Vandløb
Langt de fleste vandløb er opstået på naturlig vis - resten i forbindelse med jordbrugets aktiviteter. En stor del af de naturlige vandløb er i tidens løb blevet rettet ud og uddybet for bedre at kunne afvande markerne.
Ligeledes har vandløbene igennem 1900-tallet været svært forurenet. Byerne, mejerier, slagterier og landbruget var de store ‘syndere’. Trods dette byder Middelfarts vandløb mange steder på rekreative oplevelser og et spændende plante- og dyreliv.
I Middelfart Kommune har vi ca. 150 km kommunale vandløb i alt incl. de tidligere amtslige vandløb. Nogle vandløbsstrækninger er beskyttet efter §3 i Naturbeskyttelsesloven. De må ikke ændres uden tilladelse fra kommunen.
Vandløbene vedligeholdes i forskellig grad (for eksempel ved grødeskæring) af hensyn til jordbrugets behov for afvanding. Kommunen har ansvaret for de største: ‘Kommunevandløbene’. De mindste vandløb vedligeholdes af de private lodsejere.