Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Ny Lillebæltsbro med Middelfart i baggrunden

Referat for Skoleudvalget møde den 9. juni 2020

Møde:
Skoleudvalget
Mødetid:
9. juni 2020 kl. 18:30
Tilstede:
Paw Nielsen
Steffen Daugaard
Jens Backer Mogensen
Jacob Nielsen
Kent Mosgård
Karin Riishede
Anja Reilev
Fraværende:

ÅBNE SAGER

122. Tema: Sammenspil mellem det almene og specialiserede område om at udvikle inkluderende læringsfællesskaber på skolerne
Sagsnr.: 2019-017357
Sagsbehandler: Dorte Stage Mølgaard

Præsentation:

Formålet med temamødet er på baggrund af oplæg fra forvaltningen at få en ramme for dialog om Skoleudvalgets holdninger og ønsker til arbejdet med at skabe en skole, hvor langt de fleste elever kan udvikle sig positivt i almenområdet. 

Forvaltningen foreslår:

  • at Skoleudvalget tager orienteringen fra forvaltningen til efterretning.
  • at Skoleudvalget med afsæt heri drøfter, hvordan skoleområdet fortsat skal udvikle arbejdet med inkluderende læringsfællesskaber og mellemformer, således at chancelighed øges og alle kommer med.

Sagsbeskrivelse:

I skolestrategien - og i den fælles vision for alle børn og unge i Middelfart Kommune - er det et centralt fokus at øge chancelighed og få alle med. Det sikrer vi bedst ved et løbende arbejde med inkluderende læringsfællesskaber og med at skabe en skole - også for dem på kanten af det almene og specialiserede - der gør det muligt for langt de fleste elever at trives og udvikle sig positivt i almenområdet.

Der gives på mødet et overblik over den nationale dagsorden og aktuelt bedste viden, når det gælder arbejdet med inkluderende læringsfællesskaber og bl.a. mellemformer i skolen. Derudover gives også et indblik i, hvordan udviklingen i antallet er segregererede elever har udviklet sig - både på landsplan og i Middelfart Kommune - og hvilke konsekvenser det har både for økonomien og det enkelte barns fremtid. Endelig gives et indblik i, hvordan skolerne har arbejdet med området siden starten af 2019, og hvilke tiltag de arbejder med aktuelt.

Skoleudvalget drøfter med afsæt heri og i en række konkrete dilemmaer fra praksis, hvordan det ønsker, at arbejdet med inkluderende læringsfællesskaber skal udvikle sig.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

  • Taget til efterretning.
  • Drøftet.

Behandlingsplan

Skoleudvalget 9. juni 2020 kl. 18:30

123. 10. klasse i Middelfart Kommune
Sagsnr.: 2019-006947
Sagsbehandler: Bettina Hoffmann

Præsentation:

Middelfart Kommunes 10. klasse foreslås nedlagt som selvstændig skole under folkeskoleloven og oprettes i stedet under Middelfart Ungdomsskole og ungdomsskoleloven.

Forvaltningen foreslår:

  • At Skoleudvalget godkender en nedlæggelse af 10. klasse i Middelfart Kommune som selvstændig folkeskole.
  • At Skoleudvalget godkender oprettelse af et 10. klasses tilbud under Middelfart Ungdomsskole med virkning pr. 1. august 2021.

Sagsbeskrivelse:

På baggrund af arbejdet omkring Middelfart Kommunes 10. klasses tilbud (som udvalget blev orienteret om på skoleudvalgsmødet den 10. december 2019), vurderes det hensigtsmæssigt at den nuværende 10. klasse nedlægges som selvstændig skole og i stedet oprettes som et 10. klasses tilbud under Middelfart Ungdomsskole.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning for nedlæggelse af en folkeskole, vil der således pågå høring og offentlighedsfase i sommeren og efteråret 2020, således at 10. klasses tilbuddet kan oprettes under Middelfart Ungdomsskole med virkning fra starten af skoleåret 2021-2022, altså pr. 1. august 2021.

Formålet er at etablere et stærkt og attraktivt 10. klassestilbud til de unge i Middelfart Kommune, der vælger 10. klasse. Helt konkret er målet, at flere af de elever, der ønsker at gå i 10. klasse, vælger kommunens eget 10. klasse tilbud fremfor et andet tilbud.

Intentionen med den nye 10. klasse tilbud er grundlæggende at sikre, at alle unge bliver uddannelsesafklarede og kommer i den, for den enkelte, rigtige ungdomsuddannelse.

En placering under ungdomsskoleloven giver mulighed for en større fleksibilitet på tværs af lovpligtigt pensum i 10. klasse og ungdomsskolens aktiviteter. Dermed er der en bredere ramme for at skabe en attraktiv skoledag, hvor de unge gøres livsduelige og lærer at tænke og handle bæredygtigt i deres dannelse hen imod at blive verdensborgere.

I efteråret 2021 vil Ungdomsskolen kunne udvikle og informere om indholdet i tilbuddet, som vil være fuldt implementeret og indflyttet på den renoverede Vestre Skole fra august 2022.

Når 10. klasse flyttes til Ungdomsskolen, gælder det fortsat, at den undervisning, som eleverne på 10. klassetrin tilbydes, lever op til folkeskolelovens bestemmelser.

Nuværende 10. klasse nedlægges som selvstændig folkeskole jf. Lov om folkeskolen § 24, stk. 4, jf. bekendtgørelse 2014-06-23 nr. 700 om proceduren ved nedlæggelse af en folkeskole. Den endelig beslutning om skolenedlæggelse skal være truffet af Byrådet senest den 1. marts i det kalenderår, hvor nedlæggelsen skal have virkning fra august, altså 1. marts 2021.

Den politiske behandlingsplan:

 Dato Udvalg  Hvad
 9. juni 2020  Skoleudvalget Godkender forslaget 
 25. august 2020  Økonomiudvalget Godkender forslaget
 31. august 2020  Byrådet Godkender forslaget og sender det i høring
   Høringsperiode Offentlighedsfase og høringsperiode på minimum 8 uger
 2. november 2020  Byrådet

Endelig godkendelse

 1. august 2021   10. klasse som en del af Middelfart Ungdomsskole

Økonomi:

Som en del af Byrådets arbejde med økonomiske prioriteringer i indeværende byrådsperiode (P30) er det besluttet, at der i 2022 skal indhentes en driftseffektivisering på 0,300 mio. kr. under overskriften "Nytænkning af 10. klasse". Effektiviseringen opnås ved, at flere unge vælger Middelfart Kommunes 10. klasses tilbud, således at der opnås en bedre kapacitetsudnyttelse i kommunens eget tilbud.

Høring:

Skoleudvalgets beslutning sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet. Byrådet træffer på deres møde i august 2020 beslutning om, efter gældende lovgivning, at sende forslaget i høring hos alle berørte parter.

Beslutning:

  • Indstilles til godkendelse.
  • Indstilles til godkendelse.

Behandlingsplan

Skoleudvalget 9. juni 2020 kl. 18:30
Økonomiudvalget 25. august 2020 kl. 15:00
Byrådet 31. august 2020 kl. 17:00

124. Flytning af Middelfart Kommunes autismetilbud "Karlsvognen"
Sagsnr.: 2020-006803
Sagsbehandler: Nana Rask Guldfeldt

Præsentation:

Forslag om flytning af Middelfart Kommunes autismetilbud "Karlsvognen" har været i høring og på den baggrund indstiller forvaltningen, at tilbuddet forbliver på Strib Skole.

Forvaltningen foreslår:

  • At Middelfart Kommunes autismetilbud "Karlsvognen" forbliver på Strib Skole.
  • At der på skoleudvalgsmødet den 12. december 2020 gives en orientering om status på elevernes trivsel og læring og forældrenes tilfredshed med tilbuddet på Karlsvognen. I samme forbindelse gives en overordnet status på medarbejdernes trivsel.

Sagsbeskrivelse:

Der er modtaget høringssvar fra forældre til nuværende børn i Karlsvognen, personalet og bestyrelsen på Strib skole, Autismeforeningen, Handicaprådet, forældre til tidligere børn i Karlsvognen, Bestyrelse og MED-udvalg ved henholdsvis Lillebæltskolen og Skrillingeskolen samt skolebestyrelserne.

Forvaltningen har gennemgået samtlige høringssvar. Høringssvarene kan i brede formuleringer opdeles i 5 kategorier:

  • Høringssvar som overvejende er negative omkring Karlsvognens kvalitet, og som udtrykker en begrænset tro på, at en flytning bliver en god løsning for eleverne

  • Høringssvar, som argumenterer for, at Karlsvognen skal forblive på Strib Skole

  • Høringssvar, som stiller kritiske spørgsmål til den fremtidige organisering på Skrillingeskolen

  • Høringssvar, som stiller en række spørgsmål til Lillebæltskolens fremtidige rolle/ansvar som samarbejdspartner for Karlsvognen

  • Høringssvar, som er neutrale og bakker op om det forslag, der er sendt i høring

Høringssvarene kan ses i bilag til sagen.

Ud fra en samlet vurdering er det forvaltningens vurdering, at der i overvejende grad enten ikke er opbakning eller tvivl om, hvorvidt en flytning af Karlsvognen er hensigtsmæssig. På den baggrund er det forvaltningens indstilling, at forslaget om en flytning ikke bør gennemføres.

Når forslaget ikke indstilles gennemført, skyldes det flere forhold.

For det første fremgår det tydeligt, at der ikke er opbakning fra forældregruppen til en flytning. Forvaltningen har i processen været i dialog med den nuværende forældregruppe, og har ikke tidligere opfattet modstand mod en flytning. Til gengæld har forvaltningen været vidende om, at både bestyrelsen, leder- og medarbejdergruppe ikke har vurderet, at en flytning af Karlsvognen var hensigtsmæssig.

Af flere svar ses der for det andet en række kritiske kommentarer omkring organiseringen i forhold til samarbejdet med Skrillingeskolen og med Lillebæltskolen. Det er forvaltningens vurdering, at disse kritikpunkter kan skyldes en ikke tilbundsgående forklaring i høringsmaterialet, og det er forvaltningens vurdering, at et samarbejde med Skrillingeskolen og Lillebæltskolen vil kunne komme til at fungere hensigtsmæssigt.

Med indstillingen om, at Karlsvognen skal forblive på Strib Skole, er det forvaltningens plan, at følgegruppen fortsætter sit arbejde med at videreudvikle Karlsvognen som kommunalt autismetilbud, og at Skoleudvalget orienteres om udviklingen 2 gange årligt. Med indstillingen om, at Karlsvognen forbliver på Strib Skole mistes muligheden for et tæt og dagligt samarbejde med Skrillingeskolens ledere og medarbejdere. Med ønsket om, at Karlsvognen kan trække på Skrillingeskolens erfaring og ekspertise indenfor autismeområdet, planlægges der med, at der fremover vil være deltagelse af ledelsesrepræsentant fra Skrillingeskolen i følgegruppen, ligesom der vil blive udviklet samarbejdsformer om kompetenceudvikling for medarbejdere og elever. Det præcise omfang skal afklares nærmere. Forvaltningen har ligeledes gode erfaringer med at trække på VISOs erfaringer på området, så disse vil også løbende blive inddraget.

Som, det fremgår af høringssvarene, har Handicaptrådet og Autismeforeningen også en stor interesse i at følge udviklingen af Karlsvognen.

Økonomi:

Høring:

Der har været høring i perioden fra den 13. maj til den 27. maj 2020.

Beslutning:

Ændringsforslag fra liste Ø til afstemning:

"På baggrund af de indkomne høringssvar til den evt. fysiske flytning af Karlsvognen, foreslår Enhedslisten Middelfart at man sætter hele sagen i bero og på den korte bane lader Karlsvognen blive i skoleåret 2020/2021 på Strib Skole.

Der nedsættes i stedet en arbejdsgruppe med alle relevante interessenter, som skal bruge efteråret på at udarbejde et nyt robust og fremtidssikret tilbud et sted i kommunen, for autister. Enhedslisten mener dog fortsat der bør arbejdes i det tilbud vi har på Skrilligeskolen og dermed udvikle et tilbud i tilbuddet."

For stemte: Ø

Imod stemte: V, A, DF

Indstilling i sag:

For stemte: V, A, DF

Imod stemte: Ø

Flertal ønsker første opfølgning på oktober mødet.

Liste Ø ønsker at benytte sig af standsningsretten.

Behandlingsplan

Skoleudvalget 9. juni 2020 kl. 18:30

Bilag:

125. 2. budgetopfølgning pr. 31.5.2020 for Skoleudvalgets område
Sagsnr.: 2020-006714
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

Præsentation:

Økonomiafdelingen har i samarbejde med fagforvaltningerne udarbejdet 2. budgetopfølgning.

Forvaltningen foreslår:

At 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2020 godkendes.

Sagsbeskrivelse:

Opfølgningen viser et samlet mindreforbrug på 2,6 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget (2,1 mio. kr. når der korrigeres for opgaveomflytninger).

Underliggende ses et merforbrug på skolernes decentrale ramme på 1,0 mio. kr. og et mindreforbrug på skoleområdets centrale ramme på 3,6 mio. kr.

Det er vigtigt at understrege, at budgetopfølgningen er behæftet med større usikkerhed end normalt som følge af COVID-19 situationen.

Opfølgningsmæssigt er der samlet indregnet forventede nettomerudgifter på 2,1 mio. kr. til COVID-19 foranstaltninger.

Merudgifterne til COVID-19 er fuldt indregnet til og med 31.7.2020, mens der i al væsentlighed antages normal drift fra og med 1. august 2020. Forudsætningen om stort set normaliseret drift vurderes p.t. at være realistisk med Sundhedsstyrelsens reviderede afstandsforudsætninger, men det bør understreges, at en eventuel genopblusning af epidemien henover efteråret kan ændre forudsætningerne, og dermed opfølgningsresultatet, væsentligt.  

Når der korrigeres for merudgifter til COVID-19 forventes et overskud på både den centrale og decentrale budgetramme. Det bekræfter dels, at skolerne har fået rigtig godt styr på budget- og planlægningsarbejdet, men også at det er lykkedes at forbedre den økonomiske sigtbarhed på området.

Anna Trolles Skole, Vestre Skole samt Pedelservice er i handleplanforløb med henblik på at afvikle akkumuleret underskud fra tidligere år. Dette forløber planmæssigt og de fornødne balanceskabende tiltag gennemføres. Pedelservice forventer fuld afvikling af underskuddet i indeværende år.

Økonomi:

Der ansøges ikke om bevillinger i forbindelse med denne budgetopfølgning.

Se i øvrigt sagsfremstillingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.

Beslutning:

Godkendt.

Behandlingsplan

Skoleudvalget 9. juni 2020 kl. 18:30

Bilag:

126. Delegerings- og kompetencefordelingsplaner
Sagsnr.: 2017-016209
Sagsbehandler: Lone Damgaard

Præsentation:

Forvaltningerne i Middelfart Kommune har revideret delegations- og kompetencefordelingsplanen.


Forvaltningen foreslår:

  • at udvalget indstiller delegations- og kompetencefordelingsplanen for eget udvalgsområde til godkendelse.

Sagsbeskrivelse:

Delegations- og kompetencefordelingsplanen er med til at lette og smidiggøre de daglige beslutninger, som foretages af Middelfart Kommune. Med en delegations- og kompetencefordelingsplan kan politikere, ansatte og borgere/virksomheder til hver en tid se, om en sag skal afgøres politisk eller administrativt.

Delegations- og kompetencefordelingsplanen dækker størstedelen af de typiske sager/beslutninger i den kommunale hverdag. I praksis vil der opstå sager, hvor administrationen ud fra en vurdering af sagernes principielle karakter/ officielle interesse konkret må vurdere om sagen skal behandles administrativt, i fagudvalg (stående udvalg), hos Økonomiudvalg eller i Byrådet.

Det politiske niveau kan til en hver tid trække deres delegation af beslutningskompetence til det administrative niveau tilbage. Det administrative niveau er anført i delegations- og kompetencefordelingsplanen som direktør.

Direktionen har behandlet planen. For at sikre en mere ensartet detaljeringsgrad i fremtiden, er forvaltningen blevet bedt om, at der i den nye byrådsperiode laves et nyt koncept for kompetencefordelingsplanen, så de enkelte udvalgs delegerings- og kompetencefordelingsplaner får en mere ensartet karakter.

Der er følgende bemærkninger i forhold til den eksisterende delegerings- og kompetencefordelingsplan.

På Skoleudvalgets område gælder, at der er kommet nye reguleringer vedr. modtageklasser, basisundervisning og to-sprogede elever, hvorfor det er tilføjet.

 

 

Økonomi:

Ingen

Høring:

Beslutning:

Indstilling godkendt.

Behandlingsplan

Økonomiudvalget 26. maj 2020 kl. 15:00
Miljø- og Energiudvalget 3. juni 2020 kl. 15:30
Social- og Sundhedsudvalget 4. juni 2020 kl. 15:30
Teknisk Udvalg 9. juni 2020 kl. 13:00
Børn- Kultur og Fritidsudvalget 9. juni 2020 kl. 13:30
Skoleudvalget 9. juni 2020 kl. 18:30
Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget 18. juni 2020 kl. 15:00

Økonomiudvalget 26. maj 2020 kl. 15:00

Godkendt.

Miljø- og Energiudvalget 3. juni 2020 kl. 15:30

Godkendt.

Social- og Sundhedsudvalget 4. juni 2020 kl. 15:30

Godkendt.

Teknisk Udvalg 9. juni 2020 kl. 13:00

Anbefales.

Bilag:

LUKKEDE SAGER