Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Nyt vinterbad markerer første del af plan for Middelfart Marina

MIDDELFART MARINA: Nyt vinterbad med badebro, sauna og omklædningsrum indvies fredag den 10. november kl. 15.30. Vinterbadet er første skridt i realiseringen af marinaplanen, der skal skabe mere liv i vinterhalvåret på Middelfart Marina.

Sauna

Er du vinterbader eller drømmer om at blive det, så kom og vær med til indvielsen af de nye vinterbadefaciliteter ved Middelfart Marina fredag d. 10. november 2017 kl. 15.30.

Middelfart Byråd har som et led i marinaplanen skabt vinterbadefaciliteter i form af ny badebro, sauna og omklædningsrum på Middelfart Marina. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen indvier sammen med andre modige byrådsmedlemmer faciliteterne med en tur i vandet. Alle er velkommen til at være med og skal blot møde op på molen i marinaen.

- Middelfart Marina er en perle i sommerhalvåret, hvor både fastlæggere og sejlere fra hele verden nyder havnen fra vandsiden. Det er også den tid på året, hvor flest turister og kommunens egne borgere bruger stranden og udenoms arealerne. Det liv vil vi gerne skabe mere af hele året, og her er vinterbadning en oplagt aktivitet, der er efterspurgt, udtaler borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Vinterbadefaciliteter har nemlig været højt på ønskelisten for fremtidens marina, og blev nævnt i både høringssvar og på borgermødet op til vedtagelsen af planen 8. maj 2017.

Vinterbadet er i første omgang midlertidigt og består af en nye badebro, en mobil sauna og omklædningsfaciliteter. Så selvom det er første tegn på realiseringen af den 24 sider lange udviklingsplan for marinaen, så er tanken, at der om nogle år kommer blivende vinterbadefaciliteter i det kommende formidlingshus, som også er en del af planen.

Vinterbadet med omklædningsfaciliteter er åbent dagligt fra kl. 6.00-20.00. Saunaen har plads til 8 personer ad gangen, og vil som udgangspunkt være tændt i tidsrummet fra kl. 6.00-10.00 og igen fra 15.00-20.00. Der er ikke mulighed for bad, da en udebruser vil fryse til vintermånederne, men der er to omklædningsrum. Et til damer og et til herrer.

Arbejdsgrupper arbejder på fuld tryk
Byrådet har nedsat to arbejdsgrupper, som en del af realiseringen af den øvrige marinaplan. De er lige nu er fuld gang med at finde løsninger for infrastrukturen og de rekreative områder på marinaen. Deltagerne i arbejdsgrupperne er helt centrale medspillere i at få lavet et konkret oplæg til byrådet på, hvilke projekter i planen, som skal realiseres. Et samlet oplæg, som forventes at skulle præsenteres i marts 2018.

26. juni 2017 blev ny lokalplan sendt i høring, som forventes godkendt ultimo 2017. Indvielsen er planlagt til oktober 2018.

Vinterbad som forening
På fredag deler Middelfart Kommune flyers ud til indvielsen for at tiltrække nye medlemmer til den forening, som man ønsker skal drive det nye vinterbad. Har man allerede nu lyst til at bidrage til, hvordan vinterbadet skal drives fremover, så er det muligt at tilmelde sig et informationsmøde om emnet. Mødet foregår
Torsdag den 23. november 2017 kl. 17.00 på havnekontoret i Middelfart Marina.
På mødet deltager repræsentanter fra kommunen. Tilmelding til mødet kan ske til tina.karstensen@middelfart.dk eller på tlf. 88 88 48 03.

Om Middelfart Marinaplan - hele kommunens marina
Middelfart Marinaplan er næste skridt i byrådets vision - "Broerne begynder her". Byrådet har ønsket at udvikle Middelfart Marina sammen med nuværende og kommende brugere til at blive hele kommunens marina og gøre området mere attraktivt og alsidigt. Så det udvikles til et stærkt aktiv for turisme, erhverv og events, samtidig med, at marinaens brugere og kommu-nens borgere får en mere attraktiv marina. Gennem lokalplanlægning for området skal der gives nye muligheder for byggeri og aktiviteter i respekt for det eksisterende havnemiljø.

Der er i 2016, 2017, 2018 afsat 15 mio. kr. til indsatsen. De 15 mio. kr. er fordelt på 1 mio. kr. i 2016, 6 mio. kr. i 2017 og 9 mio. kr. i 2018.

Middelfart Marina er i dag et attraktivt turistmål for gæstesejlere fra hele verden. Marinaen huser udover bl.a. havnekontor, sejlsportsklubber, restaurant, pizzeria/kiosk også Match Racing Denmark, som trækker sejlsportsevents i verdensklasse til området. Man kan læse Middelfart Marinaplan på hjemmesiden www.middelfartmarina.dk  

Kontakt:
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen. Tlf.: 2528 4142
Trafik og vejchef Uffe Høybye. Tlf.: 8888 4890

09.november 2017