Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Samlet overblik: På middelfart.dk/konfliktok18 samles spørgsmål og svar om mulig strejke og lockout

Lige nu arbejdes der i Middelfart Kommune med at få overblik over de lokale konsekvenser, hvis den varslede lockout og strejkerne bliver en realitet.

Den aktuelle situation med sammenbrud i overenskomstforhandlingerne og varsel om lockout fra den ene side af forhandlingsbordet og strejke fra den anden side giver lige nu travlhed i Middelfart Kommune. Her arbejdes der med at afdække konsekvenserne for alt fra affaldshåndtering til børnepasning og ældrepleje.

- Der er ingen tvivl om, at borgerne i Middelfart Kommune kommer til at mærke det på deres hverdag, hvis det ender med strejke og lockout. Det bliver en svær situation for alle - og jeg tror ikke, der er nogen, der synes, det er ønskværdigt. Men vilkåret ved strejke og lockout er, at der er arbejde, der ikke bliver gjort. Det skal vi igennem på en ordentlig måde - med respekt for processen og alle involverede, siger kommunaldirektør Steen Vinderslev.

Mens de varslede strejker kan træde i kraft fra 4. april, så modtog kommunerne i mandag eftermiddag varslerne om lockout fra KL. Det betyder, at de kan træde i kraft fra 10. april.

- Det, vi lige nu arbejder med - sammen med tillidsrepræsentanterne - er at afklare behovet for nødberedskab. Et nødberedskab er det, vi må sætte i værk, hvis konflikten rammer arbejde, som er livsvigtigt, uopsætteligt og påkrævet for at undgå helbredstruende følger. I sidste uge havde vi fokus på at afklare behovet efter strejkevarslerne. Her havde vi frist på tilbagemelding til KL fredag. Nu går vi i gang med den samme øvelse som følge af varslerne om lockout. Herefter laver KL og de faglige organisationer såkaldte rammeaftaler om nødberedskab - og inden for de rammer laver vi efterfølgende lokale aftaler sammen med tillidsrepræsentanterne. Lige nu står vi altså med en masse ubekendte. Men i praksis er vi nødt til at forberede os. Og det gør vi, fortæller Steen Vinderslev.

I takt med at der kommer overblik over de mulige konsekvenser, så vil Middelfart Kommune løbende opdatere med information til borgere og medarbejdere på kommunens hjemmeside. Det hele samles under www.middelfart.dk/konfliktok18 

- Vi vil gøre vores bedste for løbende at kommunikere det, vi ved - og dele vores viden med alle via kommunens hjemmeside. Men vi kan ikke svare på alle spørgsmål fra dag et. Ud over det, der står på hjemmesiden, så vil der selvfølgelig blive informeret via de sædvanlige kanaler til f.eks. forældre og børn på de enkelte skoler og beboere og pårørende på de enkelte plejehjem, konstaterer Steen Vinderslev.

På hjemmesiden kan du pt. se, hvilke områder der vil blive påvirket af en eventuel strejke, mens der endnu ikke er overblik over områderne, der vil blive ramt af en eventuel lockout.


Kontaktinformation
Kommunaldirektør Steen Vinderslev. Tlf: 6020 5050






14.marts 2018