Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Sabbatår på plejehjem er springbræt til fremtiden

At unge bruger deres sabbatår efter gymnasiet som afløsere på kommunens plejehjem er til glæde for både medarbejdere, beboere og de unge selv. ”De unge giver så meget til vores hverdag”, siger plejehjemsleder.

Sabbat
Plejehjemmene i Middelfart Kommune får hvert år flere ansøgninger fra unge, der har færdiggjort gymnasiet, og som vil bruge et sabbatår som ufaglærte afløsere på et af kommunens plejehjem. Og de ansøgninger bliver der taget godt imod. Et sabbatår som afløser er nemlig en gevinst for både plejehjemmet, medarbejderne, beboerne, de ansatte, og de unge selv, mener leder på Skovgades Plejehjem, Susanne Rønnow Jensen.

- De unge giver så meget til vores hverdag, de kommer og stiller åbne og ærlige spørgsmål, der får os til at stoppe op og tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør, og det er altid sundt. Ens for de unge, vi ansætter, er, at de ønsker - også på sigt - at arbejde med sundhed og omsorg for andre mennesker. Ved at bruge deres sabbatår hos os kan de få et indblik i dagligdagen, få nye kompetencer og lære, hvad der skal til for at arbejde med sundhed og omsorg, siger hun.

På plejehjemmene sætter personalet pris på den energi og spørgelystne tilgang, de unge kommer med. Og alle får noget ud af de unges engagement. Både beboere, ansatte på plejehjemmene og ikke mindst de unge selv.

- Det er godt for dem at kunne skrive på CV’et, og det er godt, at de har den erfaring med sig i deres videre liv - enten til at tage med ind på deres uddannelse eller til at bruge den erfaring og viden til at søge studiejob i en anden by, hvis de nu skal læse i for eksempel Århus eller København. Vi er også så heldige, at flere af vores afløsere fortsætter, mens de studerer eller kommer, når de har fri mellem to semestre samt i deres lange sommerferie. Det er dejligt for så kender vi allerede hinanden. For beboerne er det dejligt med det gensyn, og så kan de jo følge lidt med i de unges liv, siger Susanne Rønnow Jensen, som håber, at endnu flere unge vil bruge deres sabbatår på plejehjemmene i Middelfart Kommune.

- Vi vil gerne opfordre jer unge mennesker, der går og tænker tanker om at bruge jeres sabbatår på en af kommunens lejehjem, til at lade os høre fra dig. Søg det plejehjem, der ligger tæt på din bopæl på Middelfarts kommunes hjemmeside og send os din ansøgning, siger Susanne Rønnow Jensen.

Hun bakkes op af social- og sundhedsassistent, Susanne Krogh Rasmussen, som også sætter pris på de unges arbejde.

 

- At de unge mennesker er interesseret i at arbejde på et plejehjem i deres sommerferie, er en stor hjælp for os, da det betyder, at vi kan holde sommerferie sammen med vores familie med god samvittighed.

 

Hjælp til uddannelse
En af de unge, der har nydt at være afløser, er Louise Limmose Sejbjerg. Arbejdet på plejehjemmet har gjort, at hun nu er helt sikker på, hvilken uddannelse hun vil vælge.

 

- Igennem mit job som afløser, har jeg fået en stor lyst til at udforske branchen mere. Det betyder derfor at jeg er helt afklaret med mit valg af uddannelse, som falder på sygeplejerske. Mit job som afløser har været et lærerigt, siger hun.

 

Men det er ikke kun kommende sygeplejerske, der kan få noget ud af at arbejde som afløser på et plejehjem. Sebine Tinggaard har for eksempel planer om at læse noget helt andet.

- Det gode ved at arbejde på skovgade er, at jeg kan bruge det til min uddannelse som pædagog, fordi jeg har min omgang med mennesker og nogle gange kan prøve nogle af de ting, som jeg har lært i undervisningen. Jeg er blevet udfordret ved, at jeg skulle lære, hvordan social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter arbejder, og nu ved jeg, hvordan jeg kan bruge dem, når jeg engang er færdig, fordi jeg prøvet at arbejde sammen med dem, siger Sebine Tinggaard.

 


Læs mere fra de unge, der er afløsere på Skovgades Plejehjem:

- At være ufaglært afløser på et plejehjem giver mig meget. Både personligt, menneskeligt og vigtigst af alt erfaringer. Desuden har jobbet lært mig at tage et større ansvar.  


I takt med at jeg har lært grundprincipperne i plejen og beboerne af kende, er jeg blevet virkelig glad for at arbejde med mennesker. Den glæde og taknemmelighed, jeg bliver mødt med af beboerne, betyder utrolig meget og giver mig derfor lyst til at tage flere vagter.

Jeg har lært, at der med gode relationer til beboerne skabes tryghed og glæde. Derfor ved jeg, at det hos nogle beboer betyder utroligt meget at læse et citat ved sengelægning eller at lægge lidt puslespil. Jeg tror, at et smil og et kram betyder lige så meget for mig, som for beboerne.

Både fysisk og psykisk bliver jeg udfordret i jobbet, men det har kun givet mig virkelig gode erfaringer, som jeg vil tage med mig videre. 

At arbejde på et plejehjem igennem mit sabbatår betyder desuden, at jeg har sparet mange penge sammen. Jeg er ikke typen som er særlig god til at bruge dem, men det bliver der dog lavet om på, da jeg har turdet drømme om at tage ud af rejse.

At tjene mine egne penge betyder, at jeg har følt mig mere frigjort fra mine forældre, selvom jeg bor hjemme.  

 

Igennem mit job som afløser har jeg fået en stor lyst til at udforske branchen mere. Det betyder derfor, at jeg er helt afklaret med mit valg af uddannelse, som falder på sygeplejerske. Mit job som afløser har været et lærerigt springbræt til fremtiden.”

- Louise Limmose Sejbjerg

 

- Da jeg efter gymnasiet skulle søge et arbejde til mit sabbatår, ville jeg finde et arbejde, der ville give mest mening og erfaring i forhold til mit fremtidige virke som læge og sundhedsfaglig-person.

- Hvad, jeg tit har oplevet, er folk, der har haft dårlige oplevelser med sundhedssystemet grundet nogle lægers manglende forståelse af begrebet empati – og her gav det rigtig stor mening for mig at søge jobbet som afløser på Skovgade Plejehjem. I kraft af mit arbejde har jeg varetaget sygepleje- og omsorgsopgaver der har overskredet grænser, men samtidig modnet mig og rustet mig til at tage et stort ansvar for andre mennesker, deres helbred og livskvalitet.
Det er et givende arbejde, hvor jeg har stiftet bekendtskab med både liv og død og oven i dette har lært vigtigheden af samarbejde mellem faggrupper; hvad end det er SSH, SSA, sygeplejersker og læger. Mine erfaringer har jeg bragt med mig til medicin-studiet i Aarhus, hvor jeg nu drager stor fordel af blandt andet mit kendskab til vigtigheden af god kommunikation”
- Amanda Neldeborg Olsen

 

FAKTA: Sådan bliver du afløser.

Vi søger gode og omsorgsfulde ferieafløsere og tilkaldevikarer til vores 7 kommunale plejehjem rundt om i kommunen.

Du kan søge det plejehjem, der passer dig bedst.

Send os din ansøgning så hurtigt som muligt

– skriv gerne lidt om dig selv og dine eventuelle planer for fremtiden.

Kontakt

I Middelfart:
Fænøsund, Plejehjemsleder Mette Hintsesen mette.hintsesen@middelfart.dk

Fænøsundvænget, Plejehjemsleder Anita Westergaard Andersen anita.westergaardandersen@middelfart.dk

Skovgades plejecenter, Plejehjemsleder Susanne Rønnow: susanne.ronnowjensen@middelfart.dk

I Strib:
Rudbækshøj, Plejehjemsleder LiseLotte Ebert: liselotte.ebert@middelfart.dk

I Nørre Aaby:
Kongshøjcenteret, Plejehjemsleder Jeanett Wraae: jeanett.dorthewraae@middelfart.dk

I Ejby:
Egebo, Plejehejmsleder Marianne Quorning: marianne.quorning@middelfart.dk

I Gelsted:
Gelsted Plejecenter, Plejehejmsleder Dorthe Ejlskov Christensen: dorthe.ejlskovchristensen@middelfart.dk

 

Du må ikke forvente, at du selv kan holde ferie i højsæsonen. Ferie aftaler du med den lokale plejehejmsleder.

Vi glæder os til at høre fra dig!

16.april 2018