Hørevanskeligheder
Her finder du information om, hvordan du kan få hjælp, hvis du har hørevanskeligheder.
Hørekonsulenterne i Middelfart Kommune tilbyder undervisning samt rådgivning og vejledning i dagligdagen i forhold til høreapparater og høretekniske hjælpemidler. Tilbuddet er gratis og gælder voksne hørehæmmede eller døve i Middelfart Kommune.
Du kan henvende dig direkte til hørekonsulenterne ved at ringe i telefontiden. Du kan også møde hørekonsulenterne på forskellige træffesteder. Hvis du ikke er i stand til at møde op, kan du efter aftale få besøg i hjemmet.
For nye høreapparatbrugere tilbyder hørekonsulenterne gruppeundervisning i høreapparatbrug.
Har du brug for at søge om høretekniske hjælpemidler, kan du gøre det ved at indsende en elektronisk ansøgning via borger.dk.
Hvad kan tilbuddet indeholde?
Undervisning inden for:
• Cochlear Implant
• Visuel kommunikation – tegnstøttet kommunikation
• Mundaflæsning
• Tinnitus
• Artikulation
Rådgivning og vejledning:
• Vejledning i forbindelse med anskaffelse/fornyelse af høreapparater
• Vejledning og undervisning i praktisk brug af høreapparater
• Justering af høreapparater fra offentlig høreklinik
• Hjælp til almindelig vedligeholdelse, fx rensning af øreprop og fornyelse af slange og filter
• Vejledning i, afprøvning og bevilling af høretekniske hjælpemidler.
Træffesteder
Du kan uden at have bestilt tid træffe hørekonsulenterne på:
Fredericia Sundhedshus, Dronningensgade 97, 7000 Fredericia
Hver torsdag kl. 10.30-11.30
Ældrecenter Rudbækshøj, Strib Landevej 58, 5500 Middelfart
Hver torsdag kl. 14.00-15.00
Aflysning af træffetiden kan forekomme.
Undervisning i høreapparatbrug
For nye høreapparatbrugere tilbyder hørekonsulenterne hver tirsdag kl. 14.00 gruppeundervisning i høreapparatbrug. Det varer ca. en time og foregår på Hjælpemidler & Kommunikation, Dronningensgade 97, 7000 Fredericia.
Tilmelding er ikke nødvendig. Pårørende er velkommen til at deltage.
Aflysninger kan forekomme, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Kontakt evt. hørekonsulenterne ang. konkret dato.
Du kan også kontakte hørekonsulenterne, hvis du har behov for hjælp til transport.