Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Påskelilje

Genbrugspladserne åbner igen tirsdag 31. marts

Genbrugspladserne i Middelfart Kommune åbner på tirsdag for private. Der bliver dog adgangsbegrænsninger, så vi anbefaler, at man tjekker vores hjemmeside og Facebook, inden man kører afsted. Indsamlingen af papir, glas og metal startes ligeledes op i slutningen af ugen.

Der blev lørdag givet grønt lys fra myndighederne om, at kommunerne igen kan åbne genbrugspladserne for private fra 31. marts.

”Vi er klar til at åbne alle fire pladser i Middelfart Kommune på tirsdag”, fortæller Morten Weiss-Pedersen, formand for Miljø- og Energiudvalget. ”Pt. arbejder vi på at finde løsninger på de restriktioner, som følger med godkendelsen til at åbne. I løbet af mandag eftermiddag forventer at kunne melde præcist ud, hvordan det kommer til at foregå.”

Vi skal sørge for, at åbningen kan foregå forsvarligt, så vi undgår smittefare. Derfor er det nødvendigt med en eller anden form for adgangsbegrænsning, så der kun kommer til at være relativt få borgere på pladsen samtidig.

”Det bliver derfor ikke alle, der kan komme ind på pladsen den første dag” fortsætter Morten Weiss-Pedersen ”Der bliver pres på, så vi appellerer til at alle, der ikke har et akut behov, venter, så de borgere, der har det største behov, kan komme af med deres affald. Vi skal i fællesskab sikre, at åbningen forløber forsvarligt, så pladserne ikke bliver lukket ned igen. Vi håber på tålmodighed og samarbejdsvilje fra alle – og vi glæder os til at se jer igen – også selvom det bliver med lidt større afstand på pladserne, end vi plejer”, understreger Morten Weiss-Pedersen.

Vores opfordring er derfor: Hold øje med vores hjemmeside og Facebook for konkrete informationer, inden du kører ud på genbrugspladsen.

Vi genoptager indsamlingen af papir, glas og metal

Husstandsindsamlingen af genanvendeligt affald har også ligget stille siden Danmark lukkede ned 13. marts, men fra slutningen af uge 14 starter vi igen med at indsamle papir, glas og metal. Ved boligforeningerne bliver der hentet første gang på torsdag og fra fredag 3. april starter de normale ruter ved husstandene.

29.marts 2020