Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Ny Lillebæltsbro med Middelfart i baggrunden

Referat for Teknisk Udvalg møde den 8. september 2020

Møde:
Teknisk Udvalg
Mødetid:
8. september 2020 kl. 13:00
Tilstede:
Kaj Piilgaard Nielsen
Regitze Tilma
Allan Buch
Steen Dahlstrøm
Per Vismark
Fraværende:

ÅBNE SAGER

204. 3. Budgetopfølgning pr. 31. august 2020 for Teknisk Udvalg
Sagsnr.: 2020-010343
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

Præsentation:

Der er udarbejdet budgetopfølgning pr. 31. august 2020 for områderne under Teknisk Udvalg.

Forvaltningen foreslår:

At Teknisk Udvalg godkender 3. budgetopfølgning pr. 31. august 2020 som forelagt.

Sagsbeskrivelse:


Drift:
Det oprindelige 2020 budget for Teknisk Udvalg er på 73 mio. kr.

Det er forvaltningens forventning, at driften vil udvise et samlet mindreforbrug på 8 mio. kr.


Anlæg:
Det oprindelige anlægsbudget for 2020 er på 14,439 mio. kr.

For 2020 forventes der at blive brugt 41,5 mio. kr. på anlæg, hvilket er et merforbrug på 27 mio. kr. Merforbruget skyldes blandt andet anvendelse af overskud fra tidligere og de fremrykkede anlægsprojekter samt nye initiativer i forbindelse med COVID-19. Herudover er der merforbrug på en rækker anlægsprojekter, som bevillingsmæssigt håndteres til denne budgetopfølgning.

Budgetopfølgningen indgår i den samlede budgetopfølgning pr. 31. august 2020 for Middelfart Kommune, som behandles i Økonomiudvalget og efterfølgende af Byrådet. Denne sagsfremstilling behandles derfor kun i fagudvalget.

Økonomi:

Resultatet af 3. budgetopfølgning er uddybet i det vedlagte notat.

Høring:

Beslutning:

Udvalget godkendte budgetopfølgningen.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

Bilag:

2020-010343-53-BO-2020 TEU
205. Orientering om ombygningen af materielgården
Sagsnr.: 2019-013301
Sagsbehandler: Lone Damgaard

Præsentation:

Status for sammenlægningsprocessen for Perronen og entreprenørgården.

Forvaltningen foreslår:

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsbeskrivelse:

Der er gennemført licitation på ombygningen af Langelandsvej 21, og der er nu fundet håndværkere til de forskellige entrepriser.

Hen over sommeren er det store nedbrydningsarbejde gået i gang på materielgården i Middelfart. For at skaffe plads til Entreprenørafdelingens administration og kantine er der indlejet 3 pavilloner til formålet.

Der er en god dialog med håndværkerne, så nedbrydningsprocessen skrider planmæssigt frem. Projektet er planlagt efter en stram tidsplan, men det forventes, at entreprenørafdelingen kan flytte ind i de renoverede bygninger fra årsskiftet, og at Perronen kan flytte ind i uge 7 i 2021. Der tages endelig stilling til flytteproces samt opsigelse af Perronens lejemål i uge 45.

På nuværende tidspunkt planlægges en proces for det kommende samarbejde imellem Entreprenørafdelingen og Perronen. Forvaltningen vil forsøge at søge puljer og fonde til procesbistand. I arbejdet med planlægning af det kommende samarbejde vil arbejdsgruppen tilrettelægge en proces, hvor brugere og borgere kan komme med forslag til et nyt navn for "huset". 

Perronens personale er ligeledes i færd med at planlægge den egentlig flytning, så det kommer til at ske i en proces, hvor både borgere og personale føler sig trygge.

Økonomi:

På baggrund af licitationsresultatet forventes det, at anlægsprojektet kan holdes indenfor det afsatte budget. Projektet har en samlet anlægsramme på 13,629 mio. kr.

Høring:

Beslutning:

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

206. Endelig vedtagelse af lokalplan 199 boligområde ved Abelonelundvej, Strib
Sagsnr.: 2019-009355
Sagsbehandler: Kirsten Bruun Plougmand

Præsentation:

Forslag til lokalplan 199 for nyt boligområde ved Abelonelundvej i Strib, har været sendt i offentlig høring og nu skal der tages stilling til om lokalplanen skal endelig vedtages.

Forvaltningen foreslår:

at lokalplan 199 vedtages endeligt, med tilføjelse af museets bemærkninger

Sagsbeskrivelse:

Lokalplan 199 udlægger området ved Abelonelundvej 43 til boligområde i form af tæt-lav boliger samt et mindre område til åben-lav. Bebyggelsen skal have vejadgang fra Abelonelundvej, men der er også givet mulighed for at den nordlige del af området kan få adgang via den fremtidige (kommuneplanlagte) omfartsvej fra Billeshavevej til Røjlevej.

 

Til venstre ses områdets beliggenhed i forhold det øvrige Strib og til højre ses illustrationsplanen fra lokalplanen, der viser et eksempel på udnyttelsen af området.

Bebyggelsesprocenten er fastlagt til 30 for åben-lav bebyggelsen og 40 for tæt-lav bebyggelser. Bebyggelsen kan opføres i op til 2 etager og med en maks. bygningshøjde på 8,5 m. Der er ikke mulighed for at etablere vandrette lejlighedsskel. Mindste grundstørrelser er fastsat til 700 m2 (åben-lav) og 400 m2 (tæt-lav). Lokalplanen er dermed i overensstemmelse med de gældende kommuneplanrammer for området.

Når der med en lokalplan overføres et areal fra landzone til byzone på grundejerens begæring har ejeren mulighed for inden 4 år at forlange kommunes overtagelse af dette areal, såfremt arealet fortsat benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. planlovens § 47 A.

På den baggrund besluttede byrådet, at der overfor ejeren af arealet skulle stilles krav om sikkerhedsstillelse jf planlovens § 13 stk. 4, for kommunens udgifter til en eventuel overtagelse af ejendommen efter planlovens § 47 A. Alternativt kunne ejeren fraskrive sig retten til at forlange arealet overtaget af kommunen.

Ejeren har valgt at fraskrive sig retten til overtagelse. Fraskrivelseserklæringen vil blive tinglyst på ejendommen.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Lokalplanforslaget har været fremlagt i offentlig høring i 6 uger fra den 8. juli til den 19. august 2020. Der er indkommet 3 høringssvar.

BaneDanmark havde ingen bemærkninger.

Odense bys Museer, har gjort opmærksom på at der på lokalplanarealet er registreret en overpløjet dysse. Hertil kommer at der er fundet keramikskår fra middelalder/nyere tid.
Området ligger endvidere i et særdeles rigt kulturlandskab med mange fortidsminder fra især stenalder og bronzealder. Der skal derfor foretages en arkæologisk undersøgelse inden anlægsarbejdet igangsættes. Ansøger er orienteret og derudover bør oplysningerne indarbejdes i lokalplanens afsnit i redegørelsen vedrørende Museumsloven.

Handicaprådet synes det er vigtigt, at alle boligerne bliver handicapvenlige. Derudover skal sikres handicapvenlige stier og parkeringspladser. Indretning af handicapvenlige boliger kan ikke reguleres ifm. lokalplanlægningen. I forbindelse med byggesagsbehandlingen tages stilling til tilgængelighed.   

Klima:

Der er udarbejdet vandhåndteringsplan for at sikre, at regnvand kan håndteres indenfor lokalplanområdet via diverse LAR-løsninger. Der stilles desuden krav om, at flade tage skal begrønnes med græstorv eller mos, da det bl.a kan være med til at forsinke regnvandet.

Beslutning:

Anbefales.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00
Økonomiudvalget 29. september 2020 kl. 15:00
Byrådet 5. oktober 2020 kl. 17:00

207. Kommunegaranti til Emtekær-Tanderup vandværk
Sagsnr.: 2020-011261
Sagsbehandler: Murtaza Sharafmal

Præsentation:

Middelfart Kommune har modtaget en anmodning fra Emtekær-Tanderup vandværk om garanti for lånoptagelse hos Kommunekredit på i alt 2 mio. kr.

Forvaltningen foreslår:

  • At der stilles garanti for at Emtekær-Tanderup Vandværk kan optage et kommunegaranteret lån på op til 2,0 mio. kr. med en løbetid på 5 år hos Kommunekredit.
  • At garantien (med henblik på at reducere renterisikoen) stilles under forudsætning af, at der optages et lån hos Kommunekredit med fast rente i hele løbetiden. Et kommunekredit-basislån betragtes i den forbindelse som værende et fastforrentet lån.
  • At lånet i anlægsfasen kan optages som en byggekredit, der senere afløses af endelig finansiering.
  • At der i henhold til statsstøttereglerne fastsættes en årlig garantiprovisionsprocent på 0,55% med baggrund i en samlet konkret og individuel vurdering af, at Emtekær-Tanderup Vandværk har en stærk kreditkvalitet. Vurderingen tager afsæt i Middelfart Kommunes krediturderingsmodel.
  • At garantien i overensstemmelse med statsstøttereglerne stilles under forudsætning af, at provisionssatsen fremadrettet kan tilpasses i op- eller nedadgående retning, såfremt virksomhedens kreditmæssige forhold måtte ændre sig væsentligt.

Sagsbeskrivelse:

Emtekær-Tanderup Vandværk står i 2020 overfor større anlægsinvesteringer, der ikke kan finansieres indenfor den normale indtægtsramme.

Garantien skal anvendes til optagelse af byggekredit i KommuneKredit til et nyt rentvandsbassin og en nødforsyningsledning til Gelsted Vandværk.

Emtekær-Tanderup Vandværk ønsker at bygge et nyt rentvandsbassin til en overslagspris på kr. 550.000. Vandværkets nuværende rentvandsbassin har en størrelse på 50 m3 svarende til 1½ times vandforbrug i spidsbelastning periode. Det nuværende rentvandsbassinet er fra 1962, og har i en årrække været for lille i forhold til den mængde vand der bliver udpumpet fra vandværket.

Emtekær-Tanderup Vandværk har behov for et større og nyt rentvandsbassin på 250 m3, svarende til ½ døgns vandforbrug. Dette er for at sikre forbrugerne i både Sdr. Åby-Husby Vandværk og Emtekær-Tanderup Vandværk forsyningssikkerhed i tilfælde af mekaniske nedbrud. Det større bassin betyder også at boringerne kan pumpe vandet til vandværket mere kontinuerligt, og det vil derfor være bedre for miljøet og bruge mindre energi. Med denne nye større rentvandstank, er Vandværkerne sikret nok kapacitet i en længere årrække.

Derudover ønsker i samarbejde med Sdr. Åby-Husby Vandværk, at bygge en forbindelses/nødforsyningsledning til Gelsted Vandværk med en overslagspris på kr. 2.000.000. Denne investering skal deles ligeligt imellem begge vandværker. Emtekær-Tanderup Vandværk kapitalbehov til ledningen er derfor kr. 1.000.000. Forbindelsesledningen er for at sikre forbrugerne i begge vandværker forsynings sikkerhed, i tilfælde af at der sker nedbrud i boringer.

Det vil sige Emtekær-Tanderup Vandværket samlede behov for lån er: kr. 550.000 til nyt rentvandsbassin og kr. 1.000.000 til 50% af investeringen til ny forbindelsesledning til Gelsted Vandværk. Dette er tilsammen kr. 1.550.000. På begge investeringer har vandværket fået overslagspriser. Da de ikke har fået endelig tilbud beder det om lånegaranti på kr. 2.000.000 for at være dækket ind hvis endelig tilbud bliver større end overslaget.

Emtekær-Tanderup Vandværket forventer at fortsætte med uændrede priser til forbrugerne i de kommende år. De sidste år er ledningsnettet blevet renoveret løbende og er i god stand. Vandværkets overdækning vil de næste år blive brugt til ny rentvandstank og ledning til Gelsted Vandværk. Vandværket har cirka kr. 400.000 hvert år til investeringer og regner derfor med at afdrage lånet over 5 år.

Økonomi:

Indledningsvis skal det bemærkes, at Middelfart Kommune kan stille kommunegaranti for Emtekær-Tanderup Vandværk uden at dette belaster kommunens låneramme, jf. §2 i "Bekendtgørelse om kommuners låntagning og meddelelse af garantier mv.".

Det skal endvidere bemærkes, at kommunalfuldmagten giver mulighed for at Byrådet kan tiltræde at stille garanti for virksomheders drift på forsyningsområdet.

I henhold til EU's statsstøtteregler er Middelfart Kommune imidlertid forpligtet til at opkræve garantiprovision på markedsvilkår ved garantistillelser på forsyningsområdet. Det indebærer mere konkret, at låneydelsen hos Kommunekredit, tillagt den af kommunens opkrævne garantiprovision, skal modsvare de finansieringsvilkår garantimodtager kan opnå på det almindelige kapitalmarked.

Økonomiafdelingen har i forbindelse med denne garantisag foretaget en konkret og individuel kreditgennemgang af Emtekær-Tanderup Vandværk med henblik på at fastsætte garantiprovisionen.

Beregningen af provisionssatsen tager afsæt i kommunens kreditscoremodel.

Det lægges til grund:

  • At selskabet agerer indenfor en regulatorisk ramme, som er præget af høj forudsigelighed og gennemsigtighed, som aftestet i praksis over en længere periode. 

     

  • At selskabet gennemgående har en god evne til at få dækket omkostninger og absorbere forandringer. Der er tale om en indtægtsdækket virksomhed, som over de senere år har præsteret en egenkapitalforrentning tæt på 0 i overensstemmelse med målsætningen for indtægtsdækkede virksomheder. 

  • At Emtekær-Tanderup Vandværk har en simpel og overskuelig selskabsform med fokus på et afgrænset geografisk område og med begrænsede risici i forhold til involvering af andre selskaber.

Samlet set vurderes selskabet at indplacere sig i kategorien "God kreditkvalitet, hvilket indebærer, at garantiprovisionen ud fra markedsmæssige principper kan fastsættes til 0,55%.

Forvaltningen har under sagen haft kontakt til Emtekær-Tanderup Vandværk. Selskabet ønsker som udgangspunkt at optage et 5-årigt lån. Det indstilles derfor, at der kan optages et lån med en løbetid på 5 år.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Klima:

En større bassin betyder at boringerne kan pumpe  vandet til vandværket mere kontiuerligt. Dette vil forårsage mindre forbrug af energi, som vil være bedre for miljøet.

Beslutning:

Anbefales.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00
Økonomiudvalget 29. september 2020 kl. 15:00
Byrådet 5. oktober 2020 kl. 17:00

Bilag:

208. Anlæg af buslomme og støttehelle ved Middelfart Gymnasium i Østre Hougvej
Sagsnr.: 2020-006985
Sagsbehandler: Pernille Svane

Præsentation:

Teknisk Udvalg besluttede den 14. april 2020 arbejdes videre med etablering af en buslomme på Østre Hougvej ved Middelfart Gymnasium. Forvaltningen fremlægger forslag et anlægsprojekt til endelig godkendelse.

Forvaltningen foreslår:

at projektet godkendes og at projektet igangsættes hurtigst muligt.

Sagsbeskrivelse:

Med projektet etableres en buslomme på vestsiden af Østre Hougvej ved indkørslen til Gymnasiet samt en midterhelle, så fodgængere kan krydse en vejbane ad gangen.

Projektet vil dels forbedre for forholdene fra fodgængerne og buspassagerne, samt sænke hastigheden på Østre Hougvej.

I forbindelse med gennemførelse af projektet skal der erhvervs ca. 230 m2 jord fra Region Syddanmark. Der foregår forhandlinger med Regionen om erhvervelse af arealet.

Projektet vil blive etableret i perioden mellem uge 41 til uge 43 i 2020.

Økonomi:

Overslagsprisen på projektet er 770.000,-kr inklusiv entreprenørudgift, rådgiverhonorar og jordkøb.

Pengene tages fra trafiksikkerhedspulje.

Høring:

Middelfart Gymnasium er blevet hørt i forbindelse med projektet, hvor de synes, at idéen er god.

Region Syddanmark er blevet hørt og har givet accept på afståelse af jorden.

Handicapråd og Ældreråd er blevet hørt i forbindelse med godkendelsen af den ny Trafiksikkerhedsplan for Middelfart Kommune.

Der gennemføres høring af Handicapråd vedrørende etablering af buslommen og støttehellen.

De bemærkninger, der er fremkommet her, bliver indarbejdet i projektet.

Klima:

Projektet har ikke nogen negative påvirkninger af klimaet.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

Bilag:

2020-006985-14T_T_90.pdf
209. Retningslinjer for brug af kommunale arealer til lege- og aktivitetspladser
Sagsnr.: 2020-006683
Sagsbehandler: Tina Frisch Karstensen

Præsentation:

Forvaltningen fremlægger generelle regler for lån af kommunale arealer til lege- og aktivtetspladser.

Formålet er at ensrette og synliggøre vilkår for lån af kommunale arealer til lege- og aktivitetspladser eller andre formål, hvor der skal etableres faste genstande.

Forvaltningen foreslår:

  • At generelle regler for lån af kommunale arealer drøftes

Sagsbeskrivelse:

I takt med, at der er flere der ønsker at anlægge forskellige lege- og aktivitetspladser rundt om i kommunen, ønskes der en politisk drøftelse af, hvilke vilkår der skal være for udlån af kommunale arealer til disse formål.

Forvaltningen har derfor udarbejdet et forslag til generelle vilkår, så alle parter er bekendt med, hvad der forventes af kommunen og hvad der forventes af dem der ønsker at opføre en lege- eller aktivitetsplads på et kommunalt areal.

Der er på nuværende tidspunkt aftaler om brug af offentlige arealer i Nørre Aaby (Tusindårslegepladsen), Båring (Fynsvej) og Harndrup (vandværksgrunden).

Der foreligger en ansøgning fra Gelsted Lokaludvalg om lån af et kommunalt areal i Gelsted.  Den sag vil blive behandlet på et særskilt punkt på et senere udvalgsmøde.

Økonomi:

Ingen økonomi.

Høring:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Klima:

Det er godt for klimaet, at der kan udøves aktiviteter i nærområdet, så folk ikke starter bilen, for at komme til en lege- eller aktivitetsplads.

Beslutning:

Udvalget fortsætter drøftelsen på næste udvalgsmøde.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

Bilag:

210. Nyt vejnavn til nyt boligområde ved Røjlemosevej 50, Strib
Sagsnr.: 2020-008561
Sagsbehandler: Rita Nordbo

Præsentation:

I forbindelse med nyudstykket boligområde fra ejendommen Røjlemosevej 50, Strib, 5500 Middelfart, skal område navngives.

 

Forvaltningen foreslår:

Forvaltningen foreslår Alperosehaven

Sagsbeskrivelse:

Ejer Familiebolig v/ Henrik R. Johansen har foreslået Kjærsig Have, efter tidligere afdød ejer. Der er dog stadig efterlevende enke der har navnet.

Der er ikke praksis for at navngive eller opkalde områder efter nulevende personer.

Henrik Johansen/ Familiebolig har derfor foreslået flere alternativer, som nedenfor beskrevet:

Ifølge efterkommerne hed ejendommen oprindeligt Strib Enggård, varianter herpå kan eksempelvis være:

Enggårdshaven eller Strib Enggård Vej.

Bronzepladsen som reference til at der i 1970’erne blev fundet en bronzealder boplads på matriklen.

Endelig kunne navnet være en variant af Rododendron Haven eller måske Alperosen.

Området er en gammel mose, og derfor er jorden meget sur, hvilket giver optimale betingelser for Rododendroner. Der var også nogle gevaldige planter, da ejer overtog ejendommen. Alperose skulle være et andet navn for Rododendron.

Ejer/ Familieboligs prioriterede rækkefølge:

Prioriteret rækkefølge:

1. Varianter af Kjærsig Have

2. Varianter af Alperose Haven

3. Varianter af Bronze Haven

Økonomi:

Ingen

Høring:

Forvaltningen har haft dialog med ejeren.

Klima:

Har ikke relevans

Beslutning:

Udvalget godkendte, at boligområdet navngives Enggårdvej.

 

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

Bilag:

211. Tilskud til forskønnelse af landsbymiljøer, fordeling af restmidler 2020.
Sagsnr.: 2020-011471
Sagsbehandler: Kristian Kipp

Præsentation:

Efter aftale præsenteres forslag til fordeling af resterende midler til bygningsforbedringer og nedrivninger i mindre byer og landdistrikter i Middelfart Kommune.

Forvaltningen foreslår:

At udvalget træffer beslutning om fordeling af de resterende støttemidler til forskønnelse af det byggede miljø i mindre byer og landdistrikter, og udbetales iht. byfornyelsesloven.

Sagsbeskrivelse:

Bruttoliste over nye emner og oplæg til fordeling eftersendes pr. mail inden mødet.

 

Økonomi:

                                                              

                                                        .

                        

Statslige midler :      1.038.310,- kr.
 Kommunale midler :         1.000.000,- kr
 Samlet budget 2020:     2.038.310,- kr.
 Afsatte midler budgetlagt af TU 12. maj 2020:         914.277,- kr
 Resterende ramme til fordeling:    1.124.033,- kr.

                                       

Høring:

Ikke relevant

Klima:

Indsatsen for forskønnelse i mindre byer og landdistrikter underbygger en bæredygtig udvikling i det byggede miljø.  

Forvaltning og rådgivere gennemgår de enkelte projekter, og hvor det skønnes bæredygtigt og realistisk understøttes genbrug og opgradering af den eksisterende bygningsmasse. Når kommunen omvendt støtter bygninger nedrevet, sker det med en ambition om maksimal nyttiggørelse og genanvendelse af brugbare byggematerialer, med minimalt CO2 aftryk som omdrejningspunkt

Beslutning:

 

Teknisk Udvalg besluttede at reservere de resterende støttemidler til følgende ejendomme:

 

Landsbypulje:

 

Adresse

Formål

Byvejen 7, Båring

Nedrivning

Søndergade 12, Nørre Aaby

Nye porte

Nørregade 65, Ejby

Vinduer og døre istandsættes

Stjernevænget 2B, Ejby

Nedrivning af udstillingsbygning

Bogensevej 38, Brenderup

Nedrivning af landbrugsejendom

Algade 37m, Ejby

Nedrivning af byhus

Skrillingevej 20, Skrillinge

Nyt stråtag på gårdlænger

Middelfartvej 44, Asperup

Nedrivning af landejendom

Åvænget 1, Harndrup

Nedrivning af længehus

 

Ordinær byfornyelse i Middelfart by:

 

Adresse

Formål

Brogade 3, Middelfart

Vinduesistandsættelse i pavillon foran kirken (bygning 3)

Hessgade 31, Middelfart

Mertilsagn til eksisterende beslutning, nye vinduer.

 

 

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

212. Ansøgning om dispensation fra lokalplan 28.12 Skrillinge Øst
Sagsnr.: 2020-010379
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Ansøgning om dispensation fra lokalplan 28.12 Skrillinge Øst med henblik på at etablere et naturareal med skov i den sydlige del af lokalplanområdet, der i dag er udlagt til åbent friareal.

Forvaltningen foreslår:

  • At Udvalget tager stilling til, om der skal meddeles dispensation fra lokalplan 28.12 Skrillinge Øst med henblik på at etablere skovareal.  

Sagsbeskrivelse:

I det nationale skovprogram er der en målsætning om at øge skovarealerne, hvilket også spiller ind i den større klimadagsorden. Etablering af et flersidigt skovområde falder ligeledes i god tråd med Byrådets nyligt vedtagne indsats om skovrejsning.

Vi vurderer i Middelfart kommune, at et naturområde med større andel skov ved Skrillinge Øst vil give en god rekreativ kvalitet i området. Området anvendes i dag til markbrug. Formålet med etablering af skov er at skabe et varieret naturområde syd for boligbebyggelserne med en høj andel af træer, der over årene udvikler sig til skov med offentlige tilgængelige stier. Arealet er godt 12 hektar stort.

Middelfart Kommune ansøger derfor om dispensation fra lokalplan 28.12 Skrillinge Øst med henblik på at give mulighed for at etablere skov i den sydlige del af lokalplanområdet, der i dag er udlagt til åbent friareal.

I henhold til lokalplan 28.12 må området udlagt til fælles friareal indeholde trægrupper/ beplantningsgrupper, småsøer/vandområder og løgbede (jævnfør lokalplanens § 2.3, § 3.7, § 9.1, § 9.1.7, § 9.1.8 og § 9.4).

Natur og Miljø i Middelfart Kommune har været i dialog med grundejerforeningen og har også på baggrund af indkomne høringssvar konkretiseret disponeringen af arealet. Se nedestående skitse.

Over halvdelen af området foreslås tilplantet med relativt hurtigt voksende lystræarter, primært eg. Desuden vil alle syd-, øst- og vestvendte bryn blive brede og med en række blomstrende og frugtbærende buskarter. På denne måde vil beplantede områder op til veje, stier og boliger få en gradvis stigende højde og blive mindre dominerende. Der foreslås en øst-vestgående sti igennem området, som forbindes med eksisterende stisystem i området og i den østlige end Hyllehøjskolen.

Økonomi:

Etablering af skov opdeles i etaper. Der er i 2020 opnået 100.000kr. i ekstern finansiering.  Udgifter til yderligere etaper søges ligeledes finansieret via eksterne midler, alternativt finansieres udgifterne af egne eksisterende anlægsmidler under Natur og Miljø.

Der må forventes løbende driftsudgifter i forbindelse med skovarealet.

Høring:

Ansøgning om dispensation fra lokalplan 28.12 med henblik på etablering af skov har været i nabohøring i to uger i august 2020 (se vedhæftede høringsbrev). Der er i perioden indkommet 4 høringssvar. Der er tre positive høringssvar og et høringssvar, der er imod etablering af skov. Der er vedhæftet dokument med oversigt over høringssvar:

  • 1 høringssvar omhandler forslag til hundeskov og BMX-bane samt forslag om at inddrage området omkring søen nord for Hyllehøjskolen i skovprojektet.
  • 1 høringssvar der gør opmærksom på, at der kan blive brug for parkering.

     

  • 1 høringssvar spørger til etablering af sti på tværs af gård og eng samt om arealet bliver beskyttet natur.

     

  • 1 høringssvar er imod etablering af skov grundet tab af udsigt over marken og solopgang.

Forvaltningens vurdering:

Som vist på skitse under Sagsbeskrivelse, så vil et netværk af stier i skoven sikre mulighed for, at brugere kan bevæge sig på tværs af området fra parkeringspladsen ved Hyllehøjskolen mod øst til den vestlige ende af en fremtidig skov. Det vil understøtte Hyllehøjskolens brug af området. Forvaltningen vurderer, at parkering ved Hyllehøjskolen vil kunne anvendes af besøgende, der gerne vil gå en tur i skoven. 

Af hensyn til gårdejer og uhensigtsmæssig færden på ejers private areal, vurderer forvaltningen, at stiforbindelsen skal placeres på tværs af adgangsvej til gården helt ud mod Assensvej. Forvaltningen vurderer, at området skal henvende sig bredt til beboere, besøgende og skolen i området, hvorfor der i området ikke er indrettet efter specifikke aktiviteter som BMX-baner eller hundeskov.

Når offentlige myndigheder planter ny skov eller erhverver eksisterende skov, bliver skoven ifølge skovloven til fredskov. Det betyder, at etablering af skov ved Skrillinge Øst vil blive fredskov, jævnfør høringssvar om naturbeskyttelse.

Etableringen af skoven opdeles i etaper med forventet omfang på omtrent en fjerdedel hvert år. Rækkefølgen for etableringen bliver fra øst mod vest med forventet opstart af 1. etapes plantning dette efterår. Det betyder, at påvirkningen af udsyn over markerne vil blive foregå hen over længere tid, end hvis det bliver etableret på en gang. I lokalplan 137 for Toften er der indtænkt klynger af beplantning ud mod Assensvej. I lokalplan 28.12 for Skrillinge Øst er der også planlagt klynger af beplantning i det pågældende areal, der søges om at etablere skov på, hvilket også vil påvirke udsyn over markerne.

Klima:

Etableringen af et varieret skov og naturområde med mere naturlig hydrologi har en væsentlig positiv effekt på udledningen af klimagasser i forhold til den nuværende anvendelse.

Forvaltningen vurderer at den positive effekt samlet er i størrelsesordenen 80-100 tons CO2 ækvivalenter årligt, i gennemsnit henover de næste 100 år, afhængig af hvordan skoven drives.

Beslutning:

Udvalget besluttede at meddele dispensation til at etablere skov.

Behandlingsplan

Teknisk Udvalg 8. september 2020 kl. 13:00

Bilag:

LUKKEDE SAGER