Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Kæmpe folkefest: Middelfart fejrer demokratiet

Den 12. juni er det 100 år siden, at Middelfart Kommune fik sin første folkevalgte borgmester. Det blev begyndelsen på det demokratiske kommunestyre, og det skal fejres. Derfor afholder Middelfart Kommune den 12. juni i år stor folkefest med masser af underholdning, mad, debat og aktiviteter. Alt sammen i demokratiets navn.

Nytorv fejring
Som en af de allerførste kommuner i landet fik Middelfart den 12. juni 1918 sin første folkevalgte borgmester. Det blev begyndelsen på det demokratiske kommunestyre, og derfor afholder Middelfart Kommune den 12. juni i år en kæmpe folkefest, som skal hylde demokratiet. Vi kalder det Demokratiets Festdag.

- Den demokratiske styreform er menneskets bedste opfindelse. Demokrati er ikke bare det at stemme til et valg. Det er også daglige diskussioner om vores fælles liv og fremtid. I Middelfart har vi været forgangsmænd for demokratiet, og det skal vi selvfølgelig fejre, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

På dagen vil Nytorv og rådhuset blive forvandlet til en scene med et hav af aktiviteter, underholdning og oplevelser - alt sammen med demokratiets som tema. Lokale foreninger vil arrangere aktiviteter, der vil være mad fra lokale restauratører, og så vil der være rig mulighed for at diskutere demokrati og politik og overvære debatter om demokratiet mellem både lokal,- regions,- og landspolitikere.

En af de store debatter vil foregå på Skype direkte fra Strasbourg, hvor de tre medlemmer af europaparlamentet Christel Schaldemose (S), Morten Messerschmidt (DF) og Bendt Bendtsen (K) vil debattere et Europæisk perspektiv på lokaldemokratiet og dilemmaer mellem lokale, nationale og europæiske beslutningsorganer.

En dag i demokratiets tegn

Med inspiration fra Folkemødet på Bornholm vil fejringen af 100-året for demokrati i Middelfart Kommune bestå af en alsidig palette af aktiviteter med demokratiets som centrum. Derfor vil der blandt andet være paneldebatter, hvor der bliver sat fokus på lokale problematikker, og hvor du har mulighed for at tage del i demokratiet og fortælle, hvad, du synes, er vigtig at gøre noget ved i kommunen.

Men demokrati er jo meget mere end politiske diskussioner og debatter. Demokrati er også fællesskab. Fællesskab i foreninger, i sportsklubber og på musikskolen. Derfor kan du forvente musik, underholdning og aktiviteter, der på hver sin måde viser en side af demokratiet.

En helt særlig dag

Da Ehlert Nielsen i 1918 blev den første folkevalgte borgmester i Middelfart Kommune, blev han samtidig en af de første folkevalgte borgmestrer i hele landet. Middelfart Kommune var på den måde forgangskommune for demokratiet.

I Danmark spiller det kommunale selvstyre en stor rolle i demokratiet, og netop derfor er denne dag vigtig at fejre. Alle i Middelfart inviteres til en dag, hvor du bliver oplyst og underholdt, men i endnu højere grad også er medbidragsyder og medskaber af en demokratisk proces.

- Vi mærker demokratiet tydeligt hvert fjerde år, når vi skal stemme, men demokratiet er meget mere end det. Det er også en daglig dialog om at udvikle vores samfund, og her spiller foreninger af alle karakterer en vigtig rolle. Foreninger, virksomheder, medarbejdere, borgere og byrådsmedlemmer spiller alle en central rolle i det lokale demokrati, og jeg håber, at denne festdag kan være med til at holde det i hævd, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Det hele løber af stablen den 12. juni, og programmet for dagen vil løbende blive afsløret på www.middelfart.dk og på www.facebook.com/middelfartkommune

Vi glæder os til at se jer.

Demokrati – Det vi er fælles om.

Yderligere oplysninger:

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, 8888 5500

Kommunikationsmedarbejder, Kasper-Emil Tornfeldt, 8888 5014

08.maj 2018