Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Skoleudvalget møde den 4. april 2017

Møde:
Skoleudvalget
Mødetid:
4. april 2017 kl. 15:45
Tilstede:
Mikkel Dragmose-Hansen
Regitze Tilma
Paw Nielsen
Anton C. Petersen
Johannes Lundsfryd Jensen
Jonathan Roed Kirkedal
Nicoline Damkjær
Fraværende:

ÅBNE SAGER

176. Opfølgning på progressionsmål for Skoleudvalgets indsatsområder - Den internationale dimension
Sagsnr.: 2017-002103
Sagsbehandler: Heidi Junker

Præsentation:

På Skoleudvalgsmødet 8. september 2016 godkendte udvalget fokus og fastholdelse af progressionsmål for indsatsområderne, dette er første opfølgning og status på skolernes arbejde med målene omkring Den internationale dimension.

Forvaltningen foreslår:

  • At Skoleudvalget tager opfølgningen på progressionsmålene for Den internationale dimension til efterretning.

Sagsbeskrivelse:

For at understøtte og imødekomme Middelfart Kommunes overordnede politiske visioner og mål, har skoleudvalget peget på tre indsatser de kommende år:
  • Den åbne skole
  • Entreprenørskab og innovation
  • Den internationale dimension

De politiske indsatser samler et ønske om et afsæt, der formulerer retning og rammer, og samtidig giver den enkelte skole mulighed for at virke og udvikle i overensstemmelse med skolens kultur, tradition og lokale forhold.

Da Skoleudvalget besluttede progressionsmålene, præciserede de at målene er gældende for hele skolen og skal forfølges på alle årgange som en del af skolens grundlæggende pædagogik og at udvalget får en afrapportering om status ved hvert skoleårs afslutning og midtvejs i skoleåret.

Første status og afrapportering i forbindelse med progressionsmålene var indsatsen om åben skole, anden var entreprenørskab og innovation og tredje og nærværende status og afrapportering er omkring Den internationale dimension.

På nationalt plan er internationalisering defineret som en tværgående dimension i folkeskolen. Den er ikke beskrevet i et faghæfte på samme måde som skolens fag og obligatoriske emner. Den internationale dimension i folkeskolen er således et rummeligt begreb, hvor både indhold, metoder og indsatsniveau kan diskuteres.

Dog defineres arbejdet med den internationale dimension i folkeskolen typisk som en tilgang, der sikrer eleverne:

  • viden om andre lande og deres kulturer og værdier
  • evnen til at sætte sig i andres sted
  • bevidsthed om globale sammenhænge
  • interkulturelle kompetencer

Interkulturelle kompetencer er evnen til at agere i et globalt samfund. Disse kompetencer medfører, at eleverne er bevidste om eget perspektiv, og at deres tænkning blandt andet er kulturelt bestemt. Interkulturel le kompetencer kommer til udtryk i elevens evne til interaktion.

Globalisering medfører en faglig og arbejdsmæssig udviskning af grænser, og det er afgøren-de for den danske konkurrenceevne, at eleverne er klædt på til denne verden. Elever, der ud-dannes i den danske folkeskole i dag, vil i deres senere arbejds- og privatliv indgå i internati-onale relationer i et omfang, vi endnu ikke har kendskab til. Arbejdet med den internationale dimension i folkeskolen styrker elevernes muligheder for at navigere i en globaliseret verden, og har derved stor betydning for fortsat at sikre Danmarks høje levestandard.

Progressionsmål for den internationale dimension:

  • At alle skoler årligt arbejder med internationale projekter og emner
  • At mindst én gang arbejdes med den nyeste teknologi i kommunikationen med andre lande.
  • At en koordinator fra hver skole samarbejder i et netværk på tværs af skolerne for at sikre erfaringsudveksling i kommunalt regi samt at være på forkant med nationale og internationale støtteordninger.

I perioden juni til december 2016 har skolerne arbejdet med følgende ift. de opstillede progressionsmål:


I Middelfart Kommune er der oprettet et internationalt netværk, bestående af en koordinator fra hver skole og skoleafdelingens vejleder. Her drøftes nye tiltag, pædagogik, strategier for implementering på skolerne og skolerne inspirerer hinanden med oplæg om, hvordan de hver især arbejder med dimensionen.

Sideløbende med denne udvikling, sendes hver koordinator og skoleleder på kursus i Europa gennem Skoleafdelingens Erasmus+ efteruddannelsesprojekt for at danne netværk med kolleger samt at få mere viden om internationalisering i undervisningen. De vender hjem og holder oplæg på egen skole og i hvert deres netværk, der på den måde, kvalificeres yderligere til at tage stilling til, hvordan de arbejder med den internationale dimension. Da de alle hjembringer et netværk af europæiske kolleger, bliver det lettere for skolerne at skabe den direkte kontakt mellem lærere og elever i undervisningen.

Den fælles materialeplatform; Google+ ”Global undervisning i Middelfart” er for alle lærere. Her kan de finde undervisningsmaterialer til alle klassetrin, der alle har et globalt og internationalt fokus.
Der foregår mange internationale aktiviteter på skolerne i hele kommunen. Her nævnes blot nogle eksempler på aktiviteter, der er startet op i indeværende skoleår:

Skrillingeskolen og Hyllehøjskolen har søgt egne Erasmus+ efteruddannelsesprojekter, hvor de ønsker at styrke forskellige faglige emner i et internationalt perspektiv. De sender nu lærere og pædagoger på kursus for at hjembringe viden, kompetencer og netværk til brug i egen undervisning. Skrillingeskolens internationale koordinator har yderligere deltaget i en konference, der sætter fokus på implementering af efteruddannelsesaktiviteter. Denne viden deler hun i netværket, og flere er inspireret af denne mulighed for at søge midler gennem Erasmus+ og påtænker at gøre dette på et senere tidspunkt.

Ejby Skole har, efter endt Erasmus+kursus, kvalificeret sin klasseudveksling med privat indkvartering, ved at bruge en kontakt fra sit netværk fra kurset. Her planlægges der, at eleverne på Global Linje samarbejder med – og besøge en skoleklasse i Holland senere på skoleåret.

Strib Skole har udarbejdet en handleplan, der sætter fokus på den internationale dimension i undervisningen på forskellige årgange og med forskellige tilgange. Det har betydet, at lærerne på de pågældende årgange har fået hjælp af de to internationale koordinatorer til at planlægge undervisningsforløb, der sætter fokus på globalisering og internationalisering. Her har de blandt andet udarbejdet inspirations-kufferter til udstilling på PLC, temauger samt e-twinningforløb i indskoling, mellemtrin og udskoling.

Vestre Skoles elever samarbejder med elever fra syv europæiske lande gennem flere projekter med tilskud fra NordPlus og Erasmus+. De netværk som skolen skaber, bruges i andre sammenhænge; til brevudveksling, undervisningsprojekter og til skolens internationale valghold.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen.

Handicaprådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Ældrerådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.


Behandlingsplan:
Skoleudvalget den 4. april 2017.

Beslutning:

Godkendt som indstillet.


Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i behandlingen af punktet.

Bilag:

177. Evaluering af sampasning i uge 7 2017 - Mere kvalitet i ferietilbud
Sagsnr.: 2015-009920
Sagsbehandler: Heidi Junker

Præsentation:

Uge 7 har for 2. gang været rammen for sampasning mellem daginstitutioner og SFO'er i ferieperioder. Der har efterfølgende været afholdt evalueringsmøde mellem daginstitutions- og SFO-lere og dette er en orientering til udvalget herom.

Forvaltningen foreslår:

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsbeskrivelse:

I efteråret 2015 blev der nedsat lokale arbejdsgrupper, bestående af repræsentanter fra forældrebestyrelser fra både daginstitutioner og skoler samt medarbejdere og ledere fra dagtilbud og SFO. De havde til opgave at udvikle modeller for et kvalificeret feriepasningstilbud for børn i alderen 0-9 år, hvilket resulterede i sampasning i distrikter i uge 42 2016 samt uge 7 2017.

Målet for sampasningen var følgende:
  • At give børnene et godt og alderssvarende pædagogisk ferietilbud på tværs af huse og SFO ’er i distrikter
  • At optimere anvendelsen af personaleressourcerne
  • At give børnene større sammenhæng i overgange fra et pasningstilbud til et andet

Umiddelbart efter afviklingen af uge 7 blev sampasningen evalueret af daginstitutions- og SFO-lederne.

Evalueringen kortlagde, at der stadig er gode 'ferieoplevelser' for børn, medarbejdere og forældre. Derudover har man også i flere områder  bemærket, at planlægningen af sampasningen i 2. omgang var blevet nemmere. Det opleves også, at flere børn fra storegruppen tilmelder sig i ferien, fordi sampasning bliver et attraktivt tilbud - at børnene får kendskab til skolen inden Tidlig SFO. Og endelig bemærkedes det også, at sampasningen styrker samarbejdet på tværs af institutioner og SFO'er.

Der opleves dog stadig enkelte udfordringer bl.a. sammensætning af områder med mange specialbørn har ikke fundet sin endelige form. Ledere og medarbejdere arbejder fortsat på at finde de bedste løsninger.

Derudover er der stadig flere og mindre tilpasninger som ske inden næste sampasning i uge 42 2017. Disse findes og løses i de enkelte områder blandt ledere og medarbejdere. Eksempelvis arbejdes der på tilbud om, at forældre og børn kan komme på besøg i den/de institution(er), hvor sampasningen skal foregå.

Næste status og opsamling på sampasning foretages umiddelbart efter uge 42 i 2018. 

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen.

Handicaprådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Ældrerådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.


Behandlingsplan:
Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget den 4. april 2017.
Skoleudvalget den 4. april 2017

Beslutning:

Godkendt som indstillet.


Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i behandlingen af punktet.
178. Resultater af Handleguidens trivselsmåling februar 2017
Sagsnr.: 2017-007042
Sagsbehandler: Heidi Junker

Præsentation:

Resultater af Handleguidens trivselsmåling februar 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • At Skoleudvalget tager resultaterne til efterretning.

Sagsbeskrivelse:

Børn og unge tilbringer en stor del af deres dag i dagtilbud eller skole sammen med andre børn. De er optaget af deres relationer til andre børn og unge - og af at være en del af fællesskabet.

Børn og unge har stor betydning for hinandens liv, trivsel og læring. Dagtilbud, skoler og forældre skal sammen skabe læringsmiljøer, der sikre at barnet eller den unge kan klare sig – kan deltage og bidrage – og undgå udstødelse fra de sociale og faglige fællesskaber. Jævnfør et af målene i den nye Folkeskolelov skal børn og unge blive så dygtige, som de kan. I Middelfart Kommune tilføjes, at børn og unge også skal have så gode livsmuligheder som muligt.

Når det handler om at skabe livsmuligheder, er det ikke nok at tage enten et gruppeperspektiv eller et individperspektiv. Begge perspektiver skal være til stede for at skabe betydningsfulde børne- og ungefællesskaber. Middelfart Kommune ønsker at skabe trivsel, læring og udvikling for det enkelte barn og fællesskaber. Det betyder, at arbejdet skal centreres om børnene, de unge og fællesskaberne.

For st sikre børnenes trivsel bedst muligt har Middelfart Kommune udviklet en tværgående Handleguide til brug for personalet, så der så tidligt som muligt tages fat i de udfordringer barnet eller gruppen er i, således at problemerne ikke optrappes. Forældrene inddrages som ligeværdige samarbejdspartnere, således at problemafklaring og fælles tiltag giver mulighed for at ændre på situationen.

Forvaltningen har som en del af Handleguidens procedure foretaget målinger i 2016 og disse fortsætter i 2017. Målingerne er foretaget ud fra 3 kategorier med en række indikatorer indenfor hver kategori:
  • Børn i grøn position: Barnet udvikles og trives.
  • Børn i gul position: Der er områder i forhold til barnets trivsel, som skal undersøges nærmere. Forældrene vil altid blive informeret, og inddraget, når der ses begyndende tegn på, at barnet ikke trives.
  • Børn i rød position: Der er bekymring for barnets trivsel og handling skal iværksættes med det samme. Forældrene vil altid informeret og vil blive indkaldt til et tværfagligt møde for at få afdækket vanskelighederne i sin helhed med udarbejdelse af en fælles handleplan.

Resultaterne fra trivselsmålingerne er fra perioden oktober 2015 frem til februar 2017 for folkeskoler uden specialtilbud og daginstitutioner. Trivselsmålingerne for private daginstitutioner og dagplejen er foretaget i oktober 2016 og februar 2017. Der er for nogle skoler med specialtilbuddene indsamlet data ved målingen i februar 2017 og det er hensigten, at disse målinger fortsætter fremadrettet, således at der også her kan analyseres på udviklingen.
Samlet set vurderes data ud fra målet om, at minimum 85 pct. af børnene er i grøn position, max 10 pct. af børnene er i gul position og max 5 pct. af børnene er i rød position.

Eftersom de enkelte dagtilbud og skoler ikke opfatter indikatorerne helt ens er det ikke ud fra datamaterialet muligt at lave en samlet konklusion, men tallene viser en klar tendens til, at flere børn i både dagtilbud og skole i Middelfart Kommune trives bedre i februar 2017 end det var tilfældet ved første måling i oktober 2015.

På dagtilbudsområdet ses således en positiv stigning for børn i grøn position fra 74 pct. i oktober 2015 til 84 pct. i februar 2017. Dette svare til en samlet stigning på 13,5 pct. Børn i gul position er faldet med 17 pct. i perioden og for børn i rød position ses et fald fra 10 pct. ved første måling til 2 pct. ved sidste måling, svarende til et fald på 80 pct.

I dagplejen er der foretaget målinger i oktober 2016 og februar 2017. Ved målingen i februar er den procentvise andel af børn i grøn position på 94 pct., 5 pct. for børnene i gul position og 1,4 pct. for børnene i rød position. Der er ligeledes foretaget trivselsmåling i de private dagtilbud i oktober 2016 og februar 2017. Den seneste måling viser, at 85 pct. af børnene befinder sig i grøn position, 13 pct. i gul position og 2 pct. i rød position. Det er endnu for tidligt at sige noget om udviklingen på de to områder, da det kræver flere målinger

På skoleområdet ses en stigning af børn i grøn position fra 81 pct. til 83 pct. fra første til sidste måling. Både samlet og for institutionerne enkeltvis er der meget små udsving i andelen af børn i rød position. Variationen for de enkelte institutioner sker primært mellem grøn og gul position.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen.

Handicaprådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Ældrerådet:
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.


Behandlingsplan: 
Skoleudvalget den 4. april 2017.

Beslutning:

Godkendt som indstillet.


Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i behandlingen af punktet.

Bilag:

LUKKEDE SAGER