Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Ny Lillebæltsbro med Middelfart i baggrunden

Gode idéer skal skabe liv og udvikling i Brenderup

Hvordan ønsker Brenderups borgere, at Brenderup skal udvikle sig i fremtiden? Den viden vil udviklingsgruppen for Bæredygtige Lokalsamfund i Brenderup nu indsamle for at gøre lokalsamfundet til et endnu bedre sted at bo.

Idéer til bæredygtig udvikling af Brenderup

Mandag lander der et brev fra Middelfart Kommune i Brenderup-borgernes e-boks. Brevet er sendt fra udviklingsgruppen for Bæredygtige Lokalsamfund i Brenderup og opfordrer personer bosat i oplandet til at komme med idéer og forslag til, hvad der kan skabe nyt liv, nye aktiviteter og nye fælleskaber. Formålet er at gøre Brenderup til et endnu mere bæredygtigt og attraktivt sted at bosætte sig.

Borgernes mening er vigtigt pejlemærke

Idéerne og forslagene vil indgå i det samlede arbejde med at udarbejde en ny udviklingsplan for Brenderup.  Planen skal gøre det synligt hvilke visioner, Brenderup har, og hvilke idéer, lokalsamfundet har til at komme derhen.

- Vi håber meget, at borgerne vil bidrage. Udviklingsplanen er nemlig et vigtigt pejlemærke at styre efter lokalt, kommunalt og politisk, når der skal prioriteres midler og ressourcer til udvikling i Brenderup. Derfor er det enormt vigtigt, at Brenderups borgere bliver inddraget i planen og ikke mindst, at der er opbakning til den, udtaler Niels M. Frederiksen, formand for udviklingsgruppen.

Udviklingsgruppen for Bæredygtige Lokalsamfund i Brenderup er nedsat som led i Middelfart Kommunes indsats for Bæredygtige Lokalsamfund i hele kommunen. Det er udviklingsgruppens opgave at undersøge hvilke temaer og indsatser, der er opbakning til i Brenderup. Gruppen prioriterer i indsatserne og samler det hele i en udviklingsplan, der skal sætte retningen for Brenderups udvikling. Udviklingsgruppen har også mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper og igangsætte konkrete projekter.

Mange måder at give sit input

Oprindelig var planen at afholde et stort borgermøde for alle interesserede i lokalsamfundet. Men da coronaen og forsamlingsforbuddet satte en stopper for det, har udviklingsgruppen besluttet at indsamle idéerne og forslagene digitalt. I brevet bliver borgerne opfordret til at gå ind på en borgerportal, som udviklingsgruppen har udviklet til formålet:

- Vi har forsøgt at gøre portalen så inspirerende som muligt. Bl.a. har vi fået produceret fire små film, der forhåbentlig kan sætte tankerne i gang og inspirere borgerene til at komme med idéer og forslag. Det er både muligt at skrive og indtale sine idéer, tegne, uploade film, billeder, sende links og ikke mindst kommentere og bedømme hinanden forslag. På den måde håber vi, at vi kan få så mange som muligt til at bidrage, fortæller Niels M. Frederiksen.

Her giver du din mening til kende

Har du et godt forslag og lyst til at være med til at præge udviklingen i Brenderup, kan du gå ind på http://baeredygtigt.brenderupfyn.dk. Du kan deltage frem til den 14. februar 2021.
Du kan læse mere om Bæredygtige Lokalsamfund og udviklingsgruppens arbejde på hjemmesiden https://baeredygtigelokalsamfund.middelfart.dk/. Her kan du også finde tal og fakta om Brenderup samt linket til portalen.

For yderligere information kontakt

Formand for udviklingsgruppen Niels M. Frederiksen på: 22749372, nmf@brenderupfyn.dk
Projektleder, Bæredygtige Lokalsamfund Vibeke Skøtt på: 23746633, vibeke.skott@middelfart.dk

11.januar 2021