Middelfart Kommune Logo

Grønne regnskaber

Hvad er det?
Et regnskab der opgør virksomhedens forbrug af energi, vand og råvarer samt udledninger af miljøfremmede stoffer. Regnskaberne skal indsendes og offentliggøres sammen med en udtalelse fra tilsynsmyndigheden. Regnskaberne offentliggøres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Kun en række af de miljøgodkendte virksomheder har pligt til at udarbejde et grønt regnskab, det fremgår af bekendtgørelsens bilag 1, hvilke virksomheder der er tale om.

Der er udviklet et elektronisk indberetningsskema til det grønne regnskab på Virk.dk, som skal benyttes. Se link til virk.dk her.

Det grønne regnskab indeholder virksomhedens forbrug af energi, vand og råvarer samt udledninger af miljøfremmede stoffer og overførsler af affald væk fra virksomheden.
Regnskabet indsendes sammen med en udtalelse fra tilsynsmyndigheden
Loven om grønne regnskaber indebærer kun, at der skal offentliggøres rent faktiske oplysninger. Der stilles ikke krav til virksomhederne om, at de skal foretage egentlige miljøforbedringer eller på anden måde forøge deres miljøindsats.

          Industri

Formålet med det grønne regnskab
Det grønne regnskab skal i en let tilgængelig form informere offentligheden om, hvordan miljøtunge virksomheder påvirker miljøet. Det grønne regnskab følger virksomhedens økonomiske årsregnskabsperiode og skal kunne forstås af en læser, der ikke er fagligt kyndig.

Erfaringerne viser, at virksomhederne fokuserer mere på deres miljøindsats, når de har pligt til at tilvejebringe og offentliggøre informationer om virksomhedens miljøbelastning. Et godt overblik over miljøforholdene kan blandt andet betyde økonomiske gevinster i form af f.eks. besparelser på ressourceforbrug, en klar miljøprofil, der kan bruges i markedsføringsøjemed eller bedre muligheder for at forebygge miljømæssige risici.

Det er erfaringen, at de grønne regnskaber kan medvirke til en ændret adfærd hos virksomhederne, når forbrug af forurenende stoffer kvantificeres, og når man bliver nødt til at forholde sig til de strømme af forurenende stoffer, ressourcer og så videre, der på forskellig vis går ind i og senere atter forlader virksomheden.
Der stilles ingen krav om, at det grønne regnskab skal gennemgås af en revisor eller en særlig sagkyndig, men virksomheden kan vælge at oplyse, hvis regnskabet har været underkastet intern eller ekstern revision.

EMAS-registrering
Virksomheder, der er registreret under EU's frivillige ordning for miljøstyring og miljørevision (EMAS-ordningen) og som årligt udarbejder en verificeret miljøredegørelse, kan vælge at lade denne redegørelse træde i stedet for et grønt regnskab.

Tilsynsmyndighedens udtalelse
Tilsynsmyndigheden skal kvalitetsvurdere det grønne regnskabs miljødatadel, og udarbejde en udtalelse, som indsendes sammen med det grønne regnskab. Begge dele offentliggøres af Miljøstyrelsen.

Offentliggørelse
Virksomheden skal indsende sit grønne regnskab sammen med myndighedens udtalelse til Miljøstyrelsen. Styrelsen offentliggør regnskabet på www.miljøoplysninger.dk.  Virksomheden skal selv offentliggøre sit grønne regnskab på virksomhedens egen hjemmeside, såfremt virksomheden har en sådan.
Hvis virksomheden selv ønsker at offentliggøre sit grønne regnskab, må det kun ske sammen med tilsynsmyndighedens udtalelse.
EMAS-registrerede virksomheder skal sende deres EMAS-miljøredegørelse direkte til Miljøstyrelsen samtidig med, at de sender den til tilsynsmyndigheden til dennes orientering.

Miljøstyrelsen har overtaget forpligtelsen med at offentliggøre grønne regnskaber fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen pr. 15. marts 2010. Det betyder, at: 

  • Grønne regnskaber fra perioden 1996 til og med 2008 kan findes på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside: www.CVR.dk   
  • Grønne regnskaber fra 2009 og fremefter kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside: www.miljøoplysninger.dk

Håndhævelse
Miljøstyrelsen kan pålægge de ansvarlige for indsendelsen af de grønne regnskaber tvangsbøder, såfremt regnskabet ikke indsendes til tiden.
I særlig grove tilfælde kan virksomheden risikere at komme i konflikt med bestemmelserne i straffeloven om afgivelse af urigtige oplysninger over for offentlig myndighed. Enten hvis regnskabet ikke overholder informationskravene til regnskabet, eller hvis virksomheden ikke indsender regnskabet til den gældende frist.

Sidst opdateret af Lisbeth Behrendt
10. maj 2012

Kontakt

Teknik- & Miljøforvaltningen
Natur og Miljø
Østergade 21
5580 Nørre Aaby

Ring til os

Miljøuheld

Hvis du opdager et miljøuheld: Ring 112

Læs mere her