Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Den Gamle Lillebæltsbro

Pressemeddelelse: Middelfart Byråd indgår aftale om budgettet for 2019

Et enigt byråd i Middelfart har søndag indgået aftale under overskriften ’De næste broer begynder her’ om Budget 2019-2022.

Dronefoto af begge broer

I Middelfart Kommune er der i disse år en særlig stærk udvikling i antallet af arbejdspladser og borgere. Det giver et godt rygstød i den kommunale økonomi både nu og fremover.

Med aftalen om Budget 2019-2022 sætter Byrådet ambitionerne for de næste broer i udviklingen af Middelfart Kommune. Aftalen indebærer et endnu stærkere fokus på:

  • Investeringer i tiltrækning af endnu flere borgere og arbejdspladser til vores kommune.
  • Investeringer i den løbende fornyelse af kommunens velfærdstilbud med endnu større fokus på udvikling af det enkelte menneske, så endnu flere kan begå sig på det ordinære arbejdsmarked og i den almene skole. Også på det sociale område, hvor langt flere skal støttes i at mestre flere ting, så alle får mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.  

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen glæder sig over den brede aftale, og siger:

”Det er væsentligt, at vi bygger videre på den gode udvikling i Middelfart Kommune. Lige nu er der mange borgere og virksomheder, som vælger Middelfart Kommune til. Den vækst ønsker vi offensivt at understøtte med yderligere investeringer i byggegrunde, nyt boligbyggeri og udvikling af lokalsamfundene, således at vi skaber grobund for, at flere mennesker rykker til vores kommune. Flere borgere giver bedre rekrutteringsmuligheder for erhvervslivet, flere kunder i butikkerne, et bedre grundlag for foreningslivet samt mere liv på skolerne og i børnehaverne. Derudover betyder det en styrkelse af den kommunale økonomi gennem flere indtægter som følge af den øgede aktivitet. På den måde har budgetaftalen positive effekter for vores kommune udover 2019.”

Videre understreger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

”Vi har på mange områder haft succes med at styrke det forebyggende arbejde og gøre en tidlig indsats, så borgernes behov for langvarig hjælp bliver så lille som muligt – til glæde for den enkelte og for fællesskabet.

Med budgetaftalen fortsætter vi med at investere i mennesker, og sætter øget fart på tidlige og målrettede indsatser i forhold til ledige, borgere med handicap og børn, der i dag er i specialtilbud i folkeskolen. Vores ambition er at skabe rammerne for, at borgerne lykkes og får mulighed for at indgå som aktive medspillere i fællesskabet.”

Budgettet for 2019-2022 bliver 1. behandlet af Middelfart Byråd den 17. september 2018

 

Yderligere oplysninger hos

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, 2528 4142

Kommunaldirektør Steen Vinderslev, 6020 5050

09.september 2018