Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Når samtalen er vejen videre

"4Kløveren" hedder Middelfart Kommunes nye åbne tilbud om personlig og anonym rådgivning til mennesker, hvor hverdagen er blevet uoverskuelig.

4kløveren

"4Kløveren" hedder Middelfart Kommunes nye åbne tilbud om personlig og anonym rådgivning til mennesker, hvor hverdagen er blevet uoverskuelig. I lokalerne i Teglgårdsparken ligger 4Kløveren, som er Fyns eneste tilbud af sin slags, som ikke er placeret på et døgntilbud. 4Kløveren har haft godt 100 henvendelser siden 1. marts 2018, der har resulteret i en snak og hjælp til at komme videre med livet - uden at man behøver være en sag i systemet.

Der er kaffe på kanden, en udstrakt hånd og et par venlige øjne, når man træder ind ad døren hos 4Kløveren i Teglgårdsparken 17 i Middelfart. Her bor Middelfart Kommunes nye tilbud til mennesker, der har brug for støtte til at komme videre i livet - og helst uden, at kommunen skal blande sig for meget:
 
- "Her hos os er den forebyggende tankegang altafgørende. Tilbuddet er for alle borgere i Middelfart kommune, der ikke oplever at kunne løse deres udfordringer selv, og vi oplever allerede nu at kunne hjælpe med både stort og småt. Hensigten er at gribe borgerne i tide, så en evt. senere indsats minimeres. Mennesker ønsker som udgangspunkt ikke at være en sag i kommunen, hvis de kan blive fri", udtaler Jeannette G. Lorentzen, afdelingsleder af 4Kløveren.
 
Baggrunden for et besøg hos 4Kløveren kan være alt fra angst, depression og ensomhed til ubetalte regninger og manglende overskud til at få lavet de rigtige aftaler til at få hjælp. Socialpædagog Heidi Elmkjær fortæller:
 
-  "Vi er blevet taget godt imod og oplever at gøre en forskel for de mennesker, der kommer her. Det er tydeligt at mærke, det er den enkeltes eget ønske om forandring, der er i fokus. Derfor er det en kæmpe tilfredsstillelse som fagperson at kunne støtte op om den proces".
 
Og netop hjælp til at komme videre er formålet med tilbuddet, som skal forebygge og støtte mennesker i selv at sætte sig for bordenden i deres eget liv, og helst inden man fx bliver patient i det psykiatriske system eller får brug for hjælp fra kommunen.

Hjælp til dem, der vil
4Kløveren er et frivilligt og uforpligtende tilbud om rådgivning, der blot kræver, at man selv møder op. Til gengæld, så står døren åben på hverdage fra kl. 10-13, og til kl. 14 om torsdagen. Forandringen starter hos den enkelte og ønsket om at tage ansvar for sit eget liv er midlet til at komme videre:
 
-  "Man skal ikke gøre andet end at komme ind ad døren, det er et godt skridt på vejen til at få det bedre. Så snakker vi om resten", fortæller Heidi Elmkjær.
 
Hun (i midten af billedet) og hendes kollegaer Annette Vinge (tv.), ergoterapeut og Kristine Schousen (th.), sygeplejerske oplever, at samtalen og vejledningen ofte er nok hjælp til at komme videre:
 
- "Folk kommer typisk med det, som hjertet er fuldt af. Det kan være ensomheden og angsten, regningerne, som de ikke kan overskue at få betalt eller, at det hele bare er blevet for meget. Så taler vi om det og så får vedkommende luft for tanker og følelser. Det er også det, vi i fagsprog kalder at 'ventilere'".
 
Efter nu at have eksisteret i tre måneder, så kommer der i gennemsnit 3 mennesker ind ad døren om dagen, og en samtale varer typisk omkring en times tid, før hjertet er lettet og der er mod på selv at arbejde videre med at få det bedre.
 
Nogen gange ender en snak med en henvisning til andre tilbud.  4Kløveren har et stort ønske om at samarbejde med andre eksisterende tilbud, både private, kommunale og frivillige, så mennesker med brug for støtte oplever sig bedst hjulpet.
 
Forebyggelse og støtte til selv at komme videre i sit liv er rigtig vigtigt, mener borgmester Johannes Lundsfryd Jensen:
 
- "Vi har oprettet 4Kløveren for at støtte vores medmennesker, der står i en sårbar situation, til fortsat selv at kunne tage ansvar for deres liv. Derfor er dejligt at høre, at de fleste besøgende allerede her tre måneder efter åbningen får god hjælp til at komme videre på egen hånd. Det er vigtigt at få hurtig hjælp, så man ikke bliver alvorligt syg. Hos 4Kløveren er der ingen ventetid, kun en åben dør og kaffe på kanden".
 
Hvis medarbejderne i 4Kløveren vurderer, der er brug for mere hjælp, så guider de videre til det rigtige tilbud om hjælp.
 
4Kløveren holdte officiel åbningsreception for samarbejdspartnere den 14. juni lokalerne i Teglgårdsparken 17 i Middelfart.
 
Fakta om 4Kløveren
4Kløveren åbnede 1. marts og har haft ca. 100 henvendelser med behov for rådgivning. Det nye er, at man ikke skal vurderes eller visiteres til tilbuddet, men bare kan gå direkte ind fra gaden, når behovet opstår.
 
Det er muligt at få støtte til mange ting fx:
 
- At klare din hverdag
- At få overblik over dine pengesager
- At håndtere stress og svære følelser
- At få større overblik i hverdagen
- At søge bolig
- At være pårørende
- At håndtere ensomhed
- At opnå et mere selvstændigt og
meningsfyldt liv
- At få kontakt til foreninger
- At skabe relationer
- At skabe en god overgang fra 4Kløveren til evt. næste tilbud.
 
Det er også muligt at ringe og maile til 4Kløveren.
Læs mere på www.middelfart.dk/4kløveren

19.juni 2018