Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Ny Lillebæltsbro med Middelfart i baggrunden

Ejby Skole lukkes på grund af coronasmitte

En smittet ansat og flere ansatte med symptomer på Ejby Skole betyder, at skolen lukkes ned, indtil der er overblik over situationen. Alle kan blive testet på skolen torsdag og lørdag.

Smitte blandt ansatte på Ejby Skole betyder, at skolen lukkes ned. Det sker for at undgå, at smitten spreder sig til elever eller til flere ansatte. Foreløbigt er én ansat testet positiv og flere har oplevet symptomer. Middelfart Kommune er løbende i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, som er myndighed på smitteopsporingen, og nedlukningen er sket i samarbejde med styrelsen.

- Lige nu er smitten begrænset, men der er risiko for, at den har spredt sig til flere eller kan sprede sig. Ud fra et forsigtighedsprincip og ud fra en konkret vurdering har Styrelsen for Patientsikkerhed derfor foreløbig påbudt os at holde skolen lukket indtil mandag. Sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed følger vi udviklingen tæt, og tilpasser tiltagene efter behov, siger Sundhedschef i Middelfart Kommune, Jeanette Rokbøl.

Flere nære kontakter er identificeret, og forældrene på Ejby Skole er informerede direkte fra skolen. Nedlukningen fastholdes, indtil der er overblik over situationen. Skolen tilbyder nødpasning med tilmelding til de, der ikke selv har mulighed for at have deres børn hjemme.

Opfordrer til test
Regionen stiller torsdag og lørdag i denne uge med en mobil PCR-testenhed på Ejby skole i tidsrummet 9-17. Til og med klokken 13 er testningen forbeholdt skolens elever og personaler, men herefter åbnes der op for test af alle. Alle, der ønsker at blive testede, kan møde op uden tidsbestilling, men skal medbringe sundhedskort. Børn under 15 skal være ledsaget af en voksen.

- Vi opfordrer alle elever, ansatte og familiemedlemmer til at møde op og blive PCR-testede, så vi hurtigst muligt kan få gennemført smitteopsporing, og så vi kan få genåbnet skolen så snart, det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Jeanette Rokbøl.

Positiv udvikling i Middelfart Kommune
Generelt er smitten i Middelfart Kommune ikke bekymrende. Her til morgen var ni personer i kommunen smittet de seneste syv dage - svarende til en incidens på 23,2. Derfor omfatter nedlukningen ikke andre dele af Middelfart Kommune.
Heller ingen sogne i Middelfart Kommune er på nuværende tidspunkt i nærheden af at være truede af nedlukning.

28.april 2021