Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Teknisk Udvalg møde den 12. september 2017

Møde:
Teknisk Udvalg
Mødetid:
12. september 2017 kl. 14:00
Tilstede:
Regitze Tilma
Ove Andersen
Niels Bebe
Flemming Worsøe
Allan Buch
Fraværende:

ÅBNE SAGER

326. Budgetopfølgning pr. 30. juni 2017
Sagsnr.: 2017-016526
Sagsbehandler: Malene Kovaltsenko Ludvigsen

Præsentation:

Forvaltningen har udarbejdet budgetopfølgning pr. 30. juni 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • at budgetopfølgningen tages til orientering.

Sagsbeskrivelse:

Teknisk Udvalg har i 2017 et samlet driftsbudget på 73,4 mio. kr., og forventer ved 3. budgetopfølgning et samlet merforbrug på 4,3 mio. kr. på driften.  

Merforbruget fordeler sig således på delområder:   

  • Merforbrug på 3,5 mio. kr. på Vej- og Trafikområdet, som følge af, at områdets opsparede midler anvendes til at finansiere anlægsinvesteringer i vejvedligeholdelse.
  • Merforbrug på 0,3 mio. kr. vedrørende kollektiv trafik.
  • Merforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende gadelys.
  • Mindreforbrug på 1,0 mio. kr. vedrørende driften af Entreprenørafdelingen.
  • Merforbrug på 1,0 mio. kr. vedrørende bygningsvedligeholdelse.

Anlægsbudgettet for 2017 er på 34,5 mio. kr. eksklusiv jordforsyning. Det forventes, at der vil være et merforbrug på 4,2 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. Afvigelsen skyldes færdiggørelse af projekter der var indeholdt i tidligere års budgetter.

Jordforsyningsbudgettet er på -12,2 mio. kr. Det forventes, at indtægterne fra jordforsyningen bliver på niveau med det budgetterede.

Økonomi:

Se vedhæftede bilag.

Høring:

Ingen høring.

Beslutning:

Udvalget tog budgetopfølgningen til efterretning.

Bilag:

327. Lokalplan 167 erhvervsbyggeri ved Søndergaardsvej og Industrivej i Nørre Aaby
Sagsnr.: 2015-012748
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Endelig vedtagelse af lokalplan 167 og kommuneplantillæg 24 for erhvervsbyggeri ved Søndergaardsvej og Industrivej i Nørre Aaby. Udvalget skal træffe beslutning om planforslagene skal vedtages endelig.

Forvaltningen foreslår:

  • at planforslagene godkendes endelig med reduceret bygningshøjde på 32 meter. Planerne konsekvensrettes med den reducerede højde.
  • at der indføjes bemærkninger fra Vejdirektoratet og Odense Bys Museer i den endelig lokalplan.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet vedtog på byrådsmødet den 4. april 2017 at offentliggøre lokalplan for ejendommene Industrivej 9 og Søndergaardsvej (LIP). Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der på Industrivej 9, 5580 Nørre Aaby, kan opføres en produktionshal på ca. 1000 m2 og med en bygningshøjde på 40 meter. Samtidig udvides virksomheden med tilkøb af areal nord for Industrivej 9, hvorved der gives mulighed for vejadgang nordpå til Søndergaardsvej .

Bygningshøjden er ikke i overenstemmelse med byggemulighederne for området, hvorfor der er udarbejdet kommuneplantillæg som giver mulighed til den ønskede bygningshøjde. Ansøger ønsker bygningshøjden i forhold til produktionsmetoden. LIP har i dag en produktionshal på naboejendommen Industrivej 16, som er 28 meter høj. 

Der er i offentlighedsfasen indkommet 7 indsigelser, heraf den ene med mange underskrifter fra borgere i Nørre Aaby. Indsigelserne har været forelagt bygherre, som er indstillet på at reducere bygningshøjden til 32 meter. Planafdelingen har efterfølgende fået udarbejdet revideret visualiseringsmateriale og skyggediagram. Materialet er vedlagt i bilag.   

Overordnet er de fleste indsigelser bekymret omkring højden af byggeriet. Der er i forhold til det offentliggjorte forslag indstillet en reduceret højde. De indkomne bemærkninger vurderes ikke at være til hinder for endelig vedtagelse.

Der har i forbindelse med offentliggørelse af planforslag været annonceret screening af projektet i henhold til Lov om miljøvurdering. Afgørelsen er ikke påklaget.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Lokalplan 167 og kommuneplantillæg har været i offentlig høring. Der indkom i høringen 7 høringssvar i offentlighedsfasen.

Behandlingsplan:

Teknisk Udvalg - 12. september 2017
Økonomiudvalg - 25. september 2017
Byrådet: - 2. oktober 2017 

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

328. Lokalplan 175 og tilhørende kommuneplantillæg for boliger på hjørnet af Elmegade og Jernbanegade
Sagsnr.: 2017-001919
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Endelig vedtagelse af lokalplan 175 og kommuneplantillæg 21 – boliger ved Jernbanegade og Elmegade i Middelfart. Udvalget skal træffe beslutning om planforslagene skal vedtages endeligt.

Forvaltningen foreslår:

  • at lokalplan 175 og kommuneplantillæg 21 godkendes endeligt. Museets bemærkninger indsættes i den endelig vedtagne plan.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet godkendte på mødet den 8. maj 2017 at sende planforslag i høring for "Taxagrunden", som muliggjorde 19 boliger og kontor til taxa på baggrund af Boligselskab Lillebælts udkast til boligprojekt. En bygning ved Elmegade opføres i to etager, mens boligerne langs Jernbanegade opføres i fire etager. Boligerne mod busholdepladsen opføres i fem etager. Der gives mulighed for, at taxa kan parkere i området i forbindelse med deres kontor.

Byggeriet skal opføres i rødt tegl. Der er i forbindelse med lokalplanudarbejdelsen udarbejdet skyggediagrammer i forhold til det kommende byggeris påvirkning af omgivelserne. Lokalplanlægningen vil medføre en omlægning af busholdepladsen, dette er igangsat.

Det ansøgte var ikke i overensstemmelse med kommuneplanens bestemmelser, hvorfor der er udarbejdet kommuneplantillæg som giver mulighed for byggeri i op til fem etager og en samlet bebyggelsesprocent på 135, modsat tidligere bestemmelser om 2½ etager og en bebyggelsesprocent på 60.

De to indkomne bemærkninger fra borgere går primært på højden, og at byggeriet vil være højere end det højeste byggeri i området. Der har været drøftet med bygherrerådgiver om lysforhold mm. i forbindelse med lokalplanforslaget. Deres vurdering er, at byggeriet tilgodeser forholdene både i forhold til internt på grunden og i forhold til omkringboende.

Der har i forbindelse med offentliggørelse af planforslag været annonceret screening af projektet i henhold til lov om miljøvurdering. Afgørelsen er ikke påklaget.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Der er i høringen indkommet tre høringssvar. Odense Bys Museer forventer ikke, at der er jordfaste fortidsminder på området. Der er derudover indkommet to indsigelser til lokalplanen fra naboer, som er bekymret over højden af byggeriet. Der ønskes, at byggeriet reduceres i højden, så det ikke er højere end "det hvide hus" på Jernbanegade. Der er i indsigelsen vist, at byggeriet i fire etager mod Jernbanegade og byggeriet i fem etager mod busholdepladsen er højere end "det hvide hus".

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg - 12. september 2017
Økonomiudvalg - 25. september 2017
Byråd - 2. oktober 2017

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

329. Nedlæggelse af vejareal i forbindelse med lokalplanforslag 178.
Sagsnr.: 2017-009048
Sagsbehandler: Peter Krogsgaard Jensen

Præsentation:

Sagen om nedlæggelse af litra 7000as, Nr. Aaby By, Nr. Aaby genoptages til endelig beslutning - Pkt. 37 på byrådsmødet den 29. maj 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • at Teknisk Udvalg indstiller til Middelfart Byråd, at de i henhold til § 15 i Lov om offentlige veje bestemmer, at litra 7000as, Nr. Aaby By, Nr. Aaby bliver nedlagt som vej.
  • at Teknisk Udvalg indstiller til Middelfart Byråd, at de bestemmer at nedklassificere en del af litra 7000as, Nr. Aaby By, Nr. Aaby til privat fællesvej og en anden del til offentlig sti. Disse arealer fremgår af bilag 3. 
  • at Teknisk Udvalg indstiller til Middelfart Byråd, at de i henhold til § 2A i Lov om private fællesveje bestemmer, at der bliver udlagt en offentlig sti over den private fællesvej, som fremgår af bilag 3.

Sagsbeskrivelse:

Forholdet omkring nedlæggelse af litra 7000as, bortset fra det areal, der bevares, som privat fællesvej og det areal, der bevares som offentlig sti, har været fremlagt offentligt via kommunens hjemmeside i henhold til § 124 stk. 6 og § 124 stk. 7 i Lov om offentlige veje. Her er bestemt, at der skal gives en frist på mindst 8 uger, hvor der kan fremsendes krav om at vejarealet skal opretholdes, og ligeledes fremsendes bemærkninger.

Forslag om nedlæggelse blev offentliggjort på kommunens hjemmeside den 20. juni 2017. Kopi af offentliggørelse er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 1.

Fristen for fremsendelse af krav eller bemærkninger udløb fredag den 25. august 2017.

Der er ikke fremkommet krav om opretholdelse af vejen, og der er heller ikke fremkommet andre bemærkninger.

Som nævnt ovenfor nedklassificeres dele af litra 7000as dels til offentlig sti og dels til privat fællesvej. Ifølge § 124 stk. 3 skal dette tage mellem 4 og 6 år. § 125 stk. 1 bestemmer, at der skal udarbejdes en rapport over vejens tilstand inden nedklassificering. Disse to punkter kan i henhold til § 126 fraviges, hvis der er enighed mellem samtlige berørte parter. En sådan aftale forligger. Den er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 2. Der er også vedlagt et bilag 3, som viser den offentlige sti og den private fællesvej.

Byrådet vedtog på deres møde den 29. maj 2017 følgende:

  • Den offentlige sti blev godkendt.
  • Den private fællesvej blev principielt godkendt.  
  • Det areal, af litra 7000as, Nr. Aaby By, Nr. Aaby, der bliver til overs når stiforbindelsen mellem Rosenvænget og Danavej er sikret, bliver afhændet til anlæg af parkeringsplads og grønt område for boligbyggeriet i henhold til kortbilag 3 i lokalplanforslag 178.

Økonomi:

Der vil være udgifter i størrelssordenen ca. 20.000 kr. til matrikulære ændringer. Disse forslår vi indgår i regskabet med salg af grundene.

Høring:

Handicaprådet høres ikke, fordi der ikke er krav om dette.

Ældrerådet høres ikke, fordi der ikke er krav om dette.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg - 12. september 2017.
Økonomiudvalget - 25. september 2017.
Byrådet - 2. oktober 2017.

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

330. Endelig vedtagelse af lokalplan 178 - centerområde ved Østergade i Nørre Aaby
Sagsnr.: 2017-001623
Sagsbehandler: Kirsten Bruun Plougmand

Præsentation:

Forslag til lokalplan 178 for centerområde i Nørre Aaby (området med rådhus og bibliotek) har været fremlagt i offentlig høring i 8 uger, og planen ønskes nu endelig godkendt.

Forvaltningen foreslår:

  • at Økonomiudvalgets beslutning om, at der ikke skal etableres kulturhus i det tidligere rådhus tages til efterretning. 
  • at lokalplan 178 indstilles til endelig vedtagelse.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet vedtog den 29. maj 2017, at sende forslag til lokalplan 178 i offentlig høring. Planen omfatter området med bl.a. det gamle rådhus ved Østergade i den centrale del af Nørre Aaby. Planen skal åbne mulighed for realisering af et projekt fra boligforeningen Lillebælt, der ønsker at etablere 26 boliger i området. Det oprindelige rådhus ønskes bevaret og omdannet til boliger og bibliotek, mens den øvrige bebyggelse ønskes nedrevet og erstattet af ny boligbebyggelse.

Formålet med lokalplanen er således at fastholde områdets anvendelse til centerformål, hvor der kan opføres/indrettes bebyggelse til boligformål i form af tæt-lav og etageboliger med mulighed for, at en del af bebyggelsen kan indrettes til fælleshus og til offentlige formål i form af bibliotek. Planforslaget skal sikre, at ny bebyggelse opføres inden for de fastlagte byggefelter. Bebyggelse der placeres med facade i gadelinje må opføres i 2½ etage, mens øvrig bebyggelse må opføres i 1½ etage.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Der er i høringsperioden indkommet 6 høringssvar.
 
Handicaprådet er glade for lokalplanens bestemmelse om handicapparkeringspladser, men ønsker også, at en del af lejlighederne skal indrettes handicapvenlige. Lokalplaner regulerer ikke selve indretningen af boligerne, og dermed ikke, hvorvidt de indrettes handicapvenlige eller ej. Der stilles visse krav ifm med byggesagsbehandlingen og ellers er det op til boligforeningen, hvilke hensyn de vil indrette lejlighederne efter.

Ældrerådet støtter planforslaget, og tror, at realiseringen vil have en positiv effekt på Nørre Aabys bymidte.

Odense Bys Museer forventer ikke at lokalplanområdet rummer jordfaste fortidsminder, da det eksisterende byggeri formodes, at have fjernet eventuelle fortidsminder.

Middelfart Bibliotek har tilkendegivet, at det nuværende bibliotek er både praktisk og funktionelt. De anbefaler, at hvis man holder fast i at flytte biblioteket, skal der lægges vægt på høj kvalitet i funktionalitet, tilgængelighed og indeklima i de nye rammer, og der skal sikres gode møde-, fordybelses- og læringsfaciliteter samt sikres, at det bliver fleksibelt ift alle brugerne. Indretningen af biblioteksfaciliteterne er ikke et lokalplan-spørgsmål, men bør indgå i de videre planer for flytningen. I forbindelse med byggesagsbehandlingen vil der blive stillet krav om tilgængelighed.

En borger mener, at biblioteket skal bevares med sin nuværende placering, og at det kan gøres til fælleshus for alle.

Nørre Aaby Lokaludvalg foreslår, at der etableres et nyt aktivitetshus i sammenhæng med det nye bibliotek i den gamle rådhusbygning i stueetagen og på første sal - Kulturhus 5580. Faciliteterne skal være ejet af Middelfart Kommune. Der skal være en kulturhusleder, men borgerne skal være den folkelige drivkraft i indsatsen. Den tidligere foreslåede løsning fra Middelfart Kommune om, at de kan blive en del af boligforeningens fælleshus i Rosenvænget, er ikke en hverken brugbar eller realistisk løsning, i følge Lokaludvalget. 

Lokalplanforslaget er blevet udarbejdet på baggrund af boligforeningens planer for området, jf. Økonomiudvalgets beslutning den 30. januar 2017 vedrørende igangsætning af lokalplanarbejdet for området. Ønsket om bibeholdelse af biblioteket i eksisterende bygning samt etablering af fælleshus i tilknytning hertil eller i tilknytning til nyt bibliotek i stueetagen i den tidligere rådhusbygning, er imidlertid ikke i overensstemmelse med boligforeningens ønsker for området. I henhold til forslaget til lokalplan kan stueetagen anvendes til erhverv, som kan drives uden gener for naboer, herunder kontor og liberale erhverv samt offentlige og private servicefunktioner. Det vurderes, at aktivitetshus kan rummes inden for denne bestemmelse, men alene i stueplan, så ønsket om inddragelse af 1. salen til aktivitetshus vil forudsætte en ændring af lokalplanens anvendelsesbestemmelse. 

Det skal bemærkes, at boligforeningen har overtaget bygningerne.

Alle indkomne høringssvar er vedhæftet dagsordenen i deres fulde ordlyd.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg - 12. september 2017
Økonomiudvalget - 25. september 2017
Byrådet - 2. oktober 2017

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

331. Nyt Vinter- og Renholdelsesregulativ for Middelfart Kommune
Sagsnr.: 2017-012193
Sagsbehandler: Peter Krogsgaard Jensen

Præsentation:

Der skal vedtages et nyt Vinter- og Renholdelsesregulativ for Middelfart Kommune.

Forvaltningen foreslår:

  • at Teknisk Udvalg indstiller, at Middelfart Byråd vedtager det fremlagte forslag til nyt Vinter- og Renholdelsesregulativ.

Sagsbeskrivelse:

Der skal vedtages et nyt Vinter- og Renholdelsesregulativ som en konsekvens af, at der siden vedtagelsen af det nuværende regulativ er kommet en ny Lov om offentlige veje og en ny Lov om private fællesveje. Tidligere var der også en Lov for snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse. Denne lov er ophævet og bestemmelserne er indskrevet i de to nye vejlove. Derudover har Folketinget vedtaget nogle nye bestemmelser for, hvornår grundejere skal udføre snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse, hvis kommunerne pålægger dem det. Disse bestemmelser er med tekst og skitser indføjet i afsnit 3 i det nye forslag til Vinter- og Renholdelsesregulativ.

Forslaget til nyt Vinter- og Renholdelsesregulativ er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 1.

Efterfølgende lovvedtagelserne, har Vejdirektoratet udarbejdet en vejledning og et paradigma, for hvordan regulativerne skal udformes. Dette er for at regulativerne på landsplan bliver nogenlunde ens. Især politiet er interesserede i dette.

Det nye regulativ er anderledes struktureret end det gamle. Det er det bl. a. på baggrund af de vedtagelser om grundejerpligter, Folketinget vedtog at kommunerne kunne pålægge. Det er også anderledes opbygget, fordi udviklingen har gjort, at det i dag er mere indlysende at vise tingene på kort i sted for i tabeller. Det eneste der skal vises i tabeller er de veje og de stier, hvor der aldrig bliver udført vintervedligeholdelse og renholdelse. I Middelfart Kommune er der ikke nogen veje af den slags, men der er en del stier, hvor der ikke ryddes. F. eks er der i Vejlby Fed offentlige stier, der kun tjener som adgang til stranden. Mange af disse er stort set ikke andet en trampestier i sand.

De kort der er trykt i forslaget til nyt regulativ er oversigtskort, der ikke er særskilt detaljerede. Hvis vi eller borgere, har behov for mere detaljerede oplysninger, er der i regulativet indarbejdet en række links, der giver adgang til detaljerede kort i KortInfos borgerkort og sagsbehandlerkort, hvor der kan søges på adresse og zoomes ud og ind. Disse kort vil også kunne nås direkte fra KortInfo.

Forslaget til nyt regulativ har været sendt i høring hos Fyns Politi, hos Ældrerådet og hos Handicaprådet.

Fyns Politi har godkendt det nye forslag til regulativ. Deres godkendelse er vedhæftet dagsordenspunktet som bilag 2.

Høringssvaret fra Ældrerådet er vedhæftet dagsordenspunktet som bilag 3.

Høringssvaret fra Handicaprådet er vedhæftet dagsordenspunktet som bilag 4.

Ældrerådet har følgende bemærkninger til forslaget:

  1. De mener, at ældre og/eller svagelige borgere skal have mulighed for, efter ansøgning, at få hjælp til snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse.
  2. De mener også, at det er paradoksalt, at der ikke udføres snerydning, glatførebekæmpelse eller renholdelse på veje i klasse 3 og 4. (de grønne og de gule veje), samtidig med at der stilles krav til grundejerne om, at de skal udføre de samme arbejder på fortovene.

   Forvaltningens kommentarer til Ældrerådets ønsker:

  1. Der er ikke i det nuværende budget for Trafik- og Vejafdelingen taget højde for ordninger om hjælp til snerydning, glatførebekæmpelse eller renholdelse. Der er mulighed for, at ældre borgere med et handicap kan søge om hjælp i Socialforvaltningen. Forvaltningen er af den opfattelse, at sålænge der ikke politisk bliver givet økonomi til en generel hjælpeordning, skal der ikke stå noget i Vinter- og Renholdelsesregulativet.
  2. På klasse 3 veje bliver der udført snerydning, glatførebekæmpelse, og renholdelse. Dog sker det kun indenfor normal arbejdstid (kl. 7:00-15:15), og hvis der f. eks. er meget sne, bliver der ryddet først på klasse 1 og klasse 2 veje. På klasse 4 veje bliver arbejderne kun udført, hvis der er tid til det. Dette vil i praksis nok betyde, at der tit ikke bliver ryddet m.m.. Kommunen kan vælge ikke at pålægge grundejerne, at de skal rydde fortovene. Men det har store økonomiske  konsekvenser hvis kommunen gør dette, fordi det så vil gælde for alle offentlige veje i kommunen. Af sikkerhedshensyn og forsikringsmæssige årsager kan forvaltningen ikke anbefale, at der ikke bliver ryddet på fortovene.
Handicaprådet har følgende bemærkninger til forslaget:

  1. De mener, at det skal være et kommunalt ansvar, at der ikke lægges sne fra vejen ind på private grunde eller spærres for ind- og udkørsler.
  2. Omkring renholdelse mener de, at der skal være mulighed for, at borgere med funktionsnedsættelse kan få kompensation. Forvaltningen læser det som, at de ligesom Ældrerådet mener, at det skal være muligt, at få hjælp til at udføre arbejdet.
  3. De mener, at der skal stå noget i Vinter- og Renholdelsesregulativet omkring hække og andet, der breder sig, og er til hindring for den frie fremkommelighed på fortovene.
   Forvaltningens kommentarer til Handicaprådets ønsker:

  1. Det er de samme kommentarer som til Ældrerådet under vores pkt. 1.
  2. Det er de samme kommentarer som til Ældrerådet under vores pkt. 1.
  3. Forvaltningen er ikke af den opfattelse, at det vil hjælpe at skrive noget ind i Vinter- og Renholdelsesregulativet omkring hække og anden beplantning, der breder sig og spærre for fortovene. Disse forhold administrerer vi således. Når vi enten ved selvsyn eller ved henvendelse fra en borger bliver gjort opmærksom på problemet, tager Entreprenørafdelingen ud og taler med grundejeren. De afleverer også et beskærerbrev, hvor der typisk gives en frist på 14 dage, til at grundejeren får udbedret forholdene. Det løser 95 % af situationerne. Hvis det ikke hjælper, varsler vi skriftligt et påbud. Dette løser langt de fleste af de resterende situationer. I de få situationer hvor det heller ikke hjælper, giver vi et endeligt påbud og udfører herefter arbejdet for grundejerens regning, hvis han/hun ikke selv gør det. Desuden er beskæring af hække og anden beplantning hverken et vinter- eller et renholdelsesarbejde. Det bør derfor ikke stå i Vinter- og Renholdelsesregulativet.
 

Økonomi:

Intet.

Høring:

Se under sagsbeskrivelse.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg - 12. september 2017.
Økonomiudvalget - 25. september 2017.
Byrådet - 2. oktober 2017.

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

332. Bygningsfornyelse i landdistrikter 2. runde og Særlig pulje til bygningsforskønnelse af hovedgaden i Ejby
Sagsnr.: 2016-023052
Sagsbehandler: Pia Quottrup Sand

Præsentation:

Forvaltningen har siden sidste sagsfremstilling af byfornyelsessager for Teknsik Udvalg den 6. juni, arbejdet videre med oplagte kandidater til at opnå støtte til forskønnelse i landdistrikterne.

Forvaltningen har ligeledes modtaget de første ansøgninger om støtte via de særlige bygningsfornyelsesmidler, der er afsat til forskønnelse af hovedgaden i Ejby.

Middelfart Kommune har siden sidste møde i Teknisk Udvalg helt ekstraordinært modtaget et mertilsagn af den resterende statslige landsbypuljeramme fra 2015. Middelfart Kommune har fået en ekstra rammebevilling på 3,5 mio. der foreløbigt er til rådighed frem til udløbet af august 2018.

Forsøgsordningen hvor staten modsvarer 70 % af de offentlige tilskudsbeløb i byfornyelsessagerne ophører ved årsskiftet 2017/2018.  

Forvaltningen foreslår:


  • at udvalget tager stilling til forvaltningens indstilling for anvendelse af bygningsfornyelsesmidlerne.
  • at der arbejdes videre med at anvende den ekstraordinære statslige ramme i køb og salgssager, hvor der er særlige kommunale interesser.
  • at der arbejdes videre med det opsøgende arbejde for anvendelse af den særlige pulje til forskønnelse af hovedgaden i Ejby.

Sagsbeskrivelse:

Indstilling - følgende projekter indstilles til at modtage støtte.

Projekter i landdistrikter (Pulje til Bygningsfornyelse i byer og landdistrikter)
 

Adresse

Formål

Grønnegyden 3, Asperup

Nedrivning af stuehus på 174 m2

Gl. Assensvej 48, Udby

Nedrivning af Udby Kro.

Assensvej 175, Middelfart

Nyt stråtag på udlejningsejendom med middel bevaringsværdi. Beliggende ud til en af hoved indfaldsvejene til Middelfart.

Brovej 1

Udvidelse af vedtaget nedrivning til at omfatte pilotprojekt for CØ - nedrivning - samarbejdsprojekt med Danske Maskinstationer støttet af Miljøstyrelsen.


Projekter langs med hovedgaden i Ejby (Særlige byfornyelsesmidler i Ejby)

Adresse

Formål

Nørregade 43, Ejby

Facaderenovering udført iht. påbud udstedt af Middelfart Kommune. Bevaringsværdig villa på hovedgaden

Nørregade 11, Ejby

Gennemgribende reparation af tagkonstruktion, herunder nyt skifertag

Nørregade 4, Ejby

Facadeafrensning, reparation af sætninger mv. og pudsarbejde samt hvidkalkning af facader.

Nørregade 13, Ejby

Nedrivning af forhus, frastykning, ændring af tekniske installationer, opmuring af ny gavlmur i skel, landinspektør m.v.

Nørregade 38, Ejby

Gennemgribende tag- og facaderenovering af forhuset, herunder nyt tag, nye vinduer, puds- og malerarbejder på udvendigt murværk og sokkel

 
Fotobilag og oversigtskort fremvises udvalgsmødet

Økonomi:

 
Projekter i landdistrikter (Pulje til Bygningsfornyelse i byer og landdistrikter)
AdresseSamlet udgiftStøtteprocentOffentlig støtteKommunal udgift(30%)
Grønnegyden 3, Asperup
kr. 100.000,00

100,00%

kr. 100.000,00kr. 30.000,00
Gl. Assensvej 48, Udby
kr. 452.000,00

100,00%

kr. 452.000,00kr. 135.600,00
Assensvej 175, Middelfart
kr. 159.525,00

50,00%

kr. 79.762,50kr. 23.928,75
Brovej 1
kr. 50.000,00

100,00%

kr. 50.000,00kr. 15.000,00
Samlet kommunal udgiftkr. 204.528,75
 Tidligere restbeløbkr. 320.394,00

nyt restbeløb

kr. 115.865,25
Projekter langs med hovedgaden i Ejby (Særlige byfornyelsesmidler i Ejby)    
AdresseSamlet udgiftStøtteprocentOffentlig støtteKommunal udgift
Nørregade 43, Ejbykr. 127.000,00

75,00%

kr. 95.250,00kr. 28.575,00
Nørregade 11, Ejbykr. 620.000,00

50,00%

kr. 310.000,00kr. 93.000,00
Nørregade 4, Ejbykr. 360.000,00

75,00%

kr. 270.000,00kr. 81.000,00
Nørregade 13, Ejby
kr. 272.000,00

100,00%

kr. 272.000,00kr. 81.600,00
Nørregade 38, Ejbykr. 300.000,00

50,00%

kr. 150.000,00kr. 45.000,00
 Samlet kommunal udgiftkr. 329.175,00
 Restbeløb(af 600.000)kr. 270.825,00
    
     
     
     
     
     
     
     

Høring:

ikke relevant.

Beslutning:

Udvalget vedtog forvaltningens indstilling.
333. Forespørgsel om udstykning af ny selvstændig landbrugsejendom fra Nymarkvej 8, 5500 Middelfart
Sagsnr.: 2017-012879
Sagsbehandler: Anne Vibeke Møller

Præsentation:

Ejeren af landbrugsejendommen Nymarkvej 8, 5500 Middelfart ønsker at udstykke ejendommens bygningssæt med henblik på oprettelse af en ny selvstændig landbrugsejendom.

Inden projektet kan behandles efter Landbrugsloven, har ansøger brug for kommunens skriftlige tilkendegivelse af, om kommunen vil være sindet at give landzonetilladelse til udstykning af ejendommens eksisterende bygningssæt samt opførelse af et nyt bygningssæt på restejendommen.

Forvaltningen foreslår:

At udvalget tilkendegiver,

  • at kommunen er indstillet på at meddele den fornødne landzonetilladelse til udstykning af bygningssættet på Nymarkvej 8 som en ny selvstændig landbrugsejendom med henblik på fortsat svineproduktion, og
  • at kommunen er indstillet på at meddele landzonetilladelse til opførelse af et nyt bygningssæt på restejendommen men, at beslutning om placering og udformning af det nye bygningssæt skal ske på baggrund af visualiseringer og en nærmere landskabsanalyse, da der er væsentlige landskabelige interesser i området. Placeringen vil samtidig skulle respektere linjeføringen af en eventuelt kommende gasledning.

Sagsbeskrivelse:

Nymarkvej 8 er på ca. 70 ha og er en del af en større svinebedrift med p.t. 18 ansatte. Som led i et begyndende generationsskifte ønsker ejer at fortsætte med at drive landbrug men i en mindre skala. Han ønsker derfor at foretage en produktionsomlægning fra svineproduktion til planteavl.

Det eksisterende bygningssæt på Nymarkvej 8 er specielt indrettet til svineproduktion. Det er ejers vurdering, at produktionsapparatet på ejendommen er i en sådan stand, at det vil være uhensigtsmæssigt økonomisk (afskrivningsmæssigt) at nedlægge bygningssættet som svineejendom. Bygningssættet ønskes derfor udstykket som en selvstændig ejendom med landbrugspligt til fortsat svineproduktion som en naturlig del af den samlede svinebedrift, der agtes afhændet. Bygningssættet, som ønskes udstykket, er markeret med rød firkant på kortet nedenfor.

Som følge af udstykningen af det eksisterende bygningssæt på Nymarkvej 8, ønskes der opført et nyt tidssvarende og funktionstilpasset bygningssæt på restejendommen.

Ejer har samtidig landbrugsejendommen Ellebækvej 26, 5500 Middelfart, hvorpå han selv bor i dag. Denne er på ca. 98 ha. Ejer ønsker at overføre 2 arealer på i alt ca. 20 ha fra Ellebækvej 26 til restejendommen af Nymarkvej 8. Det ene areal ligger umiddelbart syd for Nymarkvej 8, og det er på dette areal, det nye bygningssæt ønskes opført. Den ønskede placering af det nye bygningssæt er markeret med rød cirkel på kortet nedenfor.


Blå ejendom:      Nymarkvej 8
Grøn ejendom:    Ellebækvej 26
Skraveret areal:  Overføres fra Ellebækvej 26 til Nymarkvej 8
Gul ejendom       Ellebækvej 12- Tilhører samme ejer

Nymarkvej 8 ligger i det åbne land mellem Svenstrup og Gamborg. Landskabet er let kuperet og forholdsvist åbent med mange kig til vandet.

Ejendommen ligger inden for kystnærhedszonen, og størstedelen af ejendommen ligger inden for et område, der i kommuneplanen er udpeget som værdifuldt landskab. For disse områder gælder, at der kun må opføres bebyggelse i ganske ubetydeligt omfang og kun, såfremt de pågældende beskyttelsesinteresser ikke tilsidesættes. Byggeriet må ikke forringe de visuelle, kulturhistoriske, geologiske eller oplevelsesmæssige værdier. Byggeriet skal besidde en høj arkitektonisk kvalitet, og samspillet med landskabet skal prioriteres højt.

Den vestlige del af ejendommen er udpeget som økologisk forbindelse, og det sydvestlige hjørne af ejendommen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Det nye bygningssæt ønskes opført bag strandbeskyttelseslinjen i en afstand af ca. 350 meter fra kysten.


Den grønne flade angiver det værdifulde landskab.
Ejendommen er tegnet op med sort, og kystlinjen er tegnet op med blåt.

Det skal bemærkes, at Energinet.dk i øjeblikket undersøger mulighederne for at føre en ny gasledning gennem området. Gasledningen skal skabe forbindelse mellem Polen, Danmark og Norge. Gasledningens tracé er endnu ikke endeligt fastlagt.

Det nye bygningssæt ønskes opført som et trelænget anlæg, der placeres med hovedbygningen centralt og symmetrisk placeret for enden af Nymarkvej. Bygningssættet vil bestå af en bolig på ca. 375 m², et maskinhus på 525 m² og en lade ligeledes på 525 m². Den nye bolig ønskes opført med en højde på 10,7 meter.

"Forslag til kommuneplan 2017", indeholder en retningslinje for udflytning af driftsbygninger. Selvom der i denne sag er tale om nyopførelse af et helt bygningssæt, er det forvaltningens vurdering, at der skal tages de samme hensyn som ved udflytning af driftsbygninger. Det fremgår af retningslinjen, at der ved udflytning af driftsbygninger til det åbne land skal tages landskabelige, arkitektoniske og klimamæssige hensyn, og beslutning om placering skal ske på baggrund af en landskabsanalyse og visualiseringer.

Det fremgår af ""vejledning om landzoneadministration", at i tilfælde, hvor formålet med en udstykning er etablering af et jordbrug, der kan tillades efter landbrugsloven, bør landzonetilladelse gives, medmindre denne arealanvendelse er i strid med kommuneplanlægningen.

Forvaltningen finder, at der er grundlag for at tilkendegive, at kommunen er indstillet på at meddele den fornødne landzonetilladelse til udstykning af bygningssættet på Nymarkvej 8 som en ny selvstændig landbrugsejendom med henblik på fortsat svineproduktion.

Det er samtidig forvaltningens vurdering, at beslutning om placeringen og udformningen af det nye bygningssæt skal ske på baggrund af visualiseringer og en nærmere landskabsanalyse, således at placeringen og udformningen tilpasses det værdifulde kystlandskab bedst muligt.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget vedtog forvaltningens indstilling.
334. Ansøgning om landzonetilladelse til indretning af "samsted" på Korsbjergvej 40, 5500 Middelfart
Sagsnr.: 2017-015408
Sagsbehandler: Anne Vibeke Møller

Præsentation:

En potentiel køber til Korsbjergvej 40, 5500 Middelfart søger om landzonetilladelse til at indrette et "samsted" på ejendommen. Samstedet skal indeholde mødested, arbejdssted, sovested og spisested.  

Forvaltningen foreslår:

  • at udvalget meddeler landzonetilladelse til indretning af et "samsted" bestående af dels kontorarbejdspladser og mødefaciliteter til udlejning til liberalt erhverv på 1. salen og dels en ferielejlighed og 4-8 dobbeltværelser til ferieudlejning samt et lille butiksområde i stueetagen, og 
  • at udvalget tager stilling til, om en landcafé/spisested med tilhørende terrasse og med plads til ca. 40 gæster kan rummes på ejendommen.

Sagsbeskrivelse:

Korsbjergvej 40 har et grundareal på godt 2.200 m². Ejendommens bebyggelse består af 831 m² erhvervsareal og 195 m² boligareal. Ejendommen har hidtil været benyttet til galleri og en helårsbolig. Før det rummede ejendommen en møbelforretning.

Teknisk Udvalg meddelte i marts 2017 landzonetilladelse dels til indretning af 10 ferielejligheder/værelser og dels til at benytte 1. salen til spisesal og samlingssted i forbindelse med de 10 ferielejligheder/værelser på ejendommen. Udvalget besluttede samtidig at meddele afslag efter planlovens landzonebestemmelser til etablering af festsal på ejendommen bl.a. henset til, at en festsal vil kunne medføre væsentlige støjgener ikke mindst i aften- og nattetimerne. Den meddelte tilladelse er endnu ikke udnyttet, og ejendommen er stadig til salg.

Den potentielle køber af ejendommen ønsker at indrette et "samsted", der skal danne rammerne for fællesskab, samtale og samvær både i fritiden og i arbejdstiden. Rammerne er et mødested, et arbejdssted, et sovested og et spisested. Synergien mellem disse elementer skal være samstedets særkende. Samstedet skal udvikles mere konkret over tid ved at invitere interessenter i omverdenen til at fylde rammerne ud og bidrage til løbende at tilpasse og udvikle disse.

På 1. salen ønskes indrettet et mindre antal kontorpladser samt mødefaciliteter med henblik på udlejning til liberalt erhverv. I stueetagen ønskes indrettet en lille ferielejlighed på ca. 40 m², 4-8 dobbeltværelser med bad og toilet samt et køkken. Den resterende del af stueetagen ønskes indrettet dels til landcafe-/spisested for overnattende gæster og andre besøgende og dels til et lille butiksområde med salg af diverse produkter som f.eks. brugskunst, kunst, gårdbutik-produkter, strik souvenirs m.v. Sidstnævnte gerne i samarbejde med lokale aktører. Ud for landcaféen-/spisestedsområdet og ud mod Korsbjergvej ønskes der etableret et terrasseområde til udendørs ophold og servering af forfriskninger m.v.

Landcafeen/spisestedet vil som udgangspunkt have åbent dagligt i sommerperioden (juni-august) indenfor tidsrummet fra ca. kl. 09:30 - til ca. kl. 17:30, således at både feriegæster og lokale vil have mulighed for et let måltid (brunch og frokost) og en forfriskning. Landcaféen/spisestedet skal samtidig være et understøttende supplement til såvel arbejdsstedet, mødestedet og sovestedet. En stor del af året vil der være 1-3 ugentlige tilbud om fællesspisning i tidsrummet ca. kl. 18-21. Fællesspisning vil være et arrangement med krav om forudgående tilmelding. Ansøger forventer, at de vil kunne have op til ca. 40 gæster samtidig i landcafén/spisestedet. Det er intentionen, at samstedet skal fungere i tæt dialog med lokalområdet og med respekt for omgivelserne.

Den bestående bolig på 2. salen og en del af 1. salen ønskes bevaret som helårsbolig.

Det er forvaltningens vurdering, at der er grundlag for at meddele landzonetilladelse dels til indretning af liberalt erhverv på 1. salen og dels til indretning af ferielejlighed og værelser til ferieformål samt en mindre butik med salg af bl.a. brugskunst og lokale produkter, da der er tale om en eksisterende erhvervsejendom, hvor der hidtil har været galleri og før det møbelforretning.

Overordnet set giver planlovens landzonebestemmelser ikke mulighed for etablering af hotel- og restaurantionsvirkomhed i det åbne land, da sådanne anvendelser vil være i strid med de hensyn, planloven tilsigter at varetage. I den konkrete sag er der tale om en café med begrænset åbningstid, der samtidig skal være med til at understøtte de øvrige aktiviteter på ejendommen. Dette kan tale for, at der alligevel kan meddeles en landzonetilladelse. Landcaféen/spisestedet er imidlertid en aktivitet, der efter forvaltningens vurdering evt. vil kunne medføre gener for naboerne og som udvalget derfor bør tage stilling til, om kan rummes på ejendommen.

I modsætning til indretning af festsal, som udvalget i foråret meddelte afslag til, vil caféen ikke medføre støjgener i aften- og nattetimerne. Derimod vil caféen kunne medføre nogen udendørsaktivitet i dagtimerne og fællesspisningen vil kunne medføre nogen aktivitet i tidsrummet kl. 18-21 nogle gange om ugen.

Ejendommen ligger i det åbne land nordøst for Røjle. Ejendommen ligger i værdifuldt landskab og inden for kystzonen i en afstand af ca. 1,4 km fra kysten. Ejendommen ligger i en klynge af 5 ejendomme, der er koncentreret omkring vejkrydset Korsbjergvej, Bolsvej, Kogagervej og Munkegårdvej.

Ansøgningen er sendt i naboorientering hos de nærmeste naboer. Hvis der indkommer nabobemærkninger, vil disse blive forelagt på udvalgsmødet.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget godkendte det ansøgte, inklusiv landcafé/spisested. 

LUKKEDE SAGER