Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Mia og naboerne inviterede ældreminister Thyra Frank hjem

Et hjem er der, hvor der dufter af friskbagte boller og hvor den hjemmelavede solbærsnaps med bær fra haven kommer på bordet ved særlige lejligheder. Sådan var det også, da ældreminister Thyra Frank gæstede Egebo Plejehjem i Middelfart Kommune. Her skal plejehjem nemlig være et hjem.

Ministerbilen ankom til Egebo i bidende januarkulde. En stærk kontrast til den varme velkomst, som ventede ældreminister Thyra Frank indenfor hos Mia og naboerne i hus nr. 19.

Thyra Frank 2
  
Vanen tro var der skruet op for den hjemlige hygge i dagligstuen, hvor dagens værter - de ni beboere havde stået for den fine borddækning, og selv valgt, at det fine kaffestel med guldkanten skulle frem til lejligheden. Leder Marianne Quorning havde sørget for friske blomster, og beboerne havde alle været travlt optaget med hver deres bidrag til de hjemmebagte boller og vandbakkelserne. Fløden blev pisket og glasuren kom på ved fælles hjælp. En inddragelse, som er helt central for hverdagen for de ældre på Egebo: 
 
-    Vi vil gerne gøre vores plejehjem til hjem. Det er vi i gang med i hele kommunen efter principperne for Eden Alternative, og her på Egebo er vi kommet langt. Det nye køkken og fællesskabet omkring tilberedelsen af maden er et rigtig godt billede på, at alle kan bidrage. Det dufter hjemligt af god mad, det er hyggeligt og så giver det mere appetit på livet. Og det vil vi have endnu mere af, fortalte borgmester Johannes Lundsfryd Jensen til ældreministeren.


1. april 2018 vil alle plejehjem i Middelfart Kommune have fået lokale køkkener, så duften af god mad kan sprede hygge og appetit hos de ældre.
 
-    Vi inddrager beboerne i de daglige gøremål og aktiviteter sammen med pårørende og frivillige. Det er en af metoderne til at forebygge ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed, når vi arbejder med Eden Alternative. Derfor synes vi også, at Thyra Frank skulle smage den hjemmelavede solbærsnaps, som beboerne her i huset selv har været i haven og plukke bær til og gået og vendt i glas i flere uger, inden den kom på flasker. Den har skabt glæde både i processen og i glasset sådan en dag som i dag, fortæller plejehjemsleder Marianne Quorning.


  
Ældreminister Thyra Frank lyttede. Både til alle tankerne bag det hele, men især til oplevelsen hos beboere, pårørende, frivillige og ansatte, som gjorde et stort indtryk:
 
-    Det var en utrolig positiv oplevelse at besøge Plejehjemmet Egebo. Fra det øjeblik jeg trådte ind, kunne jeg mærke, at her er tale om "et rigtigt hjem" ... Og netop følelsen af hjemlighed er så uendelig vigtig. Vi skal huske på, at vi taler om beboernes sidste hjem, og hver en detalje - lige fra malerierne på væggene til de hjemmebagte boller fra hjemmets nye køkken - er med til at skabe de værdier og trygge, hyggelige rammer, der bør være i hjem. På Egebo værner man om disse detaljer, og det var meget opløftende for mig at høre fra borgmesteren, at alle kommunens plejecentre skal være Plejehjem - med tryk på "hjem", sagde ældreministeren.


 
Og særligt et hjem fik en uventet betydning under besøget. Marie Bøgeholm Andersen, som selv bor i hus nr. 19 havde nemlig forberedt sig ekstra godt til besøget ved at læse Thyra Franks bog. Marie, der altid er blevet kaldt Mia, ville gerne tale med ministeren om bogen. Snakken udviklede sig til et besøg i Mias bolig, der støder op til dagligstuen. Her viste hun sine mange brodderier og håndværk frem til en imponeret Thyra Frank, der sluttede besøget af med en snak i sofaen, en hilsen i bogen og et lille klem.

-    Jeg tager fra Middelfart i sikker forvisning om, at rigtig mange gamle har det godt her og at man som borger i kommunen trygt kan se sin alderdom i møde.

Thyra Frank 1
 
Ældreminister Thyra Frank er i gang med at besøge alle kommuner i Danmark for at samle viden og inspiration fra gode eksempler på ældreområdet. I Middelfart Kommune handlede besøget om arbejdet med Eden Alternative, de nye køkkener på alle plejehjem og gode erfaringer med ældremad, der forebygger underernæring og skaber livskvalitet her i de ældres sidste hjem.

30.januar 2018