Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

Design i verdensklasse transformerer KulturØen i Middelfart til Fristelsernes Ø

KulturØen på havnefronten i Middelfart har fået sat streg under 'kultur' med helt ny indretning af den internationalt anerkendte designer Rosan Bosch. Designet er kendetegnet ved specialdesignede multifunktionelle møbler, som indbyder til anderledes og innovative læringssituationer. Den nye indretning smelter husets mange funktioner sammen i et stort oplevelsesrum. Den nye ø indvies fredag den 19. august.

KulturØens nye fælles betjening og cafe

KulturØen strækker sig ud i Lillebælt med udsigt til begge broer. Den arkitektonisk flotte bygning gemmer i disse dage på en fantastisk hemmelighed - et nyt redesign i verdensklasse. Fremover vil gæsterne f.eks. kunne møde et akvarium mellem bøgerne og 'skattekister', en 'oase', et 'bjerg', en 'inspirationsø', et 'gaming-område' og et 'sneglehus' - alle farvestrålende møbler, som kalder på små og store gæsters nysgerrighed.

"Et besøg på biblioteket eller en tur i biografen bliver aldrig det samme igen," siger borgmester Steen Dahlstrøm, og fortsætter:

"KulturØen er skabt til at være hele kommunens kulturhus. Med det nye design rykker vi op i superligaen, når det gælder rammer for kultur og oplevelser for vores borgere og gæster. Det både kan og skal vi være stolte af."

KulturØen er et hus, der kombinerer flere forskellige aktiviteter på et sted - bibliotek, turistinformation, biograf, konferencerum, restaurant og café. En gennemgribende re-programmering af KulturØens arealer og implementeringen af et nyt identitetsskabende design, danner i dag ramme om et forbedret samarbejde i huset. Fordi de nye rumlige rammer inspirerer personalet til at formidle og tematisere den viden, som de ligger inde med på tværs af de forskellige institutioner i huset. KulturØens indhold vil fremover være dynamisk og skiftende, samtidigt med at de besøgende ubesværet kan navigere mellem de mange spændende kulturtilbud i huset.

Fælles vilje til fornyelse
Øens beboere har i høj grad været ildsjælene, der har sat Middelfart på landkortet som en af de mest fremsynede byer inden for tænkning om fremtidens bibliotek og kulturhus. Projektet er opstået, fordi KulturØens ledelse i højere grad har ønsket at skabe synergi bag med et mere udstrakt og fokuseret samarbejde, der samtidig skaber en større grad af fælles identitet imellem de forskellige aktører i huset. Målet er at udfordre og inspirere børn og voksne til leg og læring på nye og fantasifulde måder.

"KulturØens virksomheder har lyttet til borgernes og de besøgendes ønsker og drømme om, hvad det moderne kulturhus kan give af oplevelser, god gastronomi, plads til fordybelse, samtaler og overraskelser, plads til nysgerrighed, lære-, lege- og læselyst for små, store og ældre. Designeren har fanget drømmene og visionerne - og givet dem form, farver og udtryk. Det har været en vild og spændende forandringsproces, og resultatet er overvældende," udtaler formand for Børn, fritids og kulturudvalget Lars Vigsø

Det er den internationalt anerkendte kunstner og designer Rosan Bosch, der har forvandlet KulturØen til et nutidigt og innovativt bibliotek og kulturhus i verdensklasse. Rosan Bosch Studios designteam har fokuseret på at skabe fantasifulde mødesteder, som tiltrækker mennesker og skaber liv med plads til aktiviteter, inspiration og interaktion.

"Byen har fået et kulturhus med fristelser til alle aldersgrupper. Et slaraffenland af aktivitetstilbud, hvor rammens indhold er dynamisk og evigt skiftende og som inviterer til interaktion og udfoldelse i en samlet og overlappende helhedsoplevelse, støttet op af husets forskellige aktører," siger Rosan Bosch.

KulturØen åbner den 19. august og programmet kan ses her.

FAKTA

KulturØen - en del af byrådets vision
Ombygningen af KulturØen af en grundpillerne i byrådets indsats Kultur og Event, som lige nu er med til at tegne visionen 'Broerne begynder her'. Formålet med indsatsen er, at Middelfart Kommune skal være en aktiv del af Trekantområdets Kulturmetropol og skabe et sammenhængende kulturområde i de seks kommuner, der giver mening og værdi for borgerne. Her skal Kulturøen styrkes som lokomotiv for et aktivt og vidtspændende kulturliv i Middelfart Kommune, så øen i fremtiden er et endnu mere indbydende fristed for Middelfart Kommunes borgere.
 
Fakta om KulturØen
KulturØen blev indviet i 2005 og var en del af den større forvandling af havnefronten i Middelfart Kommune. Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen fra Aarhus står bag byggeriet og idéen om at skabe en ø til Middelfarts kulturhus. KulturØen huser i dag: Panorama Biografen, Cafe Oscar, Brasserie Svanen, VisitMiddelfart samt Middelfart Kultur og Bibliotek.
 
Fakta om Rosan Bosch Studio
Rosan Bosch Studio er et kreativt kunst, arkitektur og designbureau, som arbejder ud fra en overbevisning om, at de fysiske rammer gør en forskel for menneskers måde at agere på i verden. Rosan Bosch benytter design og indretning som aktive redskaber til at skabe forandring, bl.a. igennem en nytænkning af formidlingsmetoder og oplevelsesdesign på fremtidens biblioteker. Rosan Bosch Studio står også bag det verdenskendte design til Hjørring bibliotek, LEGO PMD, Liceo Europa i Zaragozza i Spanien og Vittra Telefonplan i Stockholm, Sverige. Arkitekt & Designer på KulturØen: Rosan Bosch, Maria M. Hansen, Helen Battisson, Siri Bahlenberg, Jean-François Allard.

Se billeder og projektbeskrivelse her

15.august 2016