Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Den Gamle Lillebæltsbro

Naturens Dag 2019 i Middelfart Kommune

Naturoplevelserne står i kø, når Naturens Dag søndag den 8. september løber af stablen i Middelfart Kommune. Et hav af aktiviteter spredt over hele kommunen inviterer familier ud i naturen for at opleve den og være aktiv i den.

Igen i år er der lagt op til alverdens oplevelser for både store og små, når Middelfart Kommune for 12. gang slår dørene op til Naturen Dag. Det sker søndag den 8. september. Dagen igennem er der spændende friluftsaktiviteter flere steder i kommunen. Kl. 10 byder Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen velkommen ved Naturcenter Hindsgavl i Middelfart.

Herefter skydes dagen i gang af Kåre og Emil fra Store Nørd, der med deres science show vil vise nogle af de mange videnskabelige forsøg, som man har set dem lave på TV. Showet består bl.a. af nitrogeneksplosioner, ild-tornadoer og et forsøg, hvor en almindelig støvsuger pludselig bliver sjov.

Dagens øvrige aktiviteter vil foregå forskellige steder i Middelfart Kommune: Strib, Brenderup, Kauslunde, Naturcenter Hindsgavl, Føns og Middelfart. Aktiviteterne er arrangeret af kommunen og lokale foreninger og klubber.

En smagsprøve på foreningslivet

Naturens Dag i 2019 byder på mange, gode kendinge. F.eks. vil Kajakklubben ”Strømmen” invitere på roture ved marinaen. Fritidsfiskerne i Føns Vig Jollehavn kommer ind med friske fisk. Der er sejltur med galeasen Aventura fra Gl. Havn i Middelfart. Strib Ro- og kajakklub og spejderne er klar i Strib med aktiviteter på både land og i vandet. Og så har Vesterdal Efterskole arrangeret skattejagt for alle barnlige sjæle ved Naturcenter Hindsgavl.

I år er der også en række helt nye tiltag på programmet. Bl.a. byder Strib Kirke indenfor til Høstgudstjeneste. Og så kan man være med til at plante en folkeskov ved Kauslunde, som en del af ”Danmark Planter Træer”. Men vil også kunne besøge den nye off-grid bydel i Brenderup, og på Brenderup Højskole vil der være familiehygge med bål og høst-tema.

Som noget helt nyt, bliver Naturens Dag er i år udvidet med Naturens Nat. Familier med børn under 13 år vil sammen med spejderne kunne overnatte i det fri - som optakt til Naturens dag.

Udover at vise børn og andre nysgerrige hvilke oplevelser naturen gemmer på, så er håbet også at Naturens Dag vil skabe opmærksomhed om nogle af de foreninger, der findes i lokalområdet. Dagens deltagere vil måske få blod på tanden til f.eks. at dyrke en friluftsaktivitet og melde sig ind i en af de mange klubber eller foreninger.

 

Fakta om Naturens Dag

  • Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne.
  • I Middelfart Kommune koordineres dagen af en styregruppe med repræsentanter fra foreningerne og kommunen.
  • Naturens Dag afholdes flere steder i Danmark. I 2018 deltog ca. 250.000 mennesker i dagen på landsplan.

28.august 2019