Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Den Gamle Lillebæltsbro

22 mio. kr. til at øge folkeskoleelevers forståelse af teknologi

Samarbejdet FabLab@SCHOOLdk mellem Vejle, Kolding, Middelfart og Silkeborg kommuner har modtaget 22 mio. kr. som støtte til folkeskoleindsatsen "Teknologiforståelse gennem design og fabrikation" fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal. Mindst 13.500 elever vil få glæde af indsatsen i perioden 2020-24.

FabLab Middelfart

Endnu flere elever får i fremtiden mulighed for prøve kræfter med innovation, teknologi og digitalisering i Middelfart Kommunes folkeskoler, fx på kommunens FabLab, Makerspace og Protolab. Foto: Middelfart Kommune

- Vi skal sikre, at vores børn og unge bliver kompetente til at leve, uddanne sig og arbejde i en stadig mere digitalisereret verden. Derfor skal eleverne i folkeskolen lære at beherske de teknologier, som omgiver os, så de ikke bliver passive forbrugere af teknologi, men aktive producenter og skabere af og med teknologi, siger Hanne Voldborg Andersen, koordinator for Fablab@SCHOOLdk-samarbejdet.

Borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen, er begejstret for projektet og for støtten fra A.P. Møller Fonden:

- Folkeskolerne har en meget vigtig opgave i at klæde vores unge på til en verden i hastig forandring. Derfor er det fantastisk, at vores elever og lærere nu får væsentlig bedre mulighed for at arbejde med ny teknologi, bæredygtighed og innovation, fx i de FabLab-faciliteter, vi har bygget op i Middelfart Kommune de senere år. 

- Støtten fra A. P. Møller Fonden, og vores partnerskab med de øvrige kommuner, passer rigtig godt sammen med vores strategi for folkeskolen "Fra Middelfartbarn til Verdensborger", som vi investerer millioner i, de kommende år. Her har vi netop fokus på at skabe en mere attraktiv folkeskole for både lærere, pædagoger og elever og på at ruste vores elever til en fremtid og et arbejdsmarked, hvor der bliver stillet endnu større krav til fx teknologiforståelse, digitalisering, designtænkning og løsning af komplekse problemer. 


FAKTA:
Donationen fra A. P. Møller Fonden skal bruges til at udvikle en uddannelse for lærere og pædagoger, som kan tilbydes fra august 2020. Der vil blive uddannet et stort antal lærere og pædagoger, som efterfølgende skal være med til at uddanne egne kolleger gennem professionelle læringsfællesskaber.

FabLab@SCHOOLdk er et projekt, der udvikler undervisning i designtænkning og digital fabrikation og fremmer teknologiforståelse hos lærere, pædagoger og elever. Undervisere kan finde forskningsbaseret inspiration gennem det globale FabLearn netværk.

Projektet udspringer af et forskningssamarbejde mellem kommunerne og Aarhus Universitet 2014-2017. Det danske projekt modtog i 2018 den prestigefyldte, internationale pris "2018 FabLearn Global Excellence - Organizational Leadership Award", som blev overrakt af professor Paulo Blikstein fra Columbia University, USA.

04.november 2019