Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Ny Lillebæltsbro med Middelfart i baggrunden

Sådan kan du følge Kronprinsessens besøg til brojubilæet

Når Kronprinsessen onsdag den 21. oktober besøger Middelfart Kommune, er der rig mulighed for at følge besøget. Også selvom corona-situationen betyder, at der skal holdes afstand.

Onsdag eftermiddag besøger Kronprinsesse Mary Middelfart. Besøget er kulminationen på fejringen af Den Nye Lillebæltsbros 50 års jubilæum. Når medlemmer af Kongehuset besøger kommunen, er der tradition for, at rigtigt mange møder op for at se med. Men corona-situationen betyder, at vi ikke kan gøre det på samme måde, som vi plejer. De kendte restriktioner mod større forsamlinger og opfordringerne til at holde afstand er gældende.

Derfor opfordrer Middelfart Kommune til, at man følger onsdagens besøg på en ansvarlig og sikker måde. Det vil sige enten digitalt hjemmefra eller, at man fordeler sig, hvis man vil deltage fysisk.

Dækning på en række platforme

Hvis man vil følge med hjemmefra, så er der god mulighed for det. Blandt andet Fyens Stiftstidende og  TV2 Fyn er blandt de medier, der viser billeder af besøget. Derudover vil der onsdag aften komme opslag på Middelfart Kommunes Facebook og Instagram med billeder fra besøget.

God mulighed for at holde afstand langs havnen

Kronprinsessen ankommer onsdag klokken 16.15 til Gl. Havn. Herfra sejler hun med Aventura langs havnefronten hele vejen til Kulturøen inden der sejles ud mod Lillebæltsbroen. Efter broen er rundet, sejler skibet til Snoghøj, hvor Kronprinsessen går i land i Snoghøj og kører i veteranbil over Lillebæltsbroen.
Den bedste mulighed for en sikker deltagelse er derfor at tage opstilling med god afstand langs havnefronten. Herfra kan man se Kronprinsessen og vinke, når hun sejler forbi. Aventura forventes at sejle forbi havnefronten i tidsrummet omkring 16.30.

Alle tilskuere mindes om at overholde anvisninger, og Fyns Politi vil være til stede i området og sikre, at tingene foregår korrekt. Rent praktisk er der parkeringsforbud  på Gl. Havn onsdag i tidsrummet 12.00-18.00.

F16-fly og redningshelikopter gør dagen ekstra festlig

Fra havnen i Middelfart vil man ligeledes kunne følge med, når en redningshelikopter fra Forsvaret og to F16-fly overflyver Lillebæltsbroen, mens Kronprinsessen er på Lillebælt. Redningshelikopteren vil flyve over klokken 16.40 og de to F16-fly følger klokken 16.45, hvis vejret tillader det.

Flere muligheder for at fejre Lillebæltsbroen

Kan man ikke få nok historier om Lillebæltsbroen, så er der også en række andre ting man kan opleve.
I Middelfartsalen på KulturØen er der fra tirsdag den 20. oktober til og med lørdag den 24. oktober fotoudstilling, ’Brobilleder’. Udstillingen består af 50 fotografier af Den nye Lillebæltsbro, som er taget og indsendt af i alt 15 lokale fotografer. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid, når Middelfartsalen ikke er booket til andre aktiviteter.

På Middelfart Museum er der for tiden en særudstilling om tilblivelsen om Den nye Lillebæltsbro, som også er for børn. Der er gratis adgang til udstillingen på jubilæumsdagen onsdag den 21. oktober.

20.oktober 2020