Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Påskelilje

Kongebroløbet består i en corona-venlig version

Årets Kongebroløb afholdes i nye rammer. Det skyldes det fortsatte forsamlingsforbud på grund af corona-situationen

Den gode stemning, de smukke omgivelser og sjov og sund konkurrence bliver der ikke ændret ved, når startskuddet til Kongebroløbet 2020 lyder den 25. august.

 

Dog bliver løbet afviklet i en mere corona-venlig version på grund af det fortsatte forsamlingsforbud, lyder det fra arrangørerne Lillebælt Halvmaraton, Middelfart Firma og Familie Idræt, Brobygning Middelfart og Middelfart Kommune.

 

Det glæder Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, at det på trods af corona-situationen kan lade sig gøre at samle byen til det traditionsrige løb.

 

- Rammerne for Kongebroløbet er ændret i år, men udgangspunktet for løbet er stadig det samme: Motion, netværk og hygge i vores smukke omgivelser. Så jeg vil opfordre alle virksomheder, foreninger og helt almindelige motionsløbere, naboer og venner til at kridte løbeskoene igen i år. Brug anledningen til at dyrke det lokale fællesskab, til at få frisk luft i lungerne, siger borgmesteren.

 

Hotspots og egne ruter

I stedet for stafet og et fælles start- og målområde for alle, tager løbet udgangspunkt fra byens åbne pladser eller hos den enkelte deltager, løbeklubben, naboerne eller virksomheden. Rundt i byen vil der være hotspots, som man kan løbe igennem eller hen til.

 

Startskuddet lyder den 25. august kl. 17:30. Forinden har deltagerne modtaget en mail med startnumre. Distancerne er på 5 km løb eller 6 km walk. Alle hotspots offentliggøres i god tid inden løbet, så deltagerne selv kan planlægge deres rute.

 

De forskellige hotspots sørger for, at fællesskabsfølelsen, nærværet og netværk med andre stadig er muligt. Ved hvert enkelt spot kan man nemlig - på afstand - vinke til andre løbere, lytte til musik, og der vil være mulighed for at tage en selfie og lægge op på de sociale medier. Undervejs kan hver deltager lægge fotos, små videoklip og resultater op på Instagram ved at bruge #kongebroløbet2020.

 

Når deltagerne er i ‘mål’, kan der nydes lækker mad fra de lokale leverandører. Maden kan hentes hos leverandørerne, inden løbet begynder.

 

Tilmelding og flere informationer om løbet: https://www.sportstiming.dk/event/7245

 

18.juni 2020