Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE Overvældende optimisme i Laden

Borgmester Steen Dahlstrøm kunne tælle intet mindre end 361 navne på årets rekordlange gæsteliste til Middelfart Kommunes nytårskur, som blev holdt i Laden på Hindsgavl Slot den 9. januar.

Borgmester STeen Dahlstrøm åbner og byder velkommen
”Det er helt overvældende og utroligt positivt, at så mange er mødt op og står sammen om nytårskuren. Det viser, at vi har en stor sammenhængskraft og aktivt vil bruge hinanden til at skabe yderligere udvikling,” lød reaktionen fra glad borgmester Steen Dahlstrøm oven på en succesfuld nytårskur onsdag eftermiddag.

2012 - et godt år, men ingen sovepude.
Borgmesteren satte selv den gode tone, da han bød velkommen og indledte talerækken med at gøre status på året, der gik:

”Vi har flere virksomheder, som ønsker at flytte til kommunen. Vi har lokale virksomheder, som bygger om og bygger ud. Vi har faldende ledighed igen i år. Den laveste på Fyn. Vi har sorte tal i det kommunale regnskab for 2011 og forventer det også for 2012.”

Trods den lave ledighed fremhævede borgmesteren indsatsen for at skabe AKUT-job, og opfordrede: ”Vi skal alle gøre, hvad vi kan for at få mennesker i arbejde. En lav ledighed giver nemlig også en sund kommunal økonomi”.

De gode tider skal dog ikke være en sovepude, mente borgmesteren, og lovede, at Byrådet fortsat vil have fokus på effektiviseringer og på at give en bedre service for de samme penge eller mindre service for færre penge. Kommunale effektiviseringer, som kan give mulighed for, at kommunen kan understøtte lokale initiativer og derigennem skabe yderligere vækst.

Udviklingsprojekter som perler på en snor
Listen af nye tiltag og projekter, som er sat i søen i Middelfart Kommune i 2012 er lang og borgmester Steen Dahlstrøm fremhævede bl.a. udbygning af infrastrukturen med ny motorvejsafkørsel og et tredje spor på E20 til 1 mia. kroner de kommende år, 75 mio. kroner til udbygning af Keramikmuseet Grimmerhus, Regionen og Retspsykiatrien, som har skabt flere hundrede arbejdspladser i Middelfart, turismesamarbejdet med Kolding og Fredericia Kommuner, som har fået 10 mio. kroner til udvikling, og sidst men ikke mindst det nyeste turismefyrtårn: Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro, som Bane Danmark og Transportministeren netop har godkendt at arbejde videre med. Så måske man fra 2014 kan opleve en vandretur 57m over vandoverfladen.

Hindsgavl Slots kokke havde krondyrragout på menuen som en del af den buffet, som gæsterne blev budt på

Det gode liv i byen og på landet
Under overskriften det gode liv fremhævede borgmesteren en række nybyggerier på bl.a. institutionen Vestbo og det nye sammenhængende børneunivers i Gelsted, som med et topmoderne børnehus med vuggestue nu binder børne-, skole- og fritidsliv sammen i byen. ”Byrådet tror på Gelsted som bosætningsområde” lød den klare besked.

Planerne om nyt handelscenter med boliger og nyt rådhus i Middelfart midtby blev også fremhævet som en kommende vækstfaktor for Middelfart. Et handelscenter, der i samarbejde med Middelfart Handel og investorer vil styrke byen i fremtiden.

Der blev spidset ører under talerne

Inspirerende gæstetalere
Aase Flensted fra Brenderup-virksomheden Flensted Mobiles fortalte passioneret om sit og familiens liv med uroer, eller ’mobiler’, som de også kaldes med et mere moderne ord. Passionen for ”med uroer at skabe bevægelse og balance i folks hjem” har skabt en sund forretning for Aase og ægtemanden og uromageren Ole. Ole Flensted designer mange af de mobiler, som er blevet bestsellere. Mobilerne har siden 1954 bevæget sig fra børneværelset og ind i stuerne. Først hos danskerne, senere på det internationale marked, og nu venter også Østen. Mobiler med fx pingviner sælges allerede så langt væk som Falklandsøerne. Den udvikling skyldes hårdt arbejde og en omstillingsevne, som de mange tilhørere til nytårskuren lod sig inspirere af.

Direktør Aase Flensted fortalte passioneret om virksomhedens produkter og vækst

Hos nytårskurens anden gæstetaler Jens Henrik Lund fra Match Racing Denmark var der også vind i sejlene. Centret har siden etableringen i 1996 afholdt mange store events og råder i dag over 17 matchracebåde og tilbyder et bredt udvalg af sejloplevelser. Dog fyldte især den kommende prestigefyldte Nations Cup i talen. Nations Cup afholdes i Middelfart Marina i august 2013 og forventes at tiltrække tilskuere og sejlere fra hele verden. Jens Henrik Lund inviterede alle lokale kræfter til at bidrage og samarbejde omkring arrangementet, som kan blive en stor oplevelsesøkonomisk gevinst for hele kommunen.

Jens fra Matchrace Centret inviterede til samarbejde om Nations Cup

Farvel og tak
Nytårskuren er åben for alle, som ønsker at bidrage til kommunens fremtidige udvikling. Det kræver blot en tilmelding, og dét havde mange lokale borgere benyttet sig af.

361 navneskilte lå klar til de gæster, som havde tilmeldt sig nytårskuren

Efter 1½ times netværk, inspiration og summen ved bordene var nytårskuren dog slut, og alle kunne tage den overvældende optimisme med hjem til et godt 2013.

Der blev lyttet intenst til det sidste. Lokalet summede af liv og gode samtaler, mens gæsterne bevægede sig rundt og hilste på.

Godt Nytår.

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015