig Fritidsfiskerforening, Forening Morten Korchs Venner, Kirken på Landet i Fyns Stift. I de 3 førstnævnte er konsulentens opgave at koordinere/lede projektet. Forvaltningen vurderer, at Middelfart Kommune ikke kan godkende denne udgift som støtteberettiget. Alle øvrige ansøgere koordinerer/leder deres projekter selv/via frivillige. For at have lige vikår for alle ansøgere, kan Middelfart Kommune ikke støtte enkelte foreningers konsulentudgifter til projektkoordinering. Forvaltningen vurderer, at der dog kan gives tilskud til konsulenthonorar, når konsulenten har særlig fagviden eller specielle kompetencer, som er essentielle for gennemførsel af projektet og som går ud over almindelig projektstyring og ansøgerens kerneaktiviteter - som fx i projektet "Kirke og landsby...", hvor konsulenten er fagperson inden for landdistriktsudvikling eller som i tidligere støttede projekt "Undervandsstier", hvor konulenten var specialist i anlæggelse af undervanddstier.

    Økonomi:

    Der er i alt 990.337 kr. til uddeling. Beløbet sammensætter sig på følgende måde:
    750.000 kr. fra budget 2016
    + 260.902 kr. restbeløb fra puljen 2015
    + 29.435 kr. tilbagefaldsmidler fra puljen 2012
    - (minus) 50.000 kr. som er reserveret til mellemfinansiering af landdistrikts- og LAG-projekter.

    Høring:

    Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan:
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen

    Bilag:

    474. Indstilling fra arbejdsmarkedets parter til fællesbestyrelsen for Musikskole, Ungdomsskole og 10. klasse
    Sagsnr.: 2016-002836
    Sagsbehandler: Bettina Hoffmann

    Præsentation:

    Arbejdsmarkedets parter - henholdsvis Dansk Byggeri og LO Vestfyn - indstiller medlemmer til fællesbestyrelsen med virkning fra 1. august 2016 til og med 31. december 2017.

    Forvaltningen foreslår:

    • At indstillingen af medlemmer og suppleant fra arbejdsmarkedets parter godkendes.

    Sagsbeskrivelse:

    Arbejdsmarkedets parter har indstillet følgende til fællesbestyrelsen:

    Medlemmer:
    Carsten Thorsager, Dansk Byggeri

    Pia Havgaard Henriksen, LO Vestfyn

    Suppleant:
    Brian Jeppesen, LO Vestfyn


    Økonomi:

    Ingen.

    Høring:

    Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen
    475. Regionens råstofplan 2016
    Sagsnr.: 2015-000823
    Sagsbehandler: Vicki Marie Munkgaard Schmidt

    Præsentation:

    Region Syddanmark har sendt forslag til Råstofplan 2016 i høring frem til den 8. juli 2016.

    Forvaltningen foreslår:

    • At der fremsendes bemærkninger til Regionen som foreslået nedenfor

    Sagsbeskrivelse:

    Regionen har sendt forslag til Råstofplan 2016 i offentlig høring.

    Regionen udpegede i 2012 et område ved Strib og Staurbyskov til råstofinteresseområde.
    Middelfart Kommune udtalte sig til forslag til Råstofplan 2012 og  sendte høringssvar til foroffentlighedsfasen for Råstofplan 2016 om både interesseområdet ved Strib og Staurby Skov og Regionens valg af strategi for forsyningsstruktur. Borgmesteren og forvaltningen har desuden, på et møde med Regionen om forslag til Råstofplan 2016, fremlagt kommunens synspunkter.

    Interesseområdet ved Strib/Staurby Skov er i regionens forslag til Råstofplan 2016 blevet reduceret. Det er sket på baggrund af regionens kortlægning af arealet, som viser, at der i den vestlige del af arealet er råstoffer, der er interessante for en erhvervsmæssig indvinding, mens der i den østlige del kun er en svag råstofinteresse.

    Regionen har ikke, som ønsket af Middelfart Kommune, udtaget matrikel 20a i den nordøstlige del af interesseområdet.

    I den syd-vestlige del er et lille hjørne af interesseområdet fortsat udtaget for at sikre mulighed for en parallelbro. 

    Interesseområdet er beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser. Region Syddanmark har selv givet udtryk for, at det er vanskeligt at bebygge tidligere graveområder, der er beliggende inden for OSD, og da byudviklingsmulighederne er væsentligt begrænsede omkring Strib, er det yderst problematisk at udlægge de eneste reelle byudviklingsarealer til et fremtidigt råstofgraveområde.

    Regionen fastholder, at alle delområder så vidt muligt skal være selvforsynende med råstoffer, og at Middelfart Kommune hører til delområde Fyn, på trods af det tætte samarbejde på tværs af bæltet. For Fyn er forsyningshorisonten oplyst til 24½ år fra 2016.

    På baggrund af disse forhold foreslår forvaltningen, at der indsendes et høringssvar til regionen, hvor ovenstående forhold fremhæves. Se vedhæftet udkast til høringssvar.

    Økonomi:

    Ingen.

    Høring:

    Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Miljø og Energiudvalget den 8. juni 2016
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Miljø og Energiudvalget den 8. juni 2016
    Udvalget indstiller forvaltningens indstilling

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen

    Formuleringen til Trekantområdet Danmark præciceres med hensyn til konkrete anlægsarbejder

    Bilag:

    476. Kommunegaranti for lån til Skrillinge Russelbæk vandværk
    Sagsnr.: 2016-005177
    Sagsbehandler: Rikke Clausen

    Præsentation:

    Skrillinge-Russelbæk Vandværk ansøger om, at Middelfart Kommune stiller garanti for et lån på 1,2 mio. kr. hos Kommunekredit i 10 år.

    Forvaltningen foreslår:

    • At Skrillinge-Russelbæk Vandværks ansøgning imødekommes
    • At der i henhold til ansøgningen stilles den ønskede garanti for låneoptagelse på 1,2 mio. kr. afviklet over 10 år
    • At Middelfart Kommune opkræver en årlig garantiprovision på 0,5% årligt af restgælden pr. 31/12

    Sagsbeskrivelse:

    Skrillinge-Russelbæk har vedtaget en 2030-plan i forhold til renovering af vandværket inklusive hovedledningen.

    I forbindelse med gennemførelsen af 2030-planen skal der i 2016 ske en renovering og automatisering af filteranlægget. Filteranlægget er i dag et gammelt åbent anlæg, der betjenes manuelt i forbindelse med skylning og pejling af boringerne. Anlægget udskiftes til et nyt lukket filteranlæg, og samtidig bliver 2 rentvandstanke renset og sikret mod forurening.

    Renoveringen vil fremtidssikre anlægget, da der anvendes den nyeste teknologi inden for området. Samtidig automatiseres anlægget, hvilket reducerer udgifterne til den fremtidige drift. Renoveringen sker i overensstemmelse med vandforsyningsplanen 2010-2022 for Middelfart kommune.

    Økonomi:

    Vandværket har fra 2013 indført et fast årligt bidrag fra forbrugerne til finansiering af 2030-planen. Det årlige bidrag udgør samlet 380.000 kr. Udgifterne til renovering af filteranlæg mv. forventes at være en investering på 1,2 mio. kr. i 2016.

    Der ansøges om, at Middelfart Kommune stiller garanti for et lån på op til 1,2 mio. kr. til finansiering af investeringerne i 2016. Vandværket ønsker at afvikle lånet over 10 år. Ydelserne på lånet finansieres af det årlige bidrag fra forbrugerne til gennemførelsen af 2030-planen.

    I henhold til lånebekendtgørelsen kan Middelfart Kommune stille garanti for vandværkers låneoptagelse, uden at det belaster kommunens låneramme. Kommunen er forpligtet til at opkræve et vederlag på markedsvilkår til dækning af kommunens risiko i forbindelse med garantistillelsen.

    Høring:

    Ingen høring da Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Miljø og Energiudvalget den 8. juni 2016
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Miljø- og Energiudvalget - 8. juni 2016
    Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

    Fraværende: Paw Nielsen

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose

    Bilag:

    477. Statistik over klager til Ankestyrelsen over Middelfart Kommunes afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet
    Sagsnr.: 2016-009016
    Sagsbehandler: Sophie Westergaard

    Præsentation:

    Ankestyrelsen har offentliggjort ankestatistik 2015 for Middelfart Kommune. På baggrund af denne orienteres om udviklingen af ankesager i 2014 og 2015. 

    Forvaltningen foreslår:

    • At orienteringen tages til efterretning

    Sagsbeskrivelse:

    Ankestyrelsen offentliggører hvert år statistik over antallet af afgørelser på social og beskæftigelsesområdet.  Der er udarbejdet en beskrivelse af udviklingen af klagesager fra 2014 til 2015 på baggrund af statistikken.

    Ankestyrelsen kan ændre, ophæve eller hjemvise en sag til kommunen, hvis afgørelsen ikke er korrekt eller tilstrækkelig oplyst. Dette opgøres i en omgørelsesprocent.
    Statistikken viser at Middelfart Kommunes omgørelsesprocent, på langt de fleste lovområder, ligger under landsgennemsnittet.

    Økonomi:

    Ingen

    Høring:

    Ingen da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Børn, Kultur og Fritidsudvalget den 7. juni 2016
    Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget 8. juni 2016
    Social- og Sundhedsudvalget den 8. juni 2016
    Økonomiudvalget 13.6.2016

    Børn, Kultur og Fritidsudvalget den 7. juni 2016
    Godkendt som indstillet

    Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget 8. juni 2016
    Taget til efterretning

    Fraværende: Svend-Aage Nielsen

    Social- og Sundhedsudvalget den 8. juni 2016
    Taget til efterretning.

    Fraværende: Paw Nielsen

    Beslutning:

    Godkendt

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose

    Bilag:

    478. Tilsyn med kommunens administration af rådighedsreglerne
    Sagsnr.: 2016-004380
    Sagsbehandler: Jeanette Johansen

    Præsentation:

    Orientering om Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings (STAR) tilsyn med kommunernes administration af reglerne om rådighed for modtagere af kontanthjælp i 2. kvartal 2015.

    Forvaltningen foreslår:

    • At forvaltningen indstiller til at orienteringen tages til efterretningen.
    • At der sker en berigtigelse af alle sager i perioden 1. januar 2015 – 1. maj 2016, hvor der uretmæssigt er sket fradrag i borgers kontanthjælp som følge af manglende check af jobforslag på Jobnet. Fra 1. maj 2016 er praksis på området revideret.

    Sagsbeskrivelse:

    Tilsynet

    STAR har gennemført en stikprøvekontrol af rådighedsadministrationen i Middelfart Kommune. Styrelsen har trukket samtlige 18 cpr-numre på jobparate kontanthjælpsmodtagere, der i 2. kvartal 2015 fik en sanktion efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) og som kommunen havde indberettet til det fælles datagrundlag.

    Desuden har STAR anmodet om og fået tilsendt kommunens forretningsbeskrivelser på området (arbejdsgangsbeskrivelser samt kompetencefordelingsplan).

    Byrådet skal i henhold til aktivlovens 13 d, stk. 5 behandle resultatet af tilsynet på et møde.

    Resultatet af tilsynet

    I alt 18 sager indgik i tilsynet. 1 sag udgik af tilsynet, da borgeren ikke modtog ydelser i 2. kvartal 2015.

    De resterende 17 personer havde 22 negative hændelser. Styrelsen har på den baggrund oprettet 22 sager.

    Heraf var de 6 behandlede sager håndteret korrekt, hvorfor sagerne er henlagt.

    De resterende 16 behandlede sager er registreret med fejl:

    • 15 fejl skyldtes forkert fradrag i kontanthjælpen ved borgerens afmelding som arbejdssøgende og senere tilmelding, jf. aktivlovens 38, stk. 2. I alle tilfælde blev borgeren sanktioneret for mindst 1 dag for meget, da borgeren ikke skal trækkes i hjælp for første dags manglende rådighed.
    • Af disse var der 10 tilfælde, hvor borgere var afmeldt og gentilmeldt samme dag, og hvor kommunen sanktionerede de pågældende for 1 dag. Disse borgere skulle ikke have været sanktioneret.
    • 1 fejl skyldes, at kommunen ikke havde sanktioneret borgeren for udeblivelse for udeblivelse fra samtale jf. aktivlovens § 37.

    Resultatet af tilsynet - konklusion

    På baggrund af det gennemgåede sagsmateriale, hvor der er fundet 16 fejl i 22 sager og hvor de 15 fejl er samme fejltype, at der er tale om en systematisk fejl i forbindelse med aktivlovens § 38, stk. 2.

    STAR vurderer, at Middelfart Kommune generelt har velfungerende procedurer til at opfange, registrere og sanktionere manglende rådighed, og styrelsen forventer derfor, at kommunen ved efterfølgende tilsyn vil opnå væsentlig bedre resultat under forudsætning af at den korrekte sanktionering indarbejdes i de administrative procedurer i sager om afmelding som arbejdssøgende på grund af mangelende check af jobforslag på Jobnet.

    Forvaltningens praksis i dag

    Efter § 38, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik foretages fradrag i hjælpen i de dage, hvor personen har været afmeldt. Der skal således ikke ske fradrag i de sager, hvor borgeren afmeldes Jobnet og gentilmeldes igen samme dag.

    På baggrund af tilsynet er arbejdsgangen, omkring sanktionering ved borgers afmelding som arbejdssøgende på grund af manglende check af jobforslag på Jobnet, ændret. Såfremt borgeren afmeldes Jobnet grundet manglende check af jobforslag dannes der automatisk en opgave i Workbase (fagsystemet). Af nuværende arbejdsgang følger, at denne opgave tidligst behandles den efterfølgende dag, hvor det kontrolleres om borger har gentilmeldt sig samme dag som afmelding er sket. Såfremt borgeren ikke har tilmeldt sig samme dag foretages partshøring/sanktion på sagen efter almindeligt gældende regler. Såfremt borger har tilmeldt sig samme dag som afmelding er sket, behandles opgaven om afmelding administrativt via journalnotat i fagsystemet uden at der foretages partshøring/sanktion.

    Der er via STAR indhentet en liste over de sager, hvor denne type sanktion er forekommet i perioden 1. januar -31. december 2015. Af denne liste fremgår 62 sager, hvor den pågældende sanktion er forekommet.

    Økonomi:

    De økonomiske konsekvenser forventes afholdt inden for den eksisterende budgetramme.

    Høring:

    Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

    Behandlingsplan
    Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget den 8. juni 2016
    Økonomiudvalget den 13. juni 2016
    Byrådet den 20. juni 2016

    Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget den 8. juni 2016
    Godkendt

    Fraværende: Svend-Aage Nielsen

    Beslutning:

    Anbefales

    Fraværende: Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen

    Bilag:

    LUKKEDE SAGER