Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Påskelilje

Arkitekturprisen 2017

To vindere af arkitekturprisen:

Algade 10
Algade 10 – forhuset, 5500 Middelfart
Arkitekt: Claus Malthe Hartvigsen
Ejer: 5E Jørgensen Holding APS

Beskrivelse:

Den gamle købmandsgård i Algade har gennem mange år skabt debat i Middelfart by. Skulle den bevaringsværdige bygning, der som årene gik lignede mere og mere et spøgelseshus nedrives eller kunne der findes ressourcer til en restaurering? Heldigvis blev det sidste en realitet, og ejendommens gadefacade pryder nu igen byens hovedgade.

Motivation:

Restaureringen af Algade 10 var i tæt konkurrence med lignende restaureringsprojekter i Middelfart by, der ved første øjekast kan opleves som værende jævnbyrdige i deres betydning for det samlede bybillede.
Når det netop er den gamle købmandsgård, der er opført i år 1700, der er præmieret, er det med skelen til både omfanget af- og den arkitektoniske kvalitet i denne restaurering. Der er tale om en præstation af de helt store inden byhuset blev klar til at fungere som tidssvarende ramme om et moderne familieliv.
Restaureringen er gennemgående præget af stor håndværksmæssig kunnen og kvalitet, og en god sans for materialevalg. Husets gadefacade står nu flottere end det har gjort i mange årtier, og er på forbilledlig vis med til at fastholde det unikke og værdifulde miljø i den gamle bydel i Middelfart.

 

Stensgårdsvej 11-17, Middelfart 
Stensgårdsvej 11 – 17, 5500 Middelfart
Arkitekt: Tegnestuen Mejeriet A/S
Ejer: Selfgarage Aps

Beskrivelse:

Endnu et iøjnefaldende byggeprojekt har set dagens lys på det absolut sidste stykke af den vestfynske motorvej. To større, stilrene og ligeværdige bygningskroppe, opført i beton, glas og aluminium, danner tilsammen og med indbyrdes variationer, det nye domicil med udstillings-, kontor- og lagerfaciliteter for fremvisning, leasing og salg af luksusbiler.

Motivation:

Bygningerne har en stilren og værdig fremtoning. To store rektangulære og massive bygningskroppe af beton, hvor betonens tyngde og lukkethed betones med de smalle lodrette vinduesudskæringer til dagslys. De lukkede betonkroppe brydes og suppleres af lette forskudte glaskuber, der udgør hovedfacaderne mod motorvejen.
Både fra motorvejen og helt tæt på, giver det dybe relief i betonfacadens bræddeforskalling en interessant dragende virkning, der på en elegant måde giver det ellers enkle betonelement-byggeri en stoflig karakter, der er ud over det sædvanlige. Den markante reliefvirkning giver liv til de grå facader, der levende forandres med solens gang på himlen.
Anlægget er som helhed en gennemført iscenesættelse af en udstillingsbygning på luksusbilens præmisser. Det er gjort med stor arkitektonisk- og designmæssig klarhed og akkuratesse, men også med humor; eksempelvis er hovedindgangen for mennesker underspillet og nærmest usynlig, hvorimod adgangen for biler er betonet med accelererende fartstriber fra indkørslen på grunden og frem til adgangsporten.
Byggeriet er udført med sikker hånd, og alle detaljer er løst og udført med en nærmest klinisk præcision, herunder den halvoffentlige udstillingshal, hvor bilerne iscenesættes som skulpturer i et kunstgalleri, og de hvide epoxygulve og spotbelysning lader bilerne træde frem på den ultimative scene.

Vil du se de nominerede til årets arkitekturpris, så ser her.

Sidst opdateret af Monica Nielsen
13. december 2017