Middelfart Kommune Logo

Godkendelser og tilladelser

Landbrugsbyggeri: Til byggearbejder vedrørende jordbrugserhvervene, drifts- og avlsbygninger samt gødningsopbevaringsanlæg m.v. i landzone skal der ikke søges byggetilladelse, men indgives en skriftlig anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Hvis byggearbejdet kræver dispensation, tilladelse eller godkendelse, skal der ansøges herom, og arbejdet må ikke påbegyndes, før dispensation, tilladelse eller godkendelse er meddelt.

Skema til anmeldelse af landbrugsbyggeri samt vejledning

Ændringer/udvidelser af dyrehold:  Etableringer, ændringer eller udvidelser af husdyrbrug, herunder ændring af udspredningsarealer, skal behandles af kommunen efter reglerne i Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. På Danmarks Miljøportal kan man finde svar på mange spørgsmål om miljø, natur, landskab og naboer i forbindelse med ansøgningen.

Forskellige procedurer i forhold til dyreholdets størrelse: Ved ændring eller udvidelse af et dyrehold, er sagsbehandlingen differentieret i forhold til dyreholdets størrelse:

Gæs på græs

  • Ved mindre end 3 dyreenheder kræves ikke kommunens tilladelse: Man kan altså uden kommunens tilladelse have f.eks. 30 høns eller 2 køer med kalve eller 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger m.m. En opgørelse over omregningsfaktoren for forskellige dyretyper kan findes i husdyrbekendtgørelsen nr. 1695 af 19.12.2006.
    Dog er svine-, kvæg-, fåre-, gede- og hestehold ikke tilladt i byzone og sommerhusområder. Hvis der skal bygges i forbindelse med dyreholdet, kræves desuden særskilt tilladelse.

 

 

 

 

Ko i stald

  • Ved 3 - 15 dyreenheder kræves en anmeldelse: Kravene til disse landbrug, f.eks. vedr. harmoniareal, afstand til byzone vandindvindingsanlæg, skel m.v. er fastsat i: Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og Bekendtgørelse om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage m.v. Skema til anmeldelse af dyreholdet

 

 

 

 

 

Køer i stald

  • Ved 15 – 75 dyreenheder kræves en tilladelse: Til bedrifter af denne størrelsesorden skal der udfyldes et ansøgningsskema med svar på spørgsmål om miljø, natur, landskab og naboforhold. På baggrund af svarene kan kommunalbestyrelsen meddele tilladelse eller afslag på ansøgningen. Der kan evt. knyttes vilkår til tilladelsen, som kan regulere kritiske forhold. Yderligere oplysninger om tilladelsesordningen og vejledning til udfyldelse af ansøgningsskemaet kan hentes på Miljøministeriets hjemmside. 

 

 

 



Køer på mark

  • Ved mere end 75 dyreenheder kræves en godkendelse: Projekter af denne størrelse kræver en egentlig miljøgodkendelse. Ansøgning om en miljøgodkendelse, som behandles efter husdyrlovens §§ 11 og 12, skal udarbejdes ved hjælp af et digitalt ansøgningsskema som findes på www.husdyrgodkendelse.dk. Kommunen opkræver brugerbetaling i forbindelse med behandling af disse sager, hvilket der kan læses mere om under punktet brugerbetaling

    Det kræver en digital signatur, som kan bestilles ved henvendelse til TDC.

 

 

 

Ændring af udspredningsarealer: Hvis man som landmand ønsker at ændre de arealer der udspredes husdyrgødning på, skal dette forhåndsanmeldes til kommunen. Anmeldelsen skal ske før planårets begyndelse d. 1. august. Kommunen kan gøre indsigelse mod at de ønskede arealer bruges til den ønskede udspredning af husdyrgødning. Kommunen skal i så fald tilkendegive dette inden 1. oktober.

Miljøstyrelsens hjemmeside kan man finde kortværk, der viser om et område er sårbart for så vidt angår tilførslen af næringsstoffer.

Her er:
 
a) kortværk over oplande til Natura 2000 områder overbelastet med fosfor samt lavbundsarealer.
b) kortværk over naturarealer, der udløser bufferzone I og II i forhold til kvælstoffølsomme naturtyper.
c) kortværk over nitratklasser (overfladevand).
d) kortværk over nitratfølsomme indvindingsområder (grundvand).

Hvis det i forbindelse med godkendelsesproceduren vurderes, at der vil være væsentlige påvirkninger af omgivelserne, skal der i miljøgodkendelsen fastsættes vilkår, der sikrer, at forureningen begrænses. Hvis dette ikke er muligt, skal det ansøgte projekt generelt afvises.
Loven stiller krav til reduktion af ammoniakfordampning af de godkendelsespligtige landbrug. Der er også opstramninger vedr. lugt. Læs mere om kravene i loven hos Miljøstyrelsen på www.mst.dk.


Forannoncering/høring/afgørelse: 

  1. Forannoncering: Som hovedregel er det obligatorisk at inddrage offentligheden i sager om husdyrbrug efter lovens § 12 husdyrbrug. Ansøgninger under denne grænse og ansøgninger om yderligere udvidelser eller ændringer over denne grænse, kan ligeledes være omfattet af proceduren. Det er en afgørelse som kommunalbestyrelsen skal træffe på baggrund af en vurdering af den enkelte ansøgning ud fra en række kriterier, der vil fremgå af godkendelsesbekendgørelsen.

    Offentligheden omfatter enhver, der kan have interesse i sagen. Den brede offentlighed nås f.eks. ved annoncering i egnede medier, der har en bred dækning af det aktuelle område.
  2. Høring: Når kommunalbestyrelsen har udarbejdet et udkast til afgørelse og miljøgodkendelse, sendes det sammen med kommunalbestyrelsens samlede miljøvurdering i høring i 6 uger til naboer og andre berørte samt til personer, der har bedt om udkast til afgørelse.

    Kommunalbestyrelsen tager hensyn til offentlighedens bemærkninger i den endelige afgørelse.
  3. Afgørelse: Der er 4 ugers klagefrist i sager, hvor kommunen har meddelt tilladelse/godkendelse til etablering, udvidelse eller ændring af erhvervsmæssige dyrehold.

Er du i tvivl om offentlighedsreglerne i en given sag, så kontakt kommunen.

 

Sidst opdateret af Webmaster
03. juli 2008