Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Middelfart Kommune inviterer igen til Trekantområdets Festuge

Der bliver fuld knald på alverdens kulturelle aktiviteter og tiltag, når Trekantområdets Festuge i slutningen af august præsenterer et massivt program med kulturoplevelser. Det sker fra fredag den 24. august til søndag den 2. september.

Programmet for Trekantområdets Festuge 2018 er blevet offentliggjort, og i den fynske del af programmet for Middelfart Kommune, kan publikum se frem til at opleve alt fra dans på rådhuset til Claus Holm, der laver fynske retter på Nytorv og et væld af koncerter med f.eks. Jakob Sveistrup og flere lokale bands.
I år er det 6 år siden, at kulturaktører i Trekantområdet for første gang gik sammen og inviterede til festuge i uge 35. Festugen er vokset år for år - og 2018 bliver ingen undtagelse. Der er i år 450 arrangementer på programmet og Middelfart alene står for de 96 af dem.

Fra historisk vandring til youtube-stjerne
Programmet for årets festuge er både omfangsrigt og alsidigt og indeholder arrangementer inden for musik, litteratur, kunst, performance, teater, børneoplevelser og meget, meget mere.
Det hele kulminerer i den årlige kulturfest Festlig Fredag - det som hed kulturnatten tidligere. Festlig Fredag byder på spændende arrangementer for både børn og voksne. Som noget nyt i år kan man tage på historisk baggårdsvandring i den gamle bydel og lytte til underholdende by-fortællinger, se arkæologiske fund og høre middelfartsang. På tovet kan man opleve springgymnaster og cirkusstemning, og på KulturØpladsen læser Kim Fupz Aakeson op fra Vitello-bøgerne. Mød også YouTube-stjernen Julia Sofia, som fortæller livet som you-tuber og om sin bog ’Smuk indeni – smuk udenpå’. Hele byen er i sving og der er aktiviteter hele eftermiddagen og aftenen.”

Trekantområdets Festuge begynder den 24. august og varer til den 2. september. Gå på opdagelse i programmet på www.trekantfest.dk.

PROGRAM-UDPLUK:

Eksempler på arrangementer i Middelfart Kommune

25. august: Cathrine Legardh – ”Tribute til Monica Z”
Stemningsfuld jazz og viser på svensk på Keramikmuseet CLAY

24. - 25. august: Walker Festival
Ungdomshuset Walker åbner dørene til en fed to-dags musikfestival.

26. august: Sindssyg God Søndag
En dag med masser af oplevelsestilbud koncentreret i området ved det gamle psykiatriske hospital i Teglgårdsparken.

28. august. Fortællinger på flugt
Unge flygtninge fortæller i en live storytelling-forestilling på KulturØen

29. august: Mads Mathias & Katrine Madsen quartet
Koncert på Lillebælt-Værftet

31. august: Festlig Fredag
koncert med SVEISTRUP – Julia Sofia – Kim Fupz Aakeson – Vitello-workshop – PLANCK minicirkus – cirkusstemning på torvet - gadeteater – folkekøkken – Koncert med Nordstemt – cykel-trafikskole - udendørsyoga – hestevognskørsel – litterært stoppested – madmarked      

24.august 2018