Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Ditte og Trine skal få flere til at tage en social- og sundhedshjælperuddannelse

ET JOB MED MENING: Det kniber med at få ansøgere til 8 elevstillinger til social- og sundhedshjælperuddannelsen, derfor har Middelfart Kommune allieret sig med to erfarne ambassadører i faget.

Der bliver flere ældre at passe og færre hænder til at udføre opgaven, hvis ikke flere søger ind på social og sundhedsuddannelserne. Lige nu mangler Middelfart Kommune 8 elever til social og sundhedshjælperuddannelsen. 

- Der er ansøgningsfrist den 15. maj og indtil videre har interessen ikke været overvældende, fortæller uddannelseskoordinator Lis Rasmussen fra Middelfart Kommune, der søger 8 elever med start 1. september 2018.

Og netop den manglende interesse har fået Lis til at lede efter hjælp til at skabe opmærksomhed omkring kvaliteterne i social- og sundhedshjælperjobbet. Heldigvis, så var Ditte og Trine fra Hjemmeplejen friske på at stille op til kamera og citat. De to kvinder er nemlig rigtig glade for deres job og det er der en særlig grund til.

Ditte Krefelt fortæller:

- Du skal blive social- og sundhedshjælper, hvis du gerne vil arbejde med mennesker. Førhen har jeg arbejdet i butik og hos Posten (Post Danmark), men så læste jeg til social- og sundhedshjælper og det gav liiiige det der ekstra.

Kollegaen Trine Stage Pedersen supplerer:

- Jeg har været social- og sundhedshjælper i 8 år og tog uddannelsen, fordi jeg gerne ville arbejde med mennesker. Du skal læse social- og sundhedshjælper, hvis du gerne vil gøre en forskel for andre og have noget igen.

Begge kvinder lægger særligt vægt på den glæde, der er ved at gøre en forskel for andre i jobbet som social- og sundhedshjælper, og det overrasker ikke uddannelseskoordinator Lis Rasmussen:

- Vi vil gerne sætte fokus på den arbejdsglæde, der er i at arbejde med mennesker og den forskel, man gør hver eneste dag ude i første række hos borgerne. Derfor er det bare rigtig dejligt, at det netop er den oplevelse, som Ditte og Trine gerne vil stå frem og dele. Jeg er sikker på, at de vil inspirere flere til at søge ind – både helt unge mennesker og voksne, som enten vil skifte fag eller er ledige.

Ditte og Trine medvirker i en film til kommunens facebook og nu håber Middelfart Kommune på, at deres arbejdsglæde smitter andre, så de får mod på at søge ind.

- Jeg håber også vores andre dygtige social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i Middelfart Kommune vil dele filmen, slutter Lis Rasmussen.

Stillingerne kan søges via kommunens hjemmeside middelfart.dk/job, der er ansøgningsfrist 15. maj 2018. Interesserede er velkomne til at ringe til uddannelseskoordinator Lis Rasmussen på tlf. 8832 4407 – eller endnu bedre send hende en mail på lis.rasmussen@middelfart.dk så ringer hun dig op.
Omkring 20. maj 2018 slår Middelfart Kommune også 9 nye social og sundhedsassistentelev-stillinger op, så hold øje med hjemmesiden www.middelfart.dk/job.

Fakta om uddannelsen:

Som social- og sundhedshjælper lærer du med hovedet og hænderne i en vekseluddannelse med normalt 17 ugers skoleundervisning og 43 ugers praktikuddannelse. Uddannelsen varer normalt 1 år og 2 måneder, og så får du løn under hele forløbet.

Du arbejder i første række enten i borgerens eget hjem eller på et plejehjem. Det kan være med praktiske opgaver som hjælp til at navigere i det digitale Danmark, vaske tøj eller gøre rent. Det kan også være hjælp til personlig pleje, så det enkelte menneske kan få en dagligdag med mest mulig værdighed og kvalitet.

Som social- og sundhedshjælper skal du også være dygtig til at observere ændringer hos de mennesker du hjælper. Du skal f.eks. lægge mærke til, hvis der sker ændringer i deres sundhedstilstand. Altså, skal du vide noget om tegn på demens, parkinson og andre sygdomme, der mest rammer ældre mennesker. Du skal også vide noget om hygiejne, velfærdsteknologi, kommunikation, rehabilitering, aktiviteters betydning og meget mere for at blive en dygtig social- og sundhedshjælper.

Ansøgningsfrist 15. maj 2018. Ansøg på www.middelfart.dk/job  og læs mere om uddannelsen på www.sosufyn.dk



04.maj 2018