Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Job- og Vækstcenter

Som kræftramt er der mange spørgsmål, som melder sig – fx kan jeg beholde mit job? Kan jeg få lov at arbejde på nedsat tid? Hvornår er jeg klar til at genoptage mit job fuldt ud? Hvordan kan jeg komme tilbage i arbejde, hvis jeg ikke længere har et job?

I jobcenteret vil vi forsøge at hjælpe dig med genoptagelse af dit arbejde, mens du er syg, og/eller mens du er under lægelig behandling. Vi kan også forsøge at hjælpe dig med din tilknytning til arbejdsmarkedet, når du er blevet rask, eller når du føler dig klar til at deltage på arbejdsmarkedet igen. Du får en beskæftigelsesrådgiver i jobcenteret, som hjælper dig.

Dine muligheder
Hvis du har lyst, kan du godt gå på arbejde, mens du er syg. Måske har du lyst til at arbejde nogle få timer hver dag, eller lidt ind imellem, når du har overskud. Sammen med din arbejdsgiver og en fastholdelseskonsulent fra jobcenteret kan du planlægge, hvordan du kan vende tilbage til dit arbejde. Når I har fundet den bedste løsning, får du ’en delvis raskmelding’, så du kan arbejde de timer, som du kan klare.

Hvis du ikke har et job at vende tilbage til, har du mulighed for at blive henvist til en jobkonsulent, som vil hjælpe dig med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Vi kan hjælpe dig med at finde en praktikplads til dig i en virksomhed, og kan tilbyde dig støtte ud fra de behov, du har. I en praktik har du mulighed for at begynde på nedsat tid. Du får også hjælp til at finde et arbejdsområde, som passer til dig og de helbredsmæssige skånehensyn, du har. En praktik på en virksomhed i denne sammenhæng skal betragtes som en tilvænning til arbejdsmarkedet igen, ikke som en almindelig ansættelse.

Øvrige tilbud
Jobcenteret har desuden en række øvrige tilbud som du evt. kan have gavn af. Det kan være individuelle støttesamtaler ved psykolog, eller forløb på små hold, som drejer sig om smertehåndtering og/eller dit psykiske velbefindende. Forløbene er udformet sådan, at de understøtte dig i at komme tilbage til en almindelig hverdag med arbejde i det omfang, som du kan klare.

For at du kan få den bedst mulige hjælp har jobcenteret et tværfagligt personale bestående af
socialrådgivere, jobkonsulenter, jobvejledere og psykologer til rådighed.

Orientering om standby-ordning
Så længe du er alvorlig syg, kan du være på en standby-ordning. Sammen med din sagsbehandler kan du finde ud af, om standby-ordningen er den rigtige løsning for dig. Hvis du har valgt en standby-ordning, vil jobcenteret ikke indkalde dig til samtale eller kontakte dig. Dette gælder i den periode hvor du er alvorlig syg.  Når du er på en standby-ordning, er du derfor fritaget for at deltage i samtaler på jobcenteret. Din beskæftigelsesrådgiver følger i stedet op på dit sygdomsforløb i samarbejde med din læge.

Yderligere information fås ved din beskæftigelsesrådgiver eller hos:
Beskæftigelsesrådgiver Katja Nielsen på tlf.: 8888 4946 eller sende hende en mail på katja.nielsen@middelfart.dk

Lokaliteter
Job– og vækstcenter      
Nytorv 9                 
5500 Middelfart                               

Sidst opdateret af Webmaster
30. oktober 2017