Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Nyt akut anonymt rådgivningstilbud til borgere i Middelfart Kommune

KRISEHJÆLP, RÅD OG VEJLEDNING: Middelfart Kommune har den 1. januar 2018 åbnet et nyt tilbud om telefonisk akut krisehjælp, og Fyns første onlinechat til krisehjælp i dag- og aftentimerne. Tilbuddet er en sammenlægning af tilbuddet om anonym familierådgivning i Familie- og Ungehuset og krisehjælp via Dit Akuttilbud, som de sidste tre år har kørt som et samarbejde med Fredericia Kommune.

Ringer man på 8888 5454, så får man kontakt til enten Karen Kristensen eller Kirsten Andersen, der begge har mange års erfaring med at rådgive mennesker med ondt i livet

Konflikter i familien, skilsmisse, ensomhed, angst, depression eller bekymring for et familiemedlem kan være årsager til, at man får brug for at snakke med en professionel. Fra årsskiftet har borgerne i Middelfart Kommune kunne få akut krisehjælp både på telefonen fra en erfaren familierådgiver med mulighed for tre efterfølgende anonyme samtaler. For de unge er der også hjælp at få fra en erfaren ungekonsulent på Fyns første online chat.

Borgmester Johannes Lundsfryd fortæller:

- Alle mennesker kan få brug for hjælp også udenfor almindelig åbningstid. Med Byrådets beslutning om at åbne Akut Anonym Rådgivning har alle – både unge, ældre og familier – fået en livline, når tanker og følelser bliver svære. Det giver en mulighed for at komme videre, få lavet en kriseplan så livet ikke føles så uoverskueligt.

Et tilbud tættere på
Middelfart Kommune har i tre år kørt et succesfuldt projekt om akut rådgivning for voksne i samarbejde med Fredericia Kommune, som har hjulpet omkring 600 borgere. Da projektet udløb til årsskiftet, har Middelfart Byråd valgt at oprette et nyt lokalt tilbud tættere på borgerne i Middelfart. Tilbuddet er lagt sammen med den eksisterende åbne anonyme rådgivning, som mange kender fra Familiehuset.

Chef for Familie og Forebyggelse Jørn Nielsen forklarer:

- Hvert år får ca. 100 familier hjælp i den åbne anonyme rådgivning fra vores Familiehus. Hjælp til at komme videre efter fx skilsmisser, mistrivsel, konflikter eller andre problemer, som ødelægger hverdagen. Nu udvider vi målgruppen til alle borgere. Der kan fx være et ældre menneske, som er ensom eller et ungt menneske, der oplever mobning eller har brug for et råd omkring dilemmaer i sit liv. Med Akut Anonym Rådgivning får vi muligheden for at hjælpe, uanset hvornår livet slår en kolbøtte.

- Med det nye tilbud styrker vi Middelfart Kommunes forebyggende arbejde for alle aldersgrupper. Det er helt centralt for os så tidligt som muligt at hjælpe kommunens borgere så de igen bliver i stand til ”at sidde for bordenden i eget liv” … også når det bliver svært.

Telefonnummeret 8888 5454 har været åben siden 1. januar 2018 i tidsrummet kl. 13.00 – 22.00 på hverdage og 14.00 – 22.00 i weekenderne. Tilbuddet er gratis og helt anonymt og der er mulighed for at lave en kriseplan, hvis det er nødvendigt.  Hvis der er behov for det, er der mulighed for at have tre samtaler med en rådgiver.

Rådgivning går online
Med Akut Anonym Rådgivning åbner Middelfart som den første kommune på Fyn en online chat, for at hjælpe unge som står i en livssituation de ikke helt kan overskue. I første omgang én dag om ugen. Vibeke Qvist Kring, teamleder i Familiehuset, fortæller:

- Vi har manglet et uforpligtende tilbud til de unge, som er let at bruge. Med chatten og telefon rådgivningen, har de unge flere muligheder for at få hjælp, hvis angsten truer eller mor og far skændes. Her er en livline til de unge, som andre tilbud måske ikke appellerer til på samme måde.

Chatten er åben hver tirsdag fra kl. 15.00 -18.00. Den åbner den 16. januar 2018 og kan findes på www.cyberhus.dk/middelfart.

Brevkasse, der kan hjælpe andre unge
Ud over den direkte chat er der også en brevkasse, som de unge kan skrive ind til på mail Der bliver svaret inden for 10 dage. Spørgsmålene og svarene vil herefter kunne læses af andre.
Erfaringer fra andre kommuner viser, at vi kan forvente at omkring 800 unge fra hele landet vil klikke ind og læse spørgsmål og svar.

FOTO:
Venlige stemmer med stor erfaring klar ved telefon og taster.

Ringer man på 8888 5454, så får man kontakt til enten Karen Kristensen eller Kirsten Andersen, der begge har mange års erfaring med at rådgive mennesker med ondt i livet.

 

15.januar 2018