Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Påskelilje

Forslag til ny udligning: Umiddelbart positivt for velfærden i Middelfart Kommune

I Regeringens forslag til ny udligningsordning hører Middelfart Kommune til blandt de, der vil modtage moderat mere i udligningstilskud.

De underliggende strukturer og langsigtede effekter af Regeringens forslag til en ny udligning er endnu ukendt. Men for borgerne i Middelfart Kommune vurderer borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, at der umiddelbart er grund til optimisme, når man kigger ned i forslaget.

- Det er positivt, at der bliver lagt op til en samlet udligning for hele landet - med én ordning frem for to. Forslaget skal understøtte en bedre velfærd for borgerne, og grundlæggende er det rimeligt, at velstillede kommuner bidrager hertil, konstaterer Johannes Lundsfryd Jensen.

Med forslaget vil Middelfart Kommune fortsat aflevere flere penge, end der kommer retur. Men nettobidraget vil være mindre.

- Samlet set er forslaget positivt for Fyn - også for Middelfart Kommune. Vi går ud fra, at forslaget beror på et grundigt og sagligt forarbejde. Vi kender ikke de præcise tal for Middelfart Kommune. Det er helt afgørende for os, at forslaget ikke gør forskellene større på den længere bane. Det er ligeledes væsentligt, at ændringerne er mærkbare i den borgernære velfærd, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Umiddelbart er hovedforklaringerne på, at Middelfart Kommune ligger i kategorien "moderat mere", at hovedstadsudligningen afskaffes. 

- For at kunne levere ordentlig velfærd i takt med, at der kommer flere ældre og børn, så er det vigtigt, at den demografiske udligning ikke bliver udhulet. Den samlede kommunale økonomi handler om meget mere end udligning. Der udestår stadig svære forhandlinger om den årlige kommuneaftale og aftaler om finansieringen af det nære sundhedsvæsen. I forhandlingerne om kommuneaftalen er det vigtigt, at bloktilskuddet fortsat giver plads til god velfærd for borgerne og dækker de faktiske udgifter, vi i kommunerne har til flere børn og ældre - og at vi rent faktisk får lov til at bruge pengene, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

30.januar 2020