Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE: Gelsted gjorde sig til på marked

LANDSBY PÅ UTRADITIONEL TILFLYTTERJAGT: Da Gelsted Marked forrige weekend slog dørene op til tre dages marked og musik for hele familien, var kommunen traditionen tro også at finde på pladsen i jagten på nye borgere. Den kommunale markedsstand var i år forstærket med repræsentanter fra det lokale børneunivers, som åbnede standen fredag med morgensang fra 260 glade børn. Formålet var at gøre opmærksom på det gode børneliv i Gelsted og områdets fortræffeligheder overfor børnefamilier fra hele landet.

Morgensang
Gelsted er kendt for sit årlige marked med over 60.000 besøgende, men også for sit aktive foreningsliv og skønne natur. Byen rummer derudover idrætshal, indkøbsmuligheder samt det moderne Gelsted Børneunivers, hvor børnehave og vuggestue er integreret med skole og SFO, så pasning og skole er samlet på et sted. Alt i alt et oplagt sted for børnefamilier. Bosætningskonsulent Anne Marie Klausen fortæller:

”Gelsted, som måske ikke er kendt af mange, har faktisk rigtig meget at byde på, når det gælder om at tiltrække børnefamilier. Byggegrundene koster fra 250.000.- og op efter og da byen har egen station og kort til motorvejsnettet, så kan børnene få en tryg opvækst samtidigt med at mor og far både kan pendle til Odense eller trekantområdet på en halv time. Det overraskede mange på markedet i weekenden.”

En lille by med stort potentiale
Anne Marie Klausen, der som bosætningskonsulent lever at få potentielle bosættere til at føle sig velkommen i Middelfart Kommune, havde allieret sig med flere Gelstedborgere fra forældrebestyrelsen i skole og institution. Sammen ønskede de at gøre reklame for de gode faciliteter for børn. Et budskab, som er vigtigt at få ud, ifølge afdelingsleder på Gelsted Børneunivers Flemming Schou Christensen:

”Vi havde i år arrangeret morgensang med 260 skole- og børnehavebørn på, fordi vi gerne vil fortælle omverdenen, at her i Gelsted får man en god og tryg start til sit barn. Vi har allerede her efter ferien fået tre nye elever, som har fået anbefalet skolen af andre. Det kan godt betale at gøre opmærksom på sig selv, så vi fortsætter, så vi får endnu flere børnefamilier til Gelsted”.

Formanden for lokaludvalget i Gelsted, Per Vismark deltog også på standen og kan også mærke, at de gode faciliteter i Gelsted Børneunivers kombineret med natur, billige boliger og byggegrunde og nærheden til job trækker flere til:
”Jeg hører om flere og flere familier, som bliver overraskede over de topmoderne faciliteter, vi har til børnene og hvor børnene, når de ser det siger ’her vil jeg gerne gå i skole’. Det er selvfølgelig også attraktivt, at forældrene kan nå motorvejen og dermed over 300.000 jobmuligheder indenfor en times kørsel.”

Og byens potentiale for børnefamilier kan den lokale ejendomsmægler tale med om:
”Det er fjerde år vi deltager på en bosætningstand på Gelsted Marked sammen med Middelfart Kommune, og det gør vi, fordi det skaber opmærksomhed omkring boligerne i området. Standen er en øjenåbner for mange markedsgæster, som er overraskede over, hvor meget man rent faktisk får for pengene i et område med gode faciliteter og pendlerforhold,” udtaler Arne Blomstrøm Fra Home Ejby.

Deltagere fra hele Danmark
Middelfart Kommune havde til lejligheden arrangeret en ’tip 13 gode grunde til at flytte til Gelsted’-konkurrence, som netop satte fokus på Gelsteds bosætningsmæssige kvaliteter. Vinderen Brit Uglebjerg fra Aarup kan se frem til at komme tilbage til Middelfart og få en tur i højderne på toppen af Den Gamle Lillebæltsbro hos Bridge Walking Lillebælt. Deltagere fra 28 forskellige postnumre prøvede kræfter med quizspørgsmålene, der alle omhandlede 13 gode grunde til at flytte til Gelsted.

Der var naturligvis også sørget for en tegnekonkurrence for de mindste, hvor den heldige vinder Viktor Christensen fra Aarup på 3år kan tage hele familien med på hvalsafari på Lillebælt. Gik du glip af årets Gelsted Marked og vil du vide mere om byggegrundene eller livet i Gelsted, så kontakt bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf.: 2240 0049 eller se mere på www.flyttilmiddelfart.dk

Yderligere oplysninger:
Ejendomsmægler Arne Blomstrøm Tlf.: 6446 2010/2073 5310
Afdelingsleder Flemming Schou Christensen Tlf.: 8888 5542
Lokaludvalgsformand Per Vismark Tlf.: 3091 7099
Bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf.: 2240 0049

25.august 2015