Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE: Projekt Test-en-elbil er halvvejs i mål

I slutningen af maj udvælger elbil-operatøren ChoosEV og Fredericia og Middelfart Kommune de næste testpiloter, der skal deltage i Test-en-elbil projektet i de to kommuner. Projektet er nu halvvejs og over 1.100 borgere har allerede tilmeldt sig som testkørere. Flere kan nå at komme med i puljen, inden de næste testpiloter vælges.

Der har været god interesse fra borgerne for at blive testpiloter i projektet, men der er stadig plads til flere ansøgninger.

”Projektet er rigtig godt undervejs i Fredericia og Middelfart, og der er allerede indsamlet en række gode erfaringer, som kan bruges i forhold til udvikling af elbilteknologien. Vi opfordrer fortsat flere til at søge fordi det giver os det bedst mulige grundlag for at sammensætte gruppen af testpiloter, i forhold til kriterier, der er opsat for Test-en-elbil,” siger Lise Kirkegaard, Kommunikationschef i ChoosEV. 

Testpiloterne vælges ud fra forskellige parametre som f.eks. alder, familiesammensætning, geografi og kørsels-behov. I denne runde vil der være fokus på kørsel med mange stop undervejs.

Vil man nå at komme i betragtning til 5. runde, skal man tilmelde sig senest søndag d. 27. maj. Tilmelding foregår på http://www.testenelbil.dk/. De borgere, som allerede har ansøgt, er med i puljen hele vejen igennem forsøget og behøver ikke søge igen.

Elbilen kan bruges til at komme tæt på naturen
Testpiloterne og deres familier får stillet elbilen til rådighed i tre måneder. Bilen skal indgå i familiens daglige gøremål for at undersøge, hvordan elbilen passer ind i danskernes hverdag og fungerer i samspil med el-nettet. Sammen med elbilen får testpiloten opsat en ladeboks, der fungerer som hjemmets egen ”tankstation” i testperioden.

På projektets blog, hvor man skal dele ud af sine erfaringer, skriver en nuværende testpilot om hvor stor køreglæde stilheden i elbilen giver:

”Bilradioen er ikke rørt siden hjemturen den første dag. Jeg kunne ikke drømme om det, og I må love at der al-drig aldrig aldrig bliver sat lyd på elbilen. Den er helt perfekt i naturen. Man kan komme helt tæt på dyr og fugle”.

Der har siden Test-en-elbil startede for cirka et år siden deltaget over 750 testpiloter, og der kommer hele tiden nye tilbagemeldinger fra testpiloterne, og det bidrager til at blive klogere på elbilen og dens anvendelse.

Opbakning fra lokale virksomheder
Projektet i Fredericia og Middelfart kommuner støttes af energiselskabet TRE-FOR og den kommunale
forening Trekantområdet Danmark. 

For at projektet kan fortsætte i hele testperioden, skal et antal lokale virksomheder i Trekantområdet med som projektpartnere. Derfor søges lokale virksomheder, der har lyst til at sponsere projektet. De kan sætte ind på CSR-kontoen og styrke deres brand over for kommunernes borgere ved bl.a. at få deres logo på de mange elbiler, deltage i arrangementer osv. Test-en-elbil hjælper gerne med at finde den helt rigtige partner-pakke.

Bag projekt Test-en-elbil står elbiloperatøren ChoosEV A/S, der er ejet af energiselskaberne SE og SEAS-NVE.
Test-en-elbil er Europas største elbil-projekt, som er støttet af partnere i erhvervslivet, samt Trafikstyrelsen og
Energistyrelsen, som alle samarbejder om at blive klogere på elbilens placering i det danske samfund.

Har du spørgsmål til projektet, kan du kontakte:
Tina Houlberg, projektkoordinator ChoosEV, tlf. 5219 0843 eller th@choosev.com
Jette Irene Kjær, Energi- og erhvervskonsulent Fredericia Erhvervsudvikling, tlf. 2256 8709
Morten Mejsen Westergaard, klimachef Middelfart Kommune, tlf. 8888 4795
Jakob Knud Bro Lorenzen, udviklingskonsulent Trekantområdet Danmark: 7979 7878

22.maj 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015