Pressemeddelelse: Min Klimaplan 2.0 - Et tilbud om energirenovering
Vedligeholder du din bil og får den synet? Hvad med din bolig? - Her er tilbuddet til boligejere, der vil energiforbedre. Et tilbud, der måske er endnu bedre end renoveringspuljen.
Forestil dig, at din bolig var en bil. Hvis du kører din bil på værksted og får et eftersyn, så beder du som regel om at få udbedret fejl og mangler med det samme. Det er sjældent, man kører hjem med en rådgivningsrapport og tænker over det.
Køber du et nyt hus, så er der en energimærkning i form af en rapport. Kommer der en energirådgiver på besøg, så får du rådgivning. Men får du, på samme måde, som når bilen er på værksted, et tilbud samtidigt? Bestemt ikke.
Her er et tilbud til dig:
Tilbud:
Med det nye projekt ”Min-Klima-Plan 2.0” laver vi om på den traditionelle arbejdsgang. Med ”Min-Klima-Plan 2.0” får du rådgivning og hjælp fra TRE-FOR, Middelfart Sparekasse, Middelfart VVS, Fynbo Byg og Middelfart Kommune. I forbindelse med energirådgivningen får du et håndværkertilbud. Og udover at få hjælp til energibesparelser, så vil naboen også få et tilbud. Og når der er en lille flok husejere, der alle skal have energiforbedret huset, så kommer stordriftsfordelene. Ambitionen er at projektet bliver et bedre tilbud end den statslige renoveringspulje. Og så sparer du selvfølgelig penge på energiregningen.
Hvordan kan du deltage:
Eneste krav er:
· at du er bosiddende i Middelfart Kommune
· at du finder sammen med ca. 9 andre husstande, der vil renovere og spare penge. Fx naboer, grundejerforening, vejstrækning eller andre områder, hvor husene ligger tæt på hinanden. Der skal være ca. 10 husejere i alt. Der skal være en interesse i at gennemføre standardopgaver som nye vinduer, efterisolering og lignende. Energirådgivning vil finde sted i uge 47.
· at du/I melder tilbage senest den 20. oktober 2009. Så giver vi det udvalgte boligområde besked dagen efter. Som ”Min-Klima-Plan 2.0” p.t. er skruet sammen, så kan vi håndtere ét boligområde.
Opsummering
Boligområde finder sammen. Melder tilbage til Middelfart Kommune senest 20. oktober 2009. Dagen efter udvælges område. I uge 47 er der besøg af energirådgiver med flere, og der gives overslag på pris. Ugen efter beregnes samletilbud med stordriftsfordele. Tilmeldingsfrist 20. oktober 2009.
Yderligere information og tilmelding.
Klimachef Morten Mejsen Westergaard, Morten.Westergaard@middelfart.dk , Teknik- og miljøforvaltningen, Østergade 21, 5580 Nørre Aaby, tlf. 8888 47 95 eller 2054 4795
Du kan også kontakte: Middelfart Sparekasse, Jeppe S. Olsen, 6422 2284, TRE-FOR, Jan Kristoffersen, 7933 3468, Fynbo Byg, Peter Jørgensen, 6441 7381, Middelfart VVS, Jan Egebjerg, 7594 5333
16.september 2009