Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Den Gamle Lillebæltsbro

Bliv en del af Styregruppen for Bæredygtig byudvikling i alle lokalsamfund

Brænder du for udvikling af vores stærke lokalsamfund i Middelfart Kommune? Kan du hjælpe med at styre og inspirere processen, som en af 3 borgere i en styregruppe? Så send os et par ord om dig selv.

Med Byrådets indsats for ”Bæredygtig byudvikling i alle lokalsamfund – 2025” ønsker vi at styrke det tætte samarbejde med lokalsamfundene gennem en indsats, der fokuserer på bæredygtig byudvikling af kommunens byer, landsbyer og lokalområder.

Målet er opstart på udviklingsprocesser i alle lokalsamfund i løbet af de næste par år. Lokale borgere, virksomheder, foreninger og lokaludvalg kommer i samarbejde med kommunen til at arbejde med en konkret plan for bæredygtig udvikling af deres by eller landsby med afsæt i stedets kvaliteter og potentialer.

Styregruppe
I styregruppen får du selskab af 2 øvrige borgerrepræsentanter, borgmesteren (formand), 3 byrådsmedlemmer og 3 fra kommunens direktion. I har sammen opgaven med den overordnede koordinering af udviklingsarbejdet på tværs af lokalsamfundene.

Udover styregruppen vil der senere blive nedsat bredt sammensatte lokale udviklingsgrupper i hvert enkelt lokalsamfund.

Vi søger 3 borgere til styregruppen
Hvis du vil være én af de tre borgere i styregruppen - så kan du være borger i kommunen, virksomhedsejer, foreningsaktiv eller komme fra en organisation. Det vigtigste er, at du kan bidrage aktivt til en god proces for bæredygtig udvikling af lokalsamfundene i Middelfart Kommune.

Vi søger derfor nogen, der sammen med andre vil bidrage til gode og energiskabende processer i styregruppens arbejde, og:

  • har konkret erfaring med gennemførelse af lokal udvikling og er rundet af lokalsamfundsarbejde
  • har bidraget til at udvikle og styrke sociale fællesskaber, f.eks. gennem bestyrelsesarbejde i foreningslivet
  • er engageret i stærke sociale fællesskaber og har et godt og bredt netværk
  • er god til at kommunikere på mange kanaler og vil være ambassadør for en bæredygtig byudvikling.

Vi ønsker en styregruppe, der spænder bredt og er sammensat med forskellige styrker, og vi vælger blandt interesserede borgere i forhold til dette.

Læs mere om tankerne for indsatsen på Middelfart Kommunes hjemmeside: Bæredygtig byudvikling i alle lokalsamfund - 2025

For spørgsmål kontakt kommunaldirektør Steen Vinderslev (efter d. 30/7) på tlf. 8888 5050 eller Vibeke Nørby (efter d. 25/7) på vibeke.norby@middelfart.dk eller tlf. 8888 4798.

Vi skal have din ansøgning med oplysninger om dig og din baggrund senest den 17. august 2018. Send din ansøgning til vibeke.norby@middelfart.dk

10.juli 2018