Skoleområdets samlede budgetramme fastsættes ud fra grundprincipperne i den demografikorrigerede rammestyring.
Det indebærer overordnet set, at skoleområdets samlede budgetramme op- og nedreguleres på baggrund af udviklingen i skoleområdets primære målgruppe, dvs. antallet af 6-16 årige.
Ressourcetildelingsmodellen har som sådan ikke noget at gøre med fastsættelsen af skoleområdets samlede budgetramme, men er alene en fordelingsmodel, der styrer fordelingen af budgetkroner mellem skolerne ud fra en række foruddefinerede parametre.
Der har over de senere år især været rejst to kritikpunkter af tildelingsmodellen:
1. Forskelle i klassekvotienter skaber ulige rammevilkår:
Skoler med lave klassekvotienter har ikke lige så gode rammevilkår som store skoler med høje klassekvotienter i forhold til at tilvejebringe den basale undervisningsydelse på den lokale distriktsskole. Således har skoler med lave klassekvotienter en generel oplevelse af, at det indenfor den nuværende model er vanskeligt at dække og læse timeplanen.
Der har mere konkret været rejst kritik af, elevtallet indgår med relativ tung vægt i den nuværende fordelingsmodel, således at skoler med lave klassekvotienter har vanskeligt ved at dække timetallet for de enkelte årgange i lektionsplanerne med en lærer i hver klasse i den fagopdelte undervisning og tilsvarende en lærer eller pædagog i den understøttende undervisning.
2. Ressourcetildelingsmodellen tager ikke tilstrækkeligt højde for, at den socioøkonomiske belastningsgrad varierer fra skoledistrikt til skoledistrikt.
Den sociale belastningsgrad varierer markant fra skoledistrikt til skoledistrikt hvilket har betydning for skolens udgifter til afregning for segregeret specialundervisning i de internt takstfinansierede undervisningstilbud.
De intuitive forklaringer på variationer i socioøkonomiske baggrundforudsætninger spænder bredt, og kan være begrundet i alt lige fra det forhold, at der ligger særligt meget socialt boligbyggeri i distriktet eller at der er særligt mange saneringsmodne ejendomme i et yderområde, som tiltrækker en bestemt gruppe af borgere.
Der har også været rejst kritik af, at der i visse områder sker en fraselektion af den lokale distriktsskole til fordel for privatskolen i området, hvorved skolen står tilbage med en relativt tungere elevgruppe, mens privatskolen rekrutterer den bedste tredjedel af distriktets elevgrundlag.
Overordnede principper bag udarbejdelse af en ny fordelingsmodel
På baggrund af de nævnte udfordringer, er der udarbejdet en ny ressourcetildelingsmodel som er mere klassebaseret og samtidig indarbejde socioøkonomiske forhold.
Modellen skal sikre:
- At der minimum er ressourcer til at dække minimumstimetallet og de vejledende timetal ifølge folkeskoleloven. Omlægningen trækker derfor i retning af en mere klassebaseret tildelingsmodel.
- At der samtidig tages højde for, at behovet for ekstra personaleressourcer er stigende med klassestørrelsen.
- At der tages højde for den varierende socioøkonomiske belastningsgrad mellem skoledistrikterne.
Det er helt afgørende at understrege, at ressourcetildelingsmodellen på almenområdet er en ”regnemodel” til at fordele den decentrale budgetramme mellem skolerne. Modellen skal være forståelig og overskuelig, og det betyder, at modellen ikke er udtryk for en fuldstændig eksakt detailbeskrivelse af virkeligheden og alle enkeltforhold omkring arbejdet med undervisningsopgaven på skolerne og overenskomstforhold i øvrigt.
Modellen har således til formål at give en retfærdig fordeling af de økonomiske ressourcer til skolerne ud fra nogle generelle og forståelige fordelingskriterier, men tager ikke højde for alle mindre detaljer, herunder fx at en skole et enkelt år binder medarbejderressourcer i et projekt, at skolerne har ”år til år” udsving i sygefraværet, at der kan eksistere anciennitetsforskelle mellem skolernes personalegrupper etc.
Decentraliseringsprincipperne er fortsat gældende, hvilket indebærer, at den enkelte skoleleder frit – indenfor de rammer og regler der i øvrigt er gældende – kan prioritere anderledes end opstillingen i fordelingsmodelen. Det vil fx være muligt at anvende flere pædagogger i den understøttende undervisning end den fordelingsnøgle, der indgår i ressourcetildelingsmodellen tilsiger.
Tildeling skal afspejle skolernes serviceproduktion og det dertilhørende udgiftstræk
Det overordnede princip i ressourcetildelingsmodelen er, at skolernes budgettildeling og omkostningsstyring skal være aktivitetsbaseret. Hvis aktiviteten på en given skole går op, skal modellen alt andet lige allokere flere ressourcer til den pågældende skole, mens en aktivitetsnedgang på modsat side betyder, at skolen får færre ressourcer til rådighed.
Skolernes altovervejende hovedaktivitet er klassebaseret undervisning. Det er således opgaven med at sætte en lærer eller pædagog ind i hver klasse, som er den bærende drivkraft bag lønomkostningerne på den enkelte skole.
Det betyder samtidig, at kravet til årligt undervisningstimetal (timetallet pr. årgang) bliver en afgørende faktor i skolernes omkostninger, ligesom det antal timer, en lærer forudsættes at kunne undervise årligt, er helt afgørende for skolernes omkostninger.
Det totale vejledende timetal og det aftaleretlige maksimale undervisningstimetal udgør således en bindende restriktion i planlægningen af serviceproduktionen på den enkelte skole.
Eller formuleret i mere økonomifaglige vendinger:
Der tages afsæt i en tilpasset form for Activity Based Costing approach, hvor:
- den klassebaserede eller holdopdelte undervisning er hovedaktiviteten på skolerne, mens,
Ud over den klassebaserede eller holdopdelte undervisning varetager skolerne en række væsentlige aktiviteter, så som støtteindsatser rettet mod den enkelte elev eller en gruppe i klassen, deltagelse i projektaktiviteter og meget mere.
Disse aktiviteter skal ligeledes indarbejdes i en budgetfordelingsmodel.
Den nye ressourcetildelingsmodel er nedenfor beskrevet i forhold til 2020-budgettet, dvs. alle tal er opgjort i 2020-priser og gevinst/tab er beregnet på klassedannelsen
Ressourcetildelingsmodellen fordeler i 2020 et samlet budget til almenområdet på 206,4 mio. kr. mellem kommunens 11 folkeskoleskoler og 10. klasserne under Ungdomsskolen.
Modellen omfatter således ikke de øvrige ungdomsskoleaktiviteter, Musikskolen og Skrillingeskolen.
Tre bærende elementer er, at:
-
Modellen skal sikre, at der er ressourcer til at have mindst en voksen i hver klasse. Det betyder, at den nye tildelingsmodel kommer til at hvile tungene på ”klassen” end den gamle tildelingsmodel.
-
Der samtidig tages højde for, at behovet for ekstra personaleressourcer er stigende med klassestørrelsen.
-
Modellen skal sikre, at skolerne tildeles budget til intern takstafregning ud fra det underliggende socioøkonomiske udgiftspres i skoledistriktet.
Fordelingsmodellen kan overordnet opbrydes i fire komponenter: lønbudget, budget til intern takstafregning, bygningsbudget samt et budget til materialer og tjenesteydelser. Komponenterne fremgår under punktet økonomi.
Indarbejdelse af skolernes socioøkonomiske belastningsgrad som noget nyt i modellen:
I den nye model fordeles budgettet til køb af pladser i skoleområdets internt takstfinansierede specialundervisningstilbud efter skoledistrikternes socioøkonomiske belastningsgrad.
Det vil sige, at skoldistrikter med et højt socioøkonomisk indekstal får en større andel af ressourcerne end skoledistrikter med et lavt indekstal.
Skoledistrikternes belastningsgrad er fastlagt på baggrund af en statistisk analyse, som det uafhængige analyseinstitut, VIVE har foretaget for Middelfart Kommune.
VIVE er et af landets største analysefirmaer på det kommunale område og analyseinstituttet har gennem årene beskæftiget sig indgående med kommunal økonomi og nok så væsentligt udarbejdet flere tilsvarende analyser af specialundervisningsområdet i andre kommuner.
VIVE har således kortlagt det forventede specialundervisningsbehov i Middelfart Kommunes skoledistrikter. Analysen tager højde for forskelle i elevernes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika.
VIVE’s analyse anviser med afsæt i analysen, hvordan midlerne til specialundervisning kan fordeles mellem skolerne på baggrund af de forventede forskelle i specialundervisningsbehovet.
Det forventede specialundervisningsbehov er vurderet ud fra en statistisk model, som viser sammenhængen mellem de demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika hos eleverne samt deres forældre og sandsynligheden for, at den enkelte elev vil få behov for segregeret specialundervisning. Den statistiske model er baseret på registerdata for alle grundskoleelever i hele Danmark og datagrundlaget afspejler således den gennemsnitlige henvisningspraksis på landsplan.
VIVE’s statistiske model anvendes herefter til at beregne det forventede specialundervisningsbehov for hver enkelt skole i Middelfart Kommune. Dette gøres ved at se på hver enkelt elevs demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika og herudfra beregne den enkelte elevs sandsynlighed for at modtage segregeret specialundervisning i de respektive skoledistrikter.
Der har i processen været stor fokus på at afstemme VIVE’s analysemodel med det interne takstafregningssystem analysen skal anvendes på. Det betyder, at analysen har både høj reliabilitet (vi måler det vi ønsker at måle) og validitet (vi måler med høj præcision).
Det betyder, at privatskoleelever, efterskoleelever, elever, der vælger skoletilbud i fremmede kommuner og fremmede kommuners elever i Middelfart Kommune ikke indgår i beregningen af skoledistriktets specialundervisningsbehov. Derudover indgår elever på Skrillingeskolen ikke i analysen.