Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Borgmester i telt på folkemødet: Mere nærdemokrati og grøn omstilling, tak!

Middelfart Kommunes borgmester Johannes Lundsfryd er taget til folkemødet for at sætte fokus på grøn omstilling og borgerinddragelse. Det sker i forskellige debatter og med base i sit telt på solskinsøen Bornholm.

Borgmester Johannes Lundsfryd diskuterer grøn omstilling

- I Middelfart Kommune har vi taget syvmileskridt og mere end halveret vores CO2-udledning siden 2008. Den erfaring vil jeg gerne dele ud af til beslutningstagere i andre kommuner, regioner og hos regeringen.

Den grønne omstilling spiller en stor rolle i Middelfart Kommune, som i år havde hele 6 projekter på Real Danias 'Klima 100 liste'. Senest, er det nye bæredygtige rådhus kronen på værket. Og borgmesteren er rejst til Bornholm med en opfordring:

- Jeg synes, vi som beslutningstagere skal have modet til at træffe de rigtige beslutninger for klimaet. Det handler blandt andet om at satse på energibesparelser i bygninger, som er en af de helt store klimasyndere. Her er et kæmpe potentiale, som vi skal turde udnytte. Både lokalt i kommunerne, men også nationalt -  og ved at understøtte, at den almindelige boligejer af et hus fra 50'erne med oliefyr også får lettere til grønne alternativer.

Middelfart Kommune har siden 2010 energirenoveret over 100 offentlige bygninger og gadebelysningen efter ESCO-princippet, hvor en privat leverandør går ind og garanterer en energibesparelse ved en energirenovering. Så betales selve renovering med besparelsen på energiregningen uden, at det koster skatteborgernes penge.

Rådhuset i Middelfart, der blev indviet 1. september 2017 er bygget efter 2020 standard og siden åbningen har rådhuset leveret overskudsvarme til Middelfart Midtby, og genereret strøm til bygningens eget klimaanlæg fra 700 m2 solceller på taget. Kantinens madaffald laves til naturgas og samlingen af hele administrationen på én matrikel sparer årligt kommunen for 5 mio. kr. i form af lavere energiforbrug og kørsel mellem de gamle rådhuse.

Mere borgerinddragelse, tak.

Nærdemokrati og borgerinddragelse er borgmester Johannes Lundsfryds anden eksportvare til Bornholm. Middelfart Kommune har gode erfaringer med at styrke nærdemokratiet igennem konkrete indsatser. Og det mener borgmesteren, at alle kommuner kan blive bedre til:

- Kommunen er os, det bor her. Derfor er der meget mere udvikling og drivkraft i at skabe udviklingen sammen, og på et niveau, hvor alle har mulighed for at byde ind.

Senest har Middelfart Kommune inviteret medborgerne ind i udviklingsprojekter både i det rekreative område Staurby Skov og udviklingen af Middelfart Marina. Også på velfærdsområderne er pårørende og brugere en vigtig medspiller, fx når kommunen udvikler tilbud til borgere med demens eller deres pårørende.

Borgmesteren glæder sig over den store lyst til at drøfte fremtidens fællesskaber på folkemødet:

- Middelfart Kommune kan også lære meget af andre kommuner og interesseorganisationer. Lige nu skyder mange spændende projekter op med borgerinddragelse i hele landet. Dem kan vi helt klar lære noget af i Middelfart Kommune også.

Johannes Lundsfryd trækker teltpløkkerne op, når folkemødet slutter søndag. Hjemme i Middelfart Kommune er der måske kommet en god ide eller to med hjem, der skal drøftes med det øvrige byråd.

Fakta om Middelfart - den grønne vækstkommune:

Middelfart Kommune udleder mindre og mindre C02 fra bygninger og gadebelysning. Det viser kommunens klimarapport fra 2017. Rapporten dokumenterer, at Middelfart Kommune i 2017 udledte blot 2008 ton CO2. Det kan måske lyde af meget, men sammenligner man med 2008 bliver forskellen markant.

I 2008 udledte Middelfart Kommune 5010 ton CO2 fra varme, el og gadelys. Der er altså sket en reduktion på hele 59,9 procent siden 2008. Årsagen er brugen af ESCO-modellen til energirenovering.

Kontakt:

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, johannes@middelfart.dk, tlf.: 2528 4142.

17.juni 2018