Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

Kampagnen ”vi cykler stadig…” sluttede i biografen

Det har været en stor succes at opfordre borgerne til at lade bilen stå og cykle på arbejde. Kampagnen sluttede med udlodning af to cykler og biograffilm

Det er rigtig godt for miljø og sundhed
256 medarbejdere på virksomheder i Middelfart tog imod efterårets opfordring til at registrere tilbagelagte strækninger mellem hjem og arbejde i kampagnen ”Vi cykler stadig til arbejde”, et projekt, der er en del af kommunens samlede profil ”Den grønne vækstkommune”. De 33 deltagende firmahold cyklede i alt 33.000 km, og set med klimabriller svarer det til, at cyklisterne har sparet miljøet for fire ton CO2 ved at lade bilen stå. Man kan også regne på den sundhedsmæssige gevinst, Normalt siger man, at en kilometer svarer til 1 kr. og 22 ører. Det betyder en sundhedsgevinst på 40.000 kr.Vi cykler stadig afslutning 2011

Udvalgsformanden opfordrer til mere
”Jeg er meget imponeret af jeres indsats, især når man tænker på, at efteråret vejrmæssigt har været det ringeste i mands minde, sagde formanden for miljø- og energiudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen (S), inden han fandt vinderne af de to cykler, der var hovedpræmier i kampagnen. ”Med det engagement, der er lagt for dagen, kan vi roligt tænke i flere cykelkampagner, for nu kan vejret ikke længere få skylden for ikke at cykle – måske skal vi udvide konceptet til een lang kampagne ”Vi cykler hele tiden på arbejde”, filosoferede han. Faktisk har Middelfart Kommunen fået mod på at udarbejde en egentlig cykelpolitik. 13. december kl. 19.00 er der inviteret til idémøde på Kulturøen.

Vindere af cykler blev prikket
Navnene på alle deltagere, der havde brugt cyklen til arbejde mindst 12 dage i kampagneforløbet var lagt i hver sin ballon, der svævede under loftet i foyeren i Nørre Aaby Bio. Ballonerne var valgt for at signalere festdag for kampagnens afslutning og for at synliggøre, hvor mange, der har valgt cyklen. Samtidig var det en markering af hver deltagers bidrag til reducering af CO2 udledningen. Til at ”prikke” vinderne blev Lundsfryd udstyret med en hasselkæp med en passernål surret fast i den ene ende. Herrecyklen blev prikket ud til Erling Boesen, Cykelskurets helte, og damecyklen tilhører nu Mette Jessen fra holdet Cykelmyggene.

Interregionalt samarbejde
”Vi cykler stadig på arbejde” havde deltagelse fra Middelfart, Svendborg, Kolding og Esbjerg kommuner. I alt cyklede 2210 mennesker fordelt på 262 hold med i de fire uger. ’Vi cykler stadig til arbejde’ startede i 2010 som et pilotprojekt i Middelfart Kommune og er udviklet i samarbejdet Cykler uden grænser/Radeln ohne Grenzen. Dette dansk-tyske samarbejde er medfinansieret af INTERREG 4 A-programmet Syddanmark Schleswig-K.E.R.N. med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, hvor partnerne fra tysk side, er kommunerne Kiel og Flensborg og fra dansk side Esbjerg, Kolding, Svendborg og Middelfart, der er udpeget som ansvarlig leder af projektet. Her er det Christa Boisen, Henrik Christoffersen, der har været tovholdere på kampagnen.

 

 

07. november 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015