Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

Pressemeddelelse: Inklusion af børn og unge i nærmiljøet

Inklusion i nærmiljøet – hvordan gør vi? er titlen på Middelfart Kommunes nye innovationsprojekt. Formålet med projektet er, at flere børn og unge oplever at være en aktiv del af fællesskabet.

Logoet forestiller et hus, som er fællesnævner for nærmiljøet for det enkelte barn. Huset, som symbol, er forbundet med trygge rammer og dét ”at høre til” - og afspejler dermed de rammer, som medarbejderne skal inkludere børnene i, så børnene blomstrer (blomsten). Hjertet symboliserer den anerkendende tilgang til arbejdet med børn og unge og henviser til projektets mål om øget trivsel.
Inklusion betyder at medregne det enkelte barn. Og Middelfart Kommune vil med projektet inklusion i nærmiljøet vende tendensen med at udskille børn til pædagogiske specialsystemer.

Når projektet er slut, vil alle medarbejdere i dagplejen, skoler, institutioner og Børn-, unge- og fritidsforvaltningen få en værktøjskasse med metoder, som skal understøtte og hjælpe den enkelte ansatte i at inkludere børn og unge.

Dagtilbudschef Tove Vestergaard-Nielsen udtaler: Vi håber, at vi med dette projekt kan understøtte det gode arbejde, pædagoger, lærer og øvrige fagprofessionelle allerede gør for at inkludere flere børn og unge i nærmiljøet, og vi har en ambition om, at flere børn og unge trives efter projektet end før projektet. Det vil vi måle med børnemiljøvurderinger og undervisningsmiljøvurderinger.

Projektstart
Startskuddet for projektet lyder for alvor i september 2011, hvor samtlige ansatte i Børn- unge og fritidsforvaltningen – såvel centralt som decentralt – skal deltage på den første af fire temaaftener. Hovedoverskriften for første temaaften er: Hvad er inklusion og hvad betyder det? På temaaftenen vil der være en vekselvirkning mellem den humoristiske og den seriøse tilgang til emnet inklusion.

Udviklingsambassadører
I løbet af projektperioden vil der blive uddannet i alt 76 udviklingsambassadører, som er ansatte fra daginstitutioner, skoler og ansatte fra Børn-, unge- og fritidsforvaltningens forskellige faggrupper, så som dagplejepædagoger, specialpædagoger og psykologer.

Udviklingsambassadørernes opgave er løbende under uddannelsesforløbet at udforske praksis og udvikle konkrete værktøjer i samarbejde med egne kollegaer fra eget arbejdssted.

Herudover skal alle ledere og udviklingsambassadører deltage i et forløb sammen, der handler om, hvordan man nu kan gå hjem på egen institution eller skole og starte udviklingsprocessen med at understøtte inklusionen i nærmiljøet.

Et samarbejde
Projektet, der er et samarbejde mellem UCL og Middelfart Kommune, strækker sig over perioden fra august 2011 til august 2013. Projektet har en samlet projektøkonomi på 6,3 mio. kr. hvoraf projektet modtager 1,9 mio. kr. fra Erhvervs- og byggestyrelsen og 400.000 kr. fra UCL.

Dagtilbudschef Tove Vestergaard-Nielsen udtaler: Inklusion i nærmiljøet er et langsigtet mål, som kræver fokus fra alle parter. Det kræver, at vi har en formuleret plan. Det kræver, at vi styrker det almene og investerer i uddannelse af personale og nøglepersoner. Det er den proces, vi har sat gang i med projekt ”inklusion i nærmiljøet”.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektansvarlig Tove Vestergaard-Nielsen tlf. 8888 5420

 

11. juli 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015