Middelfart Kommune Logo

Miljøtilsyn

Kommunens opgaver: Middelfart kommune fører miljøtilsyn på landbrugsejendommene i kommunen. Gennem disse tilsyn arbejdes der for at miljøet bliver højt prioriteret, og det sikres, at bestemmelserne i lovgivningen bliver efterlevet.

Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening har udarbejdet en aftale med minimumskrav til kommunernes tilsynsfrekvens. Landbrug med miljøgodkendelse skal have tilsyn mindst hvert andet år, mens øvrige landbrug med mere end 3 dyreenheder skal have tilsyn mindst hvert 6. år. Pelsdyrfarme over 3 DE og under 75 DE skal dog have tilsyn mindst hvert 4. år. På Miljøstyrelsens hjemmeside findes en vejledning om differentieret miljøtilsyn – prioritering af miljøindsatsen. I denne kan landbrug kategoriseres i niveau 1 – 3, hvor niveau 1 omfatter landbrug, som har bragt sig på forkant i miljøarbejdet, mens niveau 3 omfatter landbrug, som er karakteriseret ved ikke at overholde miljølovgivningen. Landbrug placeret på niveau 1 vil ikke få tilsynsbesøg så ofte som landbrug på niveau 3.

De enkelte kommuner har mulighed for at lægge egne tilsynsfrekvenser, som dog skal være indenfor ovenfor nævnte minimums frekvenser. Der føres hyppigere tilsyn i Middelfart Kommune end der foreskrives i disse minimumsfrekvenser.

Miljøkrav til landbrug: Landbrug reguleres efter reglerne i Miljøministeriets "Bekendtgørelse om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage mv." (BEK nr. 1965 af 19.12.2006). Derudover er der en række andre love og bekendtgørelser på miljøområdet om affald, olietanke, sprøjtemidler mv. som landbruget skal overholde.

Brugerbetaling: Landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold over 3 dyreenheder skal selv betale for en del af den tid der bruges i forbindelse med kommunalt miljøtilsyn. Gennem en del år blev der opkrævet et fast, årligt gebyr til tilsynsmyndigheden, uanset om det enkelte landbrug var sagsbehandlet det pågældende år. Med virkning fra 1. januar 2005 blev denne brugerbetaling ændret til en ”taxameter-ordning”, hvilket vil sige, at der nu bliver opkrævet betaling for godkendelser og tilsyn i forhold til myndighedens anvendte tid. Sagsbehandlingen, som f.eks. kan være miljøgodkendelser og udførte tilsynsopgaver, skal betales pr. time, og er fritaget for moms. Taksten fastsættes og reguleres af miljøstyrelsen. I tidsforbruget indgår både tid anvendt på bedriften og tid brugt på forberedelse, opfølgning, rapportskrivning etc.

Der er ikke mulighed for at fravige reglerne, og der kan ikke ankes over brugerbetalingen.

For nærmere information, se eventuelt i bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (bekendtgørelse nr. 463 af 21.05.2007).

Krydsoverensstemmelseskontrol (KO-kontrol): Landbruget har siden 2005, i forbindelse med implementeringen af enkeltbetalingsordningen, skullet overholde en række nationale krav som betingelse for at modtage EU-støtte gennem enkeltbetalingsordningen. Udbetalingen af EU-støtten administreres af Direktoratet for FødevareErhverv og der kan læses mere om ordningen på direktoratets hjemmeside www.dffe.dk. Kravene der skal overholdes for at modtage støtten er indenfor områderne miljø, folke-, plante- og dyresundhed samt God Landbrugs- og Miljømæssig stand (GLM).

Kontrollen med KO-kravene bliver, foruden kommunerne, varetaget af Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet.

Der kan findes mere information om KO-kontrol via ovenstående link til Direktoratet for FødevareErhvervs hjemmeside.

Sidst opdateret af Webmaster
04. december 2007