Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE: Hvilket byggeri forskønner Middelfart Kommune?

Hvem synes du skal have årets Arkitekturpris 2012? Det spørgsmål stiller Middelfart Byråd borgerne i jagten på årets kandidater til Arkitekturprisen 2012. Prisen uddeles til bygninger af høj arkitektonisk kvalitet indenfor nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger, som forskønner Middelfart Kommune. Send dit forslag til Teknisk Forvaltning inden 1. maj.

Middelfart Byråd har med vedtagelsen af Bygnings- og arkitekturpolitikken besluttet, at der hvert år skal uddeles en arkitekturpris til bygninger af høj arkitektonisk kvalitet og som er med til at forskønne Middelfart Kommune.

Prisen blev uddelt første gang i 2011 i forbindelse med afholdelsen af Arkitekturens Dag.

Følgende byggeri kan præmieres:
• Nye bygninger til alle typer anvendelser; etageboliger, parcelhuse, rækkehuse, sommerhuse, erhvervsvirksomheder, offentlige formål m.v.
• Renoveringer herunder bevaring og om- og tilbygning af eksisterende bygninger.


Fiberlines prisbelønnede byggeriEn pris med fokus på høj arkitektonisk kvalitet
Sidste års vinder af prisen var bl.a. Middelfart-virksomheden Fiberline Composites A/S. Kommunikationschef Torben Rønlev Hempel fortæller om prisen:
”Vores fabrik er på mange måder blevet et vartegn for området, og derfor har det været særligt glædeligt at modtage en lokal anerkendelse i form af arkitekturprisen fra Middelfart Kommune. Vi håber, at vi med prisen vil kunne inspirere andre til at sætte fokus på den gode industriarkitektur med blik for energirigtige løsninger og nye, innovative materialer.”

Vil du være med til at vælge dette års vinder, så er det nu du skal sende dit forslag til kommunen.

Alle kan indstille byggeri opført i kommunen i 2011
Alle kommunens borgere kan indstille bygninger til prisen. Vi efterlyser derfor dit bud på byggerier, der fortjener dette års pris. Det er en betingelse, at det foreslåede byggeri er opført i Middelfart Kommune og afsluttet inden for perioden 1. januar 2011 – 1. januar 2012.

Send dit forslag med et foto af byggeriet samt en kort begrundelse til Middelfart Kommune senest d. 1. maj 2012 til teknik@middelfart.dk eller Teknisk Forvaltning – Plan og Byg, Østergade 21, 5580 Nørre Aaby.

Kunne du tænke dig at være med i udvælgelsesgruppen?
De indkomne forslag bliver bedømt af en gruppe bestående af 9 repræsentanter fra Byrådet, Teknisk Forvaltning, lokale arkitekter samt borgere. Eneste krav for deltagelse er, at du er bosiddende i Middelfart Kommune eller praktiserende arkitekt i kommunen, og så skal du naturligvis have en interesse for arkitektur. Så send en kortfattet begrundelse til ovenstående adresse senest d. 1. maj 2012.

Yderligere oplysninger:
Plan og Byggechef Jørgen Knudsen: 8888 4820
Arkitekt Pia Quottrup Sand: 8888 4824

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015