Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Bær med sne

PRESSEMEDDELELSE: Broerne begynder i Middelfart

Mens konkurrerende valgløfter fylder sendefladen i den landspolitiske valgkamp, så står et enigt byråd i Middelfart sammen. Mandag aften vedtog Middelfart Byråd på tværs af politiske skillelinjer en handlingsorienteret ny vision med overskriften ”Broerne begynder her”. Målet er konkrete resultater og bæredygtig vækst til glæde for borgere og erhvervsliv. Midlet er en række indsatser, som på flere planer inviterer til lokal udvikling i dialog med borgere, lokalsamfund og erhvervsliv.

Middelfart Kommunes nye vision hedder ”Broerne begynder her”. Den har været et år undervejs og tager udgangspunkt i kommunens mange styrker, som man kender og viser en klar retning for, hvor Middelfart Kommune skal hen i fremtiden.

Det var en tilfreds og glad borgmester Steen Dahlstrøm, som sammen med et enigt byråd vedtog den nye vision:
”Det går fremad i Middelfart Kommune, men fremgang og vækst kræver samarbejde mod fælles mål. Det her byråd er kommet godt fra start, men har samtidigt også haft et fælles ønske om sammen at formulere en klar ny vision, som erstatter den tidligere fra 2007. En vision, som har rod i virkeligheden og med en klar retning for kommunens fremtid. Det har vi fået og i løbet af efteråret forbereder vi de seks indsatser, og så skal vi for alvor i arbejdstøjet sammen med borgere, lokalsamfund og erhvervsliv, så indsatserne i fællesskab kan få liv.”

Middelfart Byråd vil præsentere visionen og indsatserne overfor offentligheden på et dialogmøde til september/oktober. Nogen af indsatserne tager allerede form og her vil borgere og erhvervsliv løbende blive inddraget ind i de konkrete projekter.

Målet med Middelfart Byråds vision ”Broerne begynder her” er at skabe en Middelfart Kommune, der er båret af bæredygtig vækst og sammenhængende fremdrift, og som er blandt landets allermest attraktive bosætnings- og erhvervskommuner.

En vision baseret på konkrete indsatser
Under overskriften "Broerne begynder her" fokuserer byrådets vision på tre temaer:

  • Et godt sted at bo og leve
  • Danmarks grønne vækstkommune
  • Fokus på konkrete resultater

Visionen indeholder overordnede mål for de tre temaer, og følges op af konkrete indsatser, der understøtter disse mål. Herunder såkaldte "signaturindsatser", der i særlig grad understøtter de tre temaer og dermed synliggør, at visionen skal blive til virkelighed.

Byrådet peger allerede på følgende indsatser i år:

  • Udvikling af Middelfart Marina
  • Integration
  • Teknologi i øjenhøjde
  • Fælles unge - fælles ansvar
  • Klimalaboratorium
  • Kultur og event.

Vision med professionel fødselshjælp
Middelfart Byråd har under processen fået kyndig hjælp til selv at finde ind til den kernefortælling og de indsatser, som formidler visionen. Det er direktør Kresten Schultz-Jørgensen fra kommunikationshuset LEAD Agency, som sammen med byrådet har samlet trådene:
”Middelfart er en ret særlig kommune. Udfordringen har ikke været at lave en vision, der er ny eller vender alting på hovedet, som det kan være andre steder. Udfordringen er at fokusere en række af de styrker, som kommunen jo allerede har, i et fælles projekt med helt konkrete temaer og indsatser for byråd og borgere, på tværs af politiske skillelinjer. Det er lykkedes i unik grad. Jeg har aldrig før været i en kommune, hvor bogstaveligt talt alle politikere hellere har villet finde det, der er bedst for alle i kommunen end at slås for de politiske skillelinjer. Det er tankevækkende, at det kan lade sig gøre, her midt i en valgkamp.”   

Forude venter nu budgetforhandlingerne og til efteråret træder byrådet et skridt videre i realiseringen af visionen, når flere af indsatserne tager form.

Download Middelfart Kommunes vision: Broerne begynder her

Yderligere oplysninger:
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 8888 5009/4015 1858
Kommunaldirektør Steen Vinderslev. Tlf.: 8888 5050/6020 5050

 

02.juni 2015