Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE: Sidesporet klar til indvielse

Søndag d. 13. maj kl. 15.00 bliver hegnet fjernet omkring pladsen på Rønnevej over for stationen i Nørre Aaby. Der er nemlig indvielse af ”Sidesporet”, som den nyindrettede aktive opholdsplads er kommet til at hedde.

Op af banen i Nørre Aaby, på den nordlige side, lå et asfalteret areal. Arealet har tidligere været anvendt til skater-bane, og senere lå arealet øde hen. Men så skete der noget. Realdania og Lokale- og Anlægsfonden udskrev en konkurrence blandt landets kommuner om at indrette en plads i byen på en ny og anden måde, der inviterer til leg og bevægelse. Middelfart Kommune greb chancen og lagde billet ind. Pladsen på Rønnevej blev valgt, og en plan for indretningen blev udviklet i et frugtbart samspil mellem flere unge fra Ungdomsrådet og de lokale skoler, landskabsarkitekt Hanne Bat samt folk fra kommune, DSB og Banedanmark.

Projektet vandt genklang hos dommerkomiteen, der gav midler til at dække 75 % af anlægsudgifterne. Også i kommunens Tekniske Udvalg og Social- og sundhedsudvalg, der har arbejdet med projektet, er der tilfredshed med resultatet. Og Byrådet fandt derfor også den resterende gode halve million til pladsens indretning.

Indtag Sidesporet
Nu kan Sidesporet så tages i brug af Kommunens og byens borgere, store som små. Indretningen er især designet efter ønsker og idéer fra de unge i byen, men meningen er, at alle kan bruge den, hygge sig der, afprøve de forskellige installationer og bruge ventetiden på toget aktivt.

Sidesporet Nørre Aaby

Til indvielsen d. 13. maj overdrages pladsen til alles brug og fornøjelse, der er taler, musik og forfriskninger, og man kan afprøve de nye aktivitetsmuligheder eller slappe af i en net-hængekøje.

Næste stop Nørre Aabold
Indvielsens højdepunkt bliver måske dysten mellem 2 hold fra Nørre Aaby skole og Nørre Aaby Realskole. Det bliver verdens allerførste spil Nørre Aabold – et spil på en bane, der er udviklet særligt til denne plads, og med regler opfundet og afprøvet af de to skolers idrætslærere og 8. klasser. Det skal nok blive godt, kom og se for jer selv!

Kontakt:
Borgmester Steen Dahlstrøm tlf.: 8888 5009/4015 1858
Formand for Teknisk Udvalg Niels Bebe. Tlf.: 3034 1537
Formand for Social- og sundhedsudvalget Kaj Johansen. Tlf.: 2058 1255

Fakta:
EN GOD OMVEJ sætter fokus på, hvordan den fysiske ramme kan skabe bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv med fokus på bevægelse i det fri, lige der hvor man bor eller færdes i det daglige.

I alt 59 af landets kommuner har deltaget i et udviklingsforløb, der med støtte fra Realdania og Lokale- og Anlægsfonden har haft fokus på at udvikle kreative, fysiske tiltag, som kan invitere byens borgere til leg og bevægelse, realiseres for relativt få anlægskroner og samtidig fungere som inspiration for den mere langsigtede og strategiske planlægning i forhold til at skabe gode rammer for sunde og aktive boligområder, kvarterer og byer.

Ni vinderprojekter er valgt, og udover Middelfart Kommunes projekt Sidesporet i Nørre Aaby er der lavet projekter i kommunerne Fredericia, Gladsaxe, Kolding, Odsherred, Ringkøbing, Roskilde, Solrød og Sønderborg.

 

03. maj 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015