Formidling af Kløverstierne
Med mobilen på kløverstien
Formidlingen af kløverstierne skal foregå via kommunens hjemmeside, trykte foldere og via en applikation til smartphones.
Applikationen forventes lanceret i forbindelse med indvielsen af de første kløverstier, og kommer til at tilbyde både formidling af oplevelser langs kløverstierne og en bevægelsesorienteret del til tracking af løbeture, cykelture og gåture.
Når man som besøgende kommer til en ny by, vil applikationen vise, hvor de nærmeste ruter er, og man vil kunne orientere sig om oplevelsestilbuddene.
Det gør det eksempelvis nemt for løberen at gennemføre sin 5 km tur, og samtidig opleve den by, der besøges, gennem formidlede interessepunkter. Interessepunkterne vil man kunne læse om på Internettet og på smartphones før, under eller efter turen.
Har du en god ide til formidling til kløverstien i Middelfart?
Idet der er lagt vægt på den elektroniske formidling på Kløverstien, vil der være mulighed for en løbende udvikling af formidlingen på ruten. Det kan være alt fra at en lokal forening ønsker at arrangere en tur på en af ruterne, eller en oplevelse man har haft som bruger og gerne vil indvie andre brugere i.
Har du eller den forening du er medlem i et ønske om at arrangere en event på Kløverstien, vil kommunen gerne hjælpe med at gøre opmærksom på tilbuddet. Se kontaktoplysninger.